Annonce
Klumme

Om jeg er af god familie? Her har du min stamtavle!

Min far og jeg var på besøg i mine oldeforældres hus - 51 år efter at de døde. Nu er huset under nedrivning, men vi fandt blandt andet det gelænder, som de satte op dengang min oldefar blev syg og skulle have støtte for at komme op ad trappen. På sin vis var det et fint lille symbol på, at vi alle sætter spor - også i en 300 år lang slægtshistorie. Foto: Christian Baadsgaard

Nu er det jo ikke længere moderne at spørge om det, og jeg ved heller ikke, om man overhovedet må længere – den her GDPR-forvirring taget i betragtning, men skulle én spørge mig, om jeg er af god familie, så har jeg et es i ærmet, der nok kan gøre spørgeren mundlam. En masse papirer, som de kan bladre igennem, og så kan jeg stille modspørgsmålet: Hvad synes du selv?

For et stykke tid siden fik jeg en anetavlerapport – et klinisk ord for en stamtavle. Min farbror har i mange år dyrket slægtsforskning som sin hobby, og han er nu nået 10 generationer tilbage og da han kender min svaghed for historie, så gav han mig resultatet af sin jagt. En i tekst, og en i grafik. Særligt den med grafikken var lidt af en oplevelse, for den mindede meget om en reklame for en dyreværnsforening, som jeg engang havde set. Den illustrerede nemlig på nøjagtig samme vis, hvor mange katte, at Hr. og Fru Mis kan blive til, hvis ikke de i tide bliver steriliseret. Omvendt kan jeg nu dokumentere, at min slægt har været fyldt med kærlighed siden 1700-tallet.

Men hvad er jeg så gjort af? Min slægt har været bønder, fiskere og lærere – og jeg må så konstatere, at noget må være gået 66 procent galt, da jeg meldte min ankomst. Jeg kan ikke se forskel på en ko og en kvie, og jeg bliver nemt søsyg. Men det med lærerne er der alligevel lidt gevinst. Folk omkring mig vil nok mene, at jeg er en smule belærende over for andre. Jeg kan ikke se en højskolesangbog uden at bladre i den, og give en mini-analyse af teksten. Måske kunne jeg have blevet degn? Sædedegn, vel at mærke, for sådan en er jeg stødt på. For dem, der ligesom jeg ikke ved hvad en sædedegn er, kan jeg sige – efter at have googlet det - at det er det modsatte af en cykelvikar.

Min slægt har – udover at have slået sine folder i Thy – været ganske godt repræsenteret i store dele af Jysk Fynske Mediers udgivelsesområde. Særligt det sønderjyske, lige omkring Kongeåen. Og så lidt bekendelser: Kun en gang på 300 år har faderen været ukendt. Men hvad endnu værre er… Jeg er ikke rigtig Thybo. For min slægt har kun været der delvis i tre generationer tilbage. Så ved I det!

Men der var altså også overraskelser i bunken. Særligt da jeg fandt ud af, at en af mine forfædre har samme efternavn som en god og rar kollega. Glædesstrålende meddelte jeg kollegaen, at der var en – ganske vist lille - sandsynlighed for at vi var i familie. Sådan set i bakspejlet, så synes jeg ikke, han var lige så begejstret som mig. Han sagde noget om, at han var sikker på, at det var en helt anden slægt, og det bare var navnet, der var det samme…

For nylig var jeg med min familie på køretur. Vi kom forbi en villa, der var under nedrivning.

Det var mine oldeforældres hus. Jeg nåede aldrig at møde dem.

Vi steg ud af bilen og begav os ind i huset, der nu stod uden vinduer og døre. Min far fortalte. Kunne genkende meget. På de næsten nøgne vægge var en rest af tapetet. Måske var det lige det tapet, som de havde fået sat op. Far syntes, at han kunne huske det. Gelænderet var det samme, som min oldefar havde fået sat op og støttede sig til, da alderens skavanker kom. Måske ligger det i skrivende stund i en container - klar til omsmeltning.

Jeg havde aldrig været i huset før. Men noget af mig følte mig hjemme. Endda meget hjemme. Et besøg fra oldebarnet, som af naturlige grunde aldrig kunne lade sig gøre i virkeligheden, men som alligevel fandt sted nu 51 år efter deres død. Mellem disse vægge kunne jeg fornemme fragmenter af et levet liv.

I vores tid er der mange ting, som vi selv kan vælge. Hvad identificerer du dig som, er et hyppigt spørgsmål. Men om vi vil det eller ej, så er vi en del af en meget lang kæde, og de bittesmå nuancer, som gør os til dem, vi er, er ting, der har været hundrede af år undervejs.

Desto flere gange, jeg har bladret papirerne igennem, desto mere står det klart for mig, at min livshistorie ikke kun begyndte den 27. august 1982 klokken 21.15. Den har været hundreder af år undervejs. Og når jeg ser, hvad mine forfædre lavede, så kan jeg kende noget af mig selv. Som fiskeren ligger det dybt i mig, at havet kan give meget, men at det også kan tage meget – og at man som menneske er uendelig lille, når stormen raser. Jeg kan genkende bonden, der står og kigger ud over sin ager. En, der gerne vil sætte noget i gang, men også ved, at det kan slå fejl.

Mest af alt kan jeg genkende læreren, der står ved sin tavle og åbner nye verdener for sine elever, fortæller og formidler det, som han har samlet op. For det er min tilværelse hver eneste dag. Nu bare som journalist. Glæden ved at fortælle om det, jeg nu har fået ind på min blok. En glæde jeg har været så heldig, at jeg kan leve af – og som jeg er dybt taknemmelig for.

Så måske har denne klumme i virkeligheden været 300 år undervejs?

Gad vide om jeg kan få 300 år godtaget som arbejdstid i HR-afdelingen, for i så fald giver jeg en omgang til alle læsere, næste gang min lønseddel tikker ind!

Annonce
Glædesstrålende meddelte jeg kollegaen, at der var en – ganske vist lille - sandsynlighed for at vi var i familie. Sådan set i bakspejlet, så synes jeg ikke, han var lige så begejstret som mig. Han sagde noget om, at han var sikker på, at det var en helt anden slægt, og det bare var navnet, der var det samme…
Journalist Christian Baadsgaard. Foto: Jørgen Kirk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Pårørende til trafikdræbt er fundet

Læserbrev

Læserbrev: Lad centrene, der trækker borgerne i byen, blive i byen

Læserbrev: Indlægget “Lad der ikke gå sognepolitik i sagen” om Innovests husning af de kommunale arbejdspladser havde nogle gode pointer, der førte til den rigtige konklusion i et dilemma. Der savnes nogle tal på økonomien, og jeg kan betvivle, kommunalbestyrelsen har det vigtigste; det tabte skatteprovenu og følgeomkostningerne ved den mistede omsætning i detailhandelen. Butikkerne vil miste omsætning. Ikke blot til nabobyerne, men også til storcentrene i de større byer og til netbutikkerne udenfor kommunen. Det vil koste arbejdspladser, give tomme butikslejemål og tomhed i bymidten. Så på den måde et paradoks, når et erhvervscenter er omdrejningspunktet for at trække kunderne væk fra de små lokale erhvervsdrivende. Vi har jo lige fulgt kampen for købmanden i Stauning, og her er det så i større målestok. Du kan blot se til Esbjerg, hvad det har betydet i Kongensgade, at kontorer er flyttet på havnen. Og omvendt, hvad de gør i Billund for at trække folk til midtbyen. Så byrådet bør have det tabte skatteprovenu og følgeomkostningerne ved den mistede detailomsætning i kommunen med i ligningen. Det er ikke nok med en kort tilbagebetalingstid på investeringen i Excel-arket. Så jeg er enig med Jacob Agerbo i, at der ikke skal gå sognepolitik i sagen. For det handler ikke kun om finansiering og besparelser, men også om tabt detailhandel. Ikke “bare” i Skjern midtby. Men i kommunen. For der ingen garanti for, at omsætningen affødt af butiksdøden bliver i Skjern/Tarm, eller for den sags skyld i kommunen. Så derfor vedkommer det også borgerne udenfor Skjern ... Så herfra skal opfordringen lyde; lad centrene, der trækker borgerne i byen, blive i byen.

Skjern

Innovest II droppet: Byråd vil hellere renovere Skjerns gamle rådhus

Annonce