Læserbrev

Oprør fra midten 2: Der er hårdt brug for en SV-regering

Det logiske opbrud i dansk politik burde være en dannelse af en SV-regering. De to partier har gennem de seneste 20 år placeret sig på den politiske midterbane. Herfra verden går. Lad os få skabt et nødvendigt oprør fra midten i dansk politik.

I 2018 var det 40 år siden Danmark fik sin første – og foreløbig eneste – SV-regering. Den bevarede styreegenskaberne i 425 dage, og regeringens største resultat var en forhøjelse af momsen og indførelsen af efterlønsordningen. Det sidste i øvrigt under store protester fra den daværende venstrefløj. SV-regeringen blev etableret i et forsøg på at skabe en nødvendig sammenhængskraft i et land, der var økonomisk klemt.

På samme tid kom der farve på TV-avisens udsendelser – og siden har nyhedsdækningen i verden påvirket politik, politikere og politisk udvikling i et omfang, ingen havde forestillet sig, da vi sad omkring kaffebordet og så statsminister Anker Jørgensen og udenrigsminister Henning Christophersen dele magten mellem Socialdemokratiet og Venstre.

På samme tid udgav Niels Meyer, Kresten Helveg Petersen og Villy Sørensen i øvrigt den ikoniske politiske bog, Oprør Fra Midten. Et politisk manifest, der efter min opfattelse har fået en helt ny betydning 40 år efter. Midten af dansk politik er ikke statisk. Helt åbenbart.

Jeg møder ofte den opfattelse, at det ikke er så afgørende, hvem der har den politiske magt. Det er ikke rigtigt, men ræsonnementet er ikke underligt. Politik er meget sammensat, men det er ofte enkeltsager der får medieplads i bussen – og det kan efterlade et indtryk af, at det ikke er så afgørende, om chaufføren er blå eller rød.

Enkeltsager er vigtige for forståelsen af politik. I forlængelse af enkeltsager opstår signalpolitik – og det er ofte i denne transformation, at det går helt galt.

Et eksempel. Danskere synes det er underligt, at nogle muslimske kvinder går omkring med et tildækket ansigt. Jeg er enig. Det er underligt. Jeg forstår det ikke. I Danmark er der nu sket en transformation fra en enkeltsag til signalpolitik, så det danske Folketing har besluttet, at det er ulovligt – helt primært fordi vi ikke forstår det. Udgør tildækkede muslimske kvinder et problem for Danmark? Nej. Skaber lovgivningen om påklædning et problem for Danmark? Ja.

Der er to store regeringsbærende partier i Danmark. Socialdemokratiet og Venstre. Begge partier har historisk tradition for at tage ansvar for magten. Begge partier udspringer af store danske kulturbærende institutioner: Højskolebevægelsen og arbejderbevægelsen. To institutioner i Danmarkshistorien, der har mere tilfælles, end de nogensinde har villet vedgå.

Der er brug for en ny samlingsregering i Danmark. Der er brug for at lede Danmark fra en politisk akse der drejer omkring midten – der hvor Socialdemokratiet og Venstre har placeret sig. Socialdemokratiet rykker lidt til højre, når regeringsmagten overtages. Venstre rykker lidt til – venstre.

Venstre bliver nu presset helt urimeligt på værdipolitikken af Dansk Folkeparti. Det komiske er, at Socialdemokratiet gør det samme. Hvis Danmark skal gøre op med det, må de to magtbærende partier i Danmark finde ind bag en lukket dør – og danne en regering der baserer sig på social retfærdighed, økonomisk ansvarlighed og en værdibaseret politik, der skaber ro og stabilitet over en længere periode. En regering, der gør op med tåbelig signalpolitik, som ikke virker, og som efterlader Danmark med et flosset rygte – der kan tage årtier at rette op på.

Danmark har slet ikke råd til at lukke sig om sig selv. Vi er et uendeligt lille land, der aldrig har vundet en krig. Verden kigger på os, fordi vi har været båret af stærke værdier og social retfærdighed. Velfærd og velstand. Den kan vi velsagtens bevare, men værdier er det kit, der samler et folk. Det kan ikke genetableres med hverken skattetryk eller skattelettelser. Der er meget mere på spil. Sammenhængskraften i det danske samfund bygger på social lighed og social retfærdighed. Det er ikke et produkt, vi kan bestille. Det er et produkt, der opbygges gennem generationer.

Fakta er, at de bærende regeringspartier på Christiansborg er presset af fløjpartierne. Næsten alle partier lancerer sin egen statsministerkandidat – uvist af hvilken grund – for det er meget svært at se, hvordan der skulle kunne findes demokratisk opbakning til hverken Uffe Elbæk, Pernille Skipper og helt tåget bliver det med Pernille Vermund. Det er måske også lidt svært at forestille sig, at Danmark kunne drage væsentlig nytte af at sætte en politisk leder fra et mindre parti i spidsen for landet. Det er også svært at forestille sig, at netop det skulle kunne skabe kontinuitet og stabilitet på gangene i Folketinget – med al respekt i øvrigt for de mindre partiers politik, mål og meninger.

Det logiske opbrud i dansk politik burde være en dannelse af en SV regering. De to partier har gennem de seneste 20 år placeret sig på den politiske midterbane. Herfra verden går. Lad os få skabt et nødvendigt oprør fra midten i dansk politik.

80 procent af den politik, der bliver vedtaget i Folketinget, står Socialdemokratiet og Venstre bag i enighed. Det virker ikke ideologisk uoverkommeligt at etablere et solidt regeringsgrundlag – særligt set i lyset af, at et regeringsgrundlag ikke nødvendigvis skal tage hensyn til mindre partier – med særstandpunkter og mærkværdig signalpolitik, der sjældent tjener nationens interesser – hverken her eller i udlandet.

Det er ej heller noget helt ufolkeligt projekt. En meningsmåling har vist, at et flertal af de to partiers vælgere foretrækker et gensidigt samarbejde – frem for et samarbejde med Dansk Folkeparti. Vi tror vælgerne har fået øje på det gigantiske dilemma de to partier befinder sig i.

Tilbage står det spørgsmål, som vi forestiller os, at især de to partiers formænd er optaget af: Hvem skal være statsminister i en SV-regering?

I dette spørgsmål er indbagt den største hindring mod etablering af en handlekraftig regering, der kan navigere med langsigtede løsninger og pragmatiske forlig. Hvem er det, der skal have æren af at stå i statsministeriet og præsentere regeringens politik – og kommer det parti, der ikke får statsministerembedet, til at betale prisen for projektet?

Det er oplagt, at et politisk partis selvforståelse og selvopfattelse er bundet i partiets leder, formand og meningsdanner. Sikkert er det også, at et partis formand ikke har brugt hele sit liv på politik for at blive souschef i butikken. Vi forstår det, og vi anerkender det.

Det er bare ikke nogen folkelig vindersag. De borgere, der ønsker brede politiske aftaler, reelt opgør med blokpolitik og regering hen over midten er ikke synderlig optaget af navn eller ansigt på statsministeren. Vi tror ikke, borgerne mener, det er et kardinalpunkt, der skal afgøre dannelsen af en SV-regering.

Med udgangspunkt i en pragmatisk tilgang til politik, kunne jeg – helt enkelt – foreslå, at partiet med den største vælgertilslutning får statsministerposten. Det er demokratisk. Det er målbart og det er enkelt.

Der er brug for et oprør fra midten i dansk politik. Efter min opfattelse befinder Socialdemokratiet og Venstre sig i dag i midten af dansk politik. Danmark har brug for det.

Daværende statsminister Anker Jørgensen (S) og udenrigsminister Henning Christophersen (V) ved pressemøde. Arkivfoto: Henning Thempler / Ritzau Scanpix
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Leder For abonnenter

Pas på den 300. bilist

Det er en af den slags førstepladser, vi helst vil være foruden. Men vi kommer ikke uden om det: Vestjyske bilister er landets mest drikfældige. I alt fald hvis man måler på antallet af spritbilister, som bliver fanget i politiets kontroller. Tallene er temmelig skræmmende: Politiet har i løbet af et år stoppet 13.259 tilfældige biler, og i dem sad 44 spritbilister; det vil sige, at der i gennemsnit sad en spritbilist en ud af trehundrede biler. Prøv lige at tænke lidt over det … Hvor mange biler passerer du, når du eksempelvis kører på vejen mellem Ringkøbing og Herning eller Skjern og Holstebro? Rigtig mange! Og for hver gang, du passerer nummer 299, møder du en spritbilist. Ikke nogen rar tanke! Især ikke når man tager i betragtning, at skræmmende mange ulykker involverer sprit. De seneste tal viser, at der, i perioden 2013-2017, blev dræbt 140 mennesker i trafikken i Danmark og 829 personer kom alvorligt til skade i ulykker med spirituspåvirket fører af et motoriseret køretøj. Hvorfor kører vestjyderne markant mere spritkørsel end andre danskere? Måske handler det i virkeligheden om noget så banalt, at vestjyske spritbilister tror, de kan slippe af sted med det, fordi vi bor i et tyndt befolket hjørne af landet med langt mellem politipatruljerne. Men rent faktisk ved vi det ikke. Derfor er det også godt, at politiet nu vil bruge den store mængde data, man har indsamlet, til at kortlægge spritbilisternes adfærd - ikke mindst, hvem de er, hvor gamle de er, og hvor og hvornår, de begiver sig ud på vejene. På den måde vil politiet kunne sætte ind med både forebyggende kampagner og spritkontroller. Men vi andre - det store flertal, der ikke kører spritkørsel, og ikke kunne drømme om at gøre det - kan også gøre noget. Vi kan først og fremmest gøre det socialt uacceptabelt at sætte sig bag rattet i påvirket tilstand, hvad enten det er til hverdag eller fest. Ser vi en person slingre ud mod bilen, kan vi stoppe vedkommende, bede ham eller hende aflevere nøglen, og sørge for, at de kommer godt hjem på anden vis. Vi har et ansvar for, at der ikke er nogen derude, der møder den 300. bilist.

Annonce