Annonce
Erhverv

Nu får Bente og Niels mere frihed: Købmandsparret i Stadil lukker butikken

Efter 40 år lukker Niels og Bente Lodbjerg nu købmandsforretningen i Stadil. Foto Mads Dalegaard.
Mandag den 30. september er det slut efter 40 år bag disken. Bente og Niels Lodbjerg fortsætter dog med at sælge olie og grovvarer.

STADIL: Endnu er det hverdag i købmandsbutikken i Stadil. Men mandag den 30. september er det slut. Da stopper Bente og Niels Lodbjerg som købmandspar efter 40 travle år.

- Det er dog kun butikken, der lukker. Vi fortsætter med at sælge olie og grovvarer, fastslår Niels Lodbjerg.

Allerede den 1. september begynder "nedtællingen" til lukningen af butikken dog. Da begynder købmandsparret at sælge ud af varerne med ophørsrabatter. Og den 30. september er sidste arbejdsdag bag disken.

Beslutningen om at lukke traf de for halvandet år siden.

- Vi har været vante til at arbejde fra syv morgen til sen aften, og vi vil gerne have tid til andet, ikke mindst familien og børnebørnene. Selv om vi fortsætter med salg af olie og grovvarer, vil vi ikke på samme måde være afhængige af åbningstiderne i butikken og alt hvad der følger med at drive forretningen, siger Bente Lodbjerg.

Desuden har de noget udlejning af lejligheder og sommerhuse, som de også i højere grad vil kunne tage hånd om.

- Så vi kommer ikke til at kede os, fastslår Bente Lodbjerg.

Annonce

Stadil Købmandsgård

I 1911 overtog Kirstine og Anders Nielsen Andersen det tidligere snedker- og møbelværksted ved vejkrydset.
Kirstine og Anders drev forretningen frem til 1949, da sønnen Niels Andersen tog over sammen med sin kone Maren.
Købmand Niels Andersen var født med handelstalentet og voksede op midt i købmandsforretningen.
I 1959-60 væltede Niels Andersen den godt 50 år gamle forretningsejendom og byggede en ny og større på samme sted - med et butikslokale på 90 kvm. og tre pakhuse langs Bjerregårdvej. Året efter blev servicestationen etableret på hjørnegrunden over for købmandsforretningen.
Med årene blev varesortimentet udvidet, så Stadil Købmandsgård fremstod som en komplet dagligvare-forretning, hvor der også kunne købes isenkram og manufaktur, gødning, benzin, diesel og fyringsolie samt foderstoffer, der blev fremstillet på eget maskineri i et af pakhusene.
Niels Andersen investerede i en lastbil til vareture og ansatte en chauffør, som også arbejdede i grovvareafdelingen.
I 1979 besluttede Maren og Niels Andersen at lægge forretningslivet bag sig. Købmandsgården blev solgt til en af deres tidligere medarbejdere, Niels Lodbjerg, salgschauffør hos Tuborg-depotet i Ringkøbing.
Bente og Niels Lodbjerg overtog forretningen 1. januar 1980. Gennem årene har de foretaget flere gennemgribende ændringer og udvidelser af butikken.
Stadil Købmandsgård har i dag et butikslokale på ca. 350 kvm.
Kilde: Stadil-bogen, skrevet af Kristian Sand og Sven Erik Ramsgaard.

40 år bag disken

Bente og Niels Lodbjerg - der er henholdsvis 62 og 65 år - overtog købmandsforretningen i Stadil den 1. januar 1980 efter Maren og Niels Andersen.

Niels Lodbjerg er uddannet kommis i netop Stadil Købmandsgaard, men arbejdede som salgschauffør for Tuborg-depotet i Ringkøbing, da forretningen i Stadil kom til salg.

Og selv om han som lærling havde lovet sig, at han aldrig ville være købmand, slog det unge par alligevel til. Den 1. maj 1980 rykkede familien også ind privatboligen, der ligger i samme bygning som selve butikken; her bliver de i øvrigt boende, også når butikken lukker om en god måneds tid.

Gennem årene har Bent og Niels Lodbjerg drevet både traditionel købmandsbutik, grovvarebutik og solgt olie til både landbrug, maskinstationer og privatboliger. Og Niels Lodbjerg lægger ikke skjul på, at han sætter stor pris på både at stå bag disken i forretningen og at køre ud med olien og få en snak med kunderne.

- Jeg vil godt understrege, at det har været 40 gode år. Vi har en fantastisk kundekreds, som vi gerne vil takke for opbakningen, og gennem årene har vi kun haft gode medarbejdere, fastslår Niels Lodbjerg.

Lukket butik

Stadil Købmandsgaard er en del af kæden Min Købmand, og Bente og Niels Lodbjerg har sammen med Min Købmand undersøgt, om der var interesse for at fortsætte købmandsbutikken, eventuelt på anpartsbasis.

- Cirka 40 procent af butikkerne i kæden er anpartsbutikker; der 80 eksisterende og 22 igangsættende anpartsbutikker i Danmark, siger Niels Lodbjerg.

Han kontaktede i foråret 2018 Stadil-Vedersø Sogneforening for i samarbejde med den at finde en løsning, så butikken kunne fortsætte. Et oplysningsmøde i april 2018 viste dog, at der ikke var den store interesse for at tegne anparter, og derfor er mandag den 30. september altså sidste dag, kunderne kommer til en åben butiksdør.

Niels Lodbjerg lægger ikke skjul på, at han synes, det er skammeligt for området, at der i fremtiden ikke er en dagligvarebutik med alle servicefunktioner i hverken Stadil eller Vedersø.

- Det går ud over både børnehus og skole, og huspriserne bliver heller ikke bedre, når der ikke er en dagligvarebutik. Men det er jo desværre udviklingen, og skal det forandres, er det en holdningsændring, der skal til, siger Niels Lodbjerg.

Han peger på, at hvis folk lægger bare 40 procent af deres dagligvareforbrug i den lokale butik eller brugs, er det nok til, at den kan være en god forretning. Men det kræver selvfølgelig, at befolkningen bakker op, siger han.

Han og Bente er dog stadig åbne over for at leje lokalerne ud, hvis der er interesse for at etablere en butik i Stadil.

Købmandsparret i Stadil ser frem til at få mere fritid, når de lukker butikken.

Tid til en hobby

Men fra tirsdag den 1. oktober ser Bente og Niels Lodbjergs hverdag altså temmelig anderledes ud.

- Det bliver da noget af en omvæltning. Men vi skulle gerne få en lidt mindre travl hverdag, hvor vi for eksempel får tid til at tage på weekend sammen og dyrke vore interesser, siger Bente Lodbjerg

- Måske jeg endda får tid til en hobby, tilføjer hun med et smil.

Olie- og grovvareforretningen samt ejendoms- og sommerhusudlejningen sørger selvfølgelig for, at de stadig har masser at lave i det daglige, og der er fortsat en masse omkring ejendommen, der skal holdes.

- Man kan egentlig sammenligne vores situation med landmanden, der sælger dyrene, men beholder jorden. Vi skal ikke længere malke køerne og fodre grisene, men vi dyrker fortsat jorden, siger Niels Lodbjerg.

Men facit skulle gerne være en mere afslappet hverdag.

- Vi glæder os simpelthen til at få mere frihed, siger Bente Lodbjerg.

Bente og Niels Lodbjerg beholder den del af forretningen der omfatter olie- og grovvarehandel - og f.eks. salg af hegnspæle til egnens landmænd.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce