Annonce
Kultur

Operaen 'Eugen Onegiin' er et smerteligt skæbnedrama om uforløst kærlighed, unødvendig død og følelser, der går fejl af hinanden

Tanja (Elin Pritchard, siddende) ser paralyseret til, mens Onegin (Jens Søndergaared) danser og flirter uhæmmet med hendes søster, Olga (Johanne Højlund). Foto: Anders Bach
I Den Jyske Opera opsætning bliver "Eugen Onegin" til et indestængt skæbnedrama af Tjekhovske dimensioner. Det klæder Tjajkovskijs opera.

Anmeldelse: Risikoen ved at omplante en klassisk opera til et slagtehus, en militærbase, et autoværksted eller et meth-laboratorium er, at operaens sjæl forsvinder. Den fælde falder instruktøren Hinrich Horstkotte heldigvis ikke i med sin stilistisk enkle tolkning af Tjajkovskijs "Eugen Onegin".

Ved at rykke handlingen fra 1820’erne til 1890’erne sætter han tragedien i et letgenkendeligt Tjekhovsk lys. Alle er stakler, der længes efter et lettere, lysere, lykkeligere liv, men selv om de slår sig i tøjret og "elsker ungt og drømmer langt", bryder de sjældent ud.

Og hvis de gør, er det blot for at opdage, at lykken stadig er lige uopnåelig.

Annonce

Om operaen

"Eugen Onegin"

Fem stjerner

Den Jyske Opera: "Eugen Onegin". Opera af Tjajkovskij med libretto af Tjajkovskij og Sjilovskij efer Pusjkins roman.

Dirigent: Tecwyn Evans. Instruktør, scenograf og kostumedesigner: Hinrich Horstkotte. Lysdesign: Ib Asp.

Medvirkende: Jens Søndergaard, Dmitrii Bashkirov, Elin Pritchard, Johanne Højlund, Valerian Ruminski, Bolette Bruno-Hansen og Jens Jagd m.fl. samt Den Jyske Operas Kor og Odense Symfoniorkester.

Set ved premieren i Odense Koncerthus onsdag 9. oktober.

Opføres i bl.a. Kolding, Esbjerg, Vejle, Sønderborg, Aarhus, Randers, Aalborg og Skive - med Sønderjyllands Symfoniorkester, Aarhus Symfoniorkester, Copenhagen Phil og Aalborg Symfoniorkester.

Se www.denjyskeopera.dk

Strået knækker

Det er samme mistrøstige sandhed eller morale, der gennemsyrer "Eugen Onegin": Tanja er en ung bly pige fra landet, som forelsker sig i den selvsikre verdensmand Onegin og erklærer ham sin himmelstormende kærlighed. Onegin afviser pigen og vrider kniven rundt i såret ved at flirte med hendes søster, Olga, som allerede er forlovet. Olgas forlovede, poeten Lenskij, udfordrer nødtvungent vennen, Onegin, til duel. Onegin vinder duellen, men bliver udstødt af det gode selskab. Som en paria rejser han fra land til land.

Da Onegin nogle år senere genser Tanja, er rollerne og magtforholdet vendt om, for hun har giftet sig til rigdom og en plads på samfundets top. Onegin indser, at han altid har elsket Tanja og trygler hende om at forlade sin mand, men selv om Tanja elsker Onegin med uformindsket styrke, vælger hun at tage sin skæbne på sig og blive hos sin forkrøblede ægtemand.

Det kærlighedens strå, Onegin har klamret sig til, knækker, og han mister alt håb.

Fængsel og katedral

Med få dramatiske og sceniske virkemidler formår Horstkotte, som også har skabt scenografi og kostumer, at understrege menneskelige træk og reaktionsmønstre, som bider på os i 2019.

Det giver et gib i mig, da den umanerligt maskuline Onegin gør sin entre. Klædt helt i sort, med blå solbrilleglas og skarptskåret kindskæg er han indbegrebet af en rockstjerne.

Jeg nikker genkendende til de ustyrlige følelsesstorme, der raser i Tanja, mens hun ligger på maven med uldsokkefødderne viftende i luften og skriver sin fatale kærlighedserklæring til Onegin.

Den blændende hvide birkestamme-scenografi er gennemgående. Og dobbeltheden er næsten ubærlig, når de nøgne træer strækker sig mod himlen, som søjlerne i håbets katedral eller de fængselstremmer, der forhindrer én i at leve frit.

Det stærkeste scenebillede er poeten Lenskij, der inden duellen tager afsked med livet og lader sine digte dale som døde blade mod jorden.

Onegin (Jens Søndergaard) fortæller på en alt andet end følsom måde Tanja (Elin Pritchard), at han ikke gengælder hendes følelser. Foto: Anders Bach

Skolet i russisk sjæl

Jens Søndergaards elegante baryton er et perfekt match til den selvbevidste, uheldsvarslende og umådeligt lækre Onegin.

Elin Pritchards varme sopran giver Tanja lige dele piget ynde og følelsesmæssig rutsjetur.

Johanne Højlunds lyse mezzo tilføjer den ubekymrede og lethjertede Olga et forvarsel om den uundgåelige tragedie

Der er russisk melankoli i Dmitri Bashkirov følsomme tenor, der er som skabt til den sværmeriske digter Lenskij - men hvad skal han med en paryk, der ligner en druknet høstak?.

Odense Symfoniorkesters forhenværende chefdirigent Alexander Vedernikov har givet musikerne en ubetalelig skoling i den russiske musiks sjæl. Det kom publikum til gode ved premieren, hvor den noget anonyme dirigent Tecwyn Evans lod orkestret dvæle ekstra i de lyriske passager og strække helt ud i takt med de største følelsesudbrud.

"Eugen Onegin" er ikke en opera, der lever i kraft af voldsomt ydre drama og spektakulære scener. Den Jyske Operas stilistisk enkle opsætning forstærker det uafvendelige og smertelige i fortællingen om menneskeskæbner, hvis følelser og længsler er dømt til at gå fejl af hinanden.

Det smukkeste scenebillede i Den Jyske Operas opsætning af "Eugen Onegin": Inden duellen med Onegin tager poeten Lenskij (Dmitrii Bashkirov) afsked med livet. Foto: Anders Bach
Duellen mellem Onegin (Jens Søndergaard, t.v.) og Lenskij (Dmitrii Bashkirov, i hvidt). Til højre en af sekundanterne (Thomas Christian Sigh). Foto: Anders Bach
Onegin (Jens Søndergaard) trygler Tanja (Elin Pritchard) om at rejse med ham. Fra korridoren lytter hendes ægtemand, fyrst Gremin (Valerian Ruminski). Foto: Anders Bach
Tanja (Elin Pritchard) er nærmest desperat af kærlighed til den mystiske Onegin (Jens Søndergaard, med ryggen til). Foto: Anders Bach
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Politisk opbakning til Sommerfuglen skyldes stedets kvaliteter

Læserbrev: Sommerfuglen er kommunes nye fritidstilbud til børn og unge med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Kongstanken er at have ét lokalt fritidstilbud af høj pædagogisk kvalitet i stedet for at benytte aflastningspladser på forskellige institutioner i egen og andre kommuner. Jeg er citeret i Dagbladet søndag for at sige, at den politiske opbakning til Sommerfuglen skyldes behovet for at få stedet fyldt op. Det er en udtalelse, der taget ud af en sammenhæng. Den politiske opbakning til Sommerfuglen hænger helt og aldeles sammen med tilbuddets kvaliteter. Børn med funktionsnedsættelser har svært ved at finde fritidsaktiviteter, der kan rumme deres udfordringer, og det begrænser muligheden for at knytte venskaber. Børnene på Sommerfuglen går typisk på specialskole, og det betyder, at de fleste går i skole og skaber relationer uden for deres nærmiljø. Med Sommerfuglen prioriterer vi, helt i tråd med børne- og familiepolitikken, at give børn og unge med særlige behov mulighed for at dyrke fritidsinteresser og danne trygge og nære relationer med andre børn i kommunen. Relationer de kan bygge videre på gennem deres opvækst, så Sommerfuglen bidrager til ambitionen om at skabe gode overgange fra børneområdet til voksenområdet. Politisk har vi besluttet, at Sommerfuglen som udgangspunkt er kommunens tilbud, med mindre der er faglige begrundelser for noget andet. Det har vi, fordi det er et godt tilbud, og fordi målsætningen om at skabe relationer mellem børn og unge på tværs af kommunen fordrer, at de er sammen. Jeg forstår godt, at det kan være en stor mundfuld for børn, unge og forældre at skulle flytte fra et sted, de kender og er glade for. Men jeg ved også, at de børn og unge, der er begyndt i Sommerfuglen, er glade for og trygge ved det. Der er foretaget en faglig vurdering af, hvorvidt hvert enkelt barns behov kan rummes i Sommerfuglen. I de tilfælde hvor det modsatte er konklusionen, er der fortsat et alternativt tilbud. Jeg forstår også godt, at de institutioner, kommunen hidtil har købt pladser hos, er kede af at miste børn. Men i denne sammenhæng er vores opgave som kommune først og fremmest at give børn og unge med særlige behov de samme muligheder, som andre børn og unge i kommunen. Det er klart, at dialogen med de berørte familier og institutioner skal foregå på en god og respektfuld måde. Når vi hører, at det ikke er oplevelsen alle steder, er der naturligvis grund til at vurdere, om vi kunne have gjort det anderledes. Det er i øvrigt helt almindelig praksis.

Annonce