Annonce
Hvide Sande

Otte års tilløb: Endelig er Ivan Jacobsens hjemmelavede mesterværk færdigt

Ivan Jacobsen har siden 2011 arbejdet på at fremstille en miniature-udgave af en kirke. Han har hentet inspiration fra Helligåndskirken i Hvide Sande. Derfor er han også glad for, at arbejdet skal udstilles i netop Helligåndskirken. Foto: Johan Gadegaard
5000 stykker hjemmelavet skifer. 30.000 stykker hjemmelavede mursten i størrelsen 2 centimeter lange, 1 centimeter brede og 4 millimeter tykke. Et hjemmelavet klokkespil. Ja, faktisk er alt hjemmelavet, og efter otte års arbejde er minature-udgaver af kirke, krematorium og redskabsskur endelig færdig.

Hvide Sande: "Hej Mikael. Det er Ivan Jacobsen fra Hvide Sande. A ve' æ', om du kan huske den der kirke, a lavede, men den er fuldstændig færdig nu. Om det er noget, du vil op og se. A bor oppe på Geflevej 99. Men ellers så kan du bare ringe. Okay, hej".

Sådan lød en besked, der lå på min telefonsvarer for ikke så længe siden, og hvis der var noget, jeg kunne huske og rigtig gerne ville se, var det lige nøjagtig den kirke, Ivan Jacobsen har bygget.

Heldigvis havde Ivan Jacobsen ikke glemt, at jeg i sommeren 2014 besøgte ham i Hvide Sande. På det tidspunkt havde han været i gang med sit projekt siden 2011, og han manglede stadig at få bygget et krematorium og et redskabsskur. De to bygninger skulle nemlig være med til at gemme de elementer, der skal levere strøm til blandt andet klokkespillet og lamperne, væk.

Annonce
Ud over kirken er der krematorium og redskabsskur. Foto: Johan Gadegaard

30.000 hjemmelavede mursten

Her otte år senere - i 2019 - er både kirke, krematorium og redskabsskur altså færdige, og bygningerne er stadig lige så flotte, fantastiske og imponerende som det førstegangsindtryk, Dagbladets udsendte fik i 2014.

Hvad er det så lige, der er så fantastisk og imponerende, og hvor svært kan det lige være at bygge sådan tre miniature-udgaver der har følgende mål: en kirke 30 centimeter bred og 40 centimeter lang, et krematorium 14 centimeter bred og 30 centimeter lang og et redskabsskur 14 centimeter bred og 20 centimeter lang?

Det er der rigtig mange svar på.

For det første er der ikke tale om noget, Ivan Jacobsen har købt i en hobbybutik som et samlesæt. Nej, den 60-årige Hvide Sande-bo har selv målt op og tegnet skitser.

For det andet har han selv fremstillet alle delene - bortset fra nogen sorte smedelamper. Og der er tale om mange, faktisk rigtig rigtig mange stumper. Tagene består af omkring 5000 håndlavede stykker skifer. For at få stykkerne til at se helt ens ud har Ivan Jacobsen selv fremstillet en geringsSav, hvor en hobbykniv skærer de lange stykker over. Derefter er alle skifer-stykkerne blevet stemt ud, så de alle sammen er runde i den ene ende. Og hver eneste stykke tag er til sidst malet med en sort tusch.

For det tredje er de omkring 30.000 små mursten - 2 centimeter lange, 1 centimeter bredde og 4 millimeter tykke - håndlavet. Hovedingrediensen er den type ler, der også bliver brugt til juledekorationer. Når en plade ler var skåret ud, havde Ivan Jacobsen en skabelon, der er lavet af en torskerognsdåse, til at skære murstenene ud, så det fik den rigtige størrelse. Efter at have tørre på en radiator natten over blev hver og én af de 30.000 mursten rundet af med sandpapir, for som Ivan Jacobsen siger: - Det ser jo ikke godt ud, hvis en mursten er helt firkantet.

For det fjerde er tagrender, rendejern og nedløbsrør naturligvis også hjemmelavet af kobberrør, lige som ankeret og flagstangen med Dannebrog er. Ja, Dannebrog er faktisk klippet ud af en gammel skjorte og malet bagefter.

Lys i pærerne og strøm i klokkespillet

Det var så en lille smule om det udvendige arbejde, men den indvendige del er om muligt endnu mere imponerende. Det virker nærmest helt umuligt, at to voksne hænder er skruet sådan på, at de har samlet så mange små ting med så mange detaljer.

Der er bænke på hver side af gangen, prædikestol, små lysestager ved altertavlen, håndflettede lysekroner, kirkeskib i loftet og selvfølgelig et klokkespil. Og på spørgsmålet, om der også er lys i de små pærer:

- Ja, det kan jeg garantere, at der er. Jeg har selv trukket alle kabler, og der er da også strøm i klokkespillet, forklarer Ivan Jacobsen, mens han tænder for strømmen, og den er god nok.

Der kommer pænt afdæmpet lys i indvendige og udvendige lamper, mens musikken spreder sig ud i stuen, inden klokkerne til slut ringer otte gange.

Som om det så var den sidste indendørs detalje. Nej, for på væggen i kirken hænger tavler med tal, der viser kirkegængere, hvilke salmer der skal synges til søndagens gudstjeneste. Og det er ikke tilfældige salmer, der er valgt.

- Det er tallene på de salmer, der blev sunget til min datter Bonnies barnedåb for 22 år siden. Sådan skulle det bare være, for hun betyder alt for mig, siger Ivan Jacobsen med stolthed i stemmen.

Dannebrog er fremstillet af en gammel hvid skjorte. Foto: Johan Gadegaard

Mange pauser i løbet af otte år

Ideen til at gå i gang med så usædvanligt og langsigtet projekt dukkede lige pludselig op.

- Jeg var simpelthen blevet træt af at bygge miniudgaver af fiskekuttere, og så fik jeg den tanke med en kirke, og hvorfor ikke, siger han og har en helt god forklaring på, at det har taget omkring otte år at blive færdig.

- Jeg har holdt mange pauser undervejs. Jeg fandt nemlig ud af, at det ville gå helt galt, hvis temperamentet løb af med mig. Jeg blev pisse-sur, hvis det ikke lige gik, som jeg ville have det, og så var det bedre at stoppe end at slå noget af det i stykker i arrigskab. Det ville jo være for dumt, kommer det med et stort smil fra manden, der på alle måder har fortjent at blive sammenlignet med Georg Gearløs fra Anders And-bøgerne.

Der er naturligvis trukket strøm, så der kan være lys både inde i kirken og udenfor. Foto: Johan Gadegaard

Det næste kan være en redningsstation

Inden jeg smutter ud af døren hos Ivan Jacobsen, er der altså et spørgsmål, der har ligget og luret, lige siden han ringede og lagde en besked om, at nu var han færdig med kirken.

Da han blev spurgt i 2014, om byggeriet skulle udstilles, så andre kunne få lov til at kaste et blik på det, var svaret.

"Ahhh. Tror du, at nogen synes, det vil være pænt og spændende at se på", lød svaret.

Den gang lød svaret tilbage til Ivan Jacobsen: - Ja, den miniature-kirke fortjener at blive set af så mange som overhovedet muligt, for det er ganske enkelt usædvanligt og enestående arbejde, du har gang i Ivan.

Her fem år senere er beskedenheden intakt, for svaret er det samme: - Ahhh Mikael, tror du, at der er nogen, der gider se på det?

Ivan Jacobsen må da også indrømme, selv om beskedenheden igen kommer kravlende, at der da er nogen, der har foreslået, at arbejdet kunne stå i Helligåndskirken i Hvide Sande her i december, og bagefter var Fiskeriets Hus eller biblioteket en mulighed.

Og de tre bygninger er klar til at komme hjemme fra Geflevej 99, for selvfølgelig har Ivan Jacobsen fået fremstillet en montre til bygningerne, så pilfingrede og nysgerrige mennesker ikke lige kan komme til at rykke en lampe ned eller noget helt andet.

Men uanset om det bliver udstillet eller ej, er det helt sikkert, og det er lige så sikkert som amen i kirken, at datteren Bonnie skal have den stående, hvis hun vil.

- For som a' har sagt før. Det er lavet til Bonnie, for hun betyder alt for mig, siger han.

Og nåhhh ja. Hvad skal den lokale Georg Gearløs nu i gang med af miniature-projekter?

- Jeg ved det ikke lige. Nogen har foreslået redningsstationen i Haurvig, men den har jeg sgu ikke noget forhold til. Men jeg har tænkt på en kopi af redningsstationen, der ligger nede ved Hvide Sande Skibssmedie, men nu ser vi, siger Ivan Jacobsen.

Sådan ser det ud inde i kirken. Foto: Tommy Kofoed
En sammenligning af en tommeltot med kirkeskibet og lamperne fortæller meget godt, hvor små enheder Ivan Jacobsen har arbejdet med. Foto: Tommy Kofoed
I plasticlommer er Ivan Jacobsens værktøj, tommestok og lim sirligt arkiveret. De to firkantede "skabeloner" er lavet af en torskerognsdåse. og han har brugt dem til at skære de tusindvis af mursten ud i den rigtige størrelse. Foto: Johan Gadegaard
Så langt var Ivan Jacobsen nået, da Dagbladet besøgte ham i 2014. Foto: Tommy Kofoed
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Samskabelse er vejen frem i rundkørslen

Vi kommer ikke uden om det … Det offentlige har ikke råd til at betale for alle de ønsker, borgerne har til forbedringer og forskønnelser af vore fælles omgivelser. Men så er det jo godt, når borgerne kan tage sagen i egen hånd … Tag bare rundkørslen i Astrup ved Femvejen lige uden for byen; af lokale kaldt "Danmarks grimmeste" af slagsen. Om det passer, vil være et oplagt emne til en rundbordsdiskussion. Men køn var den i alt fald ikke, overgroet som den var med ukrudt. Kommunen havde dog ikke pengene til at gøre noget ved den. Men så tog folk i Astrup sagen i egen hånd. En flok frivillige påtog sig opgaven med at omdanne den til "Danmarks smukkeste rundkørsel". Det skete ved, at folk lagde kræfterne sammen: Per Kjær, der driver maskinstationen, stillede maskine til rådighed. Landmand Vagn Lindy Petersen i Skjern havde noget jord til at ligge efter en staldudvidelse, som kunne bruges, så onsdag blev der flyttet 400 kubikmeter jord. Svæveflyvepladsen i Ejstrup bidrog med et træ, som Kristian Ahle selv gravede op. Nu mangler de frivillige bare at få plantet rododendron i fem farver, så er "Femvejens Andels Rundkørsel", som den - måske ikke helt mundret - er kommet til at hedde, klar til at springe ud det kommende forår i al sin glans. Det hører med til historien, at rododendronerne selvfølgelig udbydes på andele, og at anlægsgartner Ole Christensen står for indkøb af planterne. Kommunens rolle i hele historien har i dette tilfælde været lydhørhed over for de lokale ønsker, og hurtig tilladelse til, at de frivillige kunne gå i gang. I andre tilfælde ser man i stigende grad, at der er tale om egentlig samskabelse; altså at kommunen og lokalsamfundene i fællesskab bidrager til at løse opgaver, som kommunen ikke har råd til alene at løse - for eksempel etablering af cykelstier. Man kan selvfølgelig mene, at opgaverne bør betales fuldt ud af kommunen. Men ofte vil det være ensbetydende med, at de ikke løses - eller i bedste fald først om mange år - og så er det da bedre, at parterne i fælles forståelse skaber noget sammen. Ellers havde Astrup næppe været på vej til at få "Danmarks smukkeste rundkørsel".

Annonce