Annonce
Klumme

Nu er der plads og ro: Når det gode liv bliver en livsnødvendighed

Redaktionelle journalister på Dagbladet Ringkøbing Skjern.Christian Baadsgaard

Hvornår har jeg egentlig senest hørt det?

Solen har taget den orange kåbe på i sin vandring mod horisonten på den anden side af Søndervig. I ovnen har jeg aftensmaden, og jeg er gået de 10 meter fra hjemmeredaktionen, der lige nu holder til på mit spisebord, og ind for at smide mig på sengen, bare lige for at få samlet tankerne, da jeg hører det.

Udenfor vinduet skræpper en lille fugl sin stille og halvvejs melankolske forårssang. Bilstøj fra vejen er en sjældenhed, og det giver så plads til fuglen. Det er længe siden, jeg har hørt den sang. Meget er så sjældent lige nu, at jeg har opgivet at holde styr på det.

Jeg letter mig. Åbner vinduet. Lytter. Jo det er forår i Danmark. Jeg ved det. For ude i krukken ved døren står de fineste Tête à Tête-blomster. Noget er, som det plejer. Men det er ikke meget.

Dette er et lille glimt fra et Danmark, der aldrig har været fyldt med så mange påskelilje-gule breaking-bjælker, som det er lige nu. Engang var Corona et cigarmærke. Nu er det en tæt, giftig røgtåge, der truer os alle, og som vi forskanser os for. Vi lukker ned, vi lukker vinduer, spritter af og gemmer os, i håbet om at den djævelske, rubbede og klamme skabning, hvis figur vi nu kender som et vandmærke i havet af nyheder, må blive langt væk.

Men jeg har åbnet vinduet for at lytte. For at sanse foråret, der i år nok bliver meget forsømt, men trods dette svigt er kommet alligevel. For at lytte til en verden, der på den ene side råber, men på den anden side også er så stille.

Min generation har aldrig oplevet noget lignende før. Jo, jeg har da nok leget i haven, den dag Tjernobyl eksploderede. Jeg ved, hvor jeg var, da flyverne fløj ind i World Trade Center, og jeg husker da også, at folk hamstrede gær under strejken i 1998. Vi er vant til – og det er nok også min generations allerstørste problem – at vi kan forme alting, som vi vil, og hvis tingene ikke lykkes, så er det vores egen skyld. Alt det, der plagede tidligere generationer, har vi fået styr på.

Men lige her, i velfærds-2020, er vi lige så prisgivne som dem, der blev ramt af de bibelske plager. Vi kan ikke gøre noget ved det. Kun håbe på, at alt løser sig. Indtil da er både helbred og penge på spil, og skal der være bare en lille trøst i det hele, så har vi da for første gang i umindelige tider set politikere, der faktisk har gjort noget for befolkningen. Det er jeg stadig chokeret over. Jeg troede slet ikke, det kunne lade sig gøre. Den eneste vare plejer jo at være lidt symbol-lovgivning, endnu mere bøvl og evige besparelser. Og så at de kunne finde ud af det på tværs af partier. Du milde… Nå, men det må betyde, at hvis de holder momentum, så kan der laves en ordentlig udligningsreform på en halv eftermiddag!

Intet er som det plejer – for havde alting været som det plejer, så havde jeg siddet og bekymret mig over alt det faretruende i verden lige nu. Mine tanker er en magnet for tilværelsens elendigheder, men lige nu mærker jeg en sjælden indre ro. Og hvorfor er det, at jeg mærker det?

Tjah… Når jeg kigger mig omkring, så er næstekærligheden over hele landet så stor, at man kan skære gevinder i den. Alle er hjælpsomme, og alle tager hensyn til hinanden. Nu har vi opdaget, at vi ikke er vores eget lille projekt. Selv med to meters afstand kan vi række ud og holde hinandens liv i vores hænder. Og nok holder vi afstand, men jeg kan aldrig huske, at vi har været tættere på hinanden. Så tætte, at vi næsten kan mærke hinandens puls og temperatur. Pas godt på dig selv, lyder den nok brugte sætning lige nu. Vi har forstået, at den, der går ved siden af os, er så uendelig meget værd. Og det, der holder os oppe, mens vi frygter, at italienske tilstande om føje uger spiller sin gyserfilm udenfor vores vestjyske træ-alu-vinduer, er at alle er beredt til at hjælpe. Tænk hvor meget næstekærlighed kan løfte og bære. Og tænk så på, hvad det kan gøre ved vores livskvalitet i raske tider, at vi var lige så gode ved hinanden.

Jeg vil virkelig håbe, at den (indsæt selv de mest beskidte ukvemsord) coronavirus kan blive plaffet så effektivt ned, at den aldrig nogensinde vil kunne genoplives. Men det er også mit håb, at alt det gode, vi lige nu oplever i vores fællesskab, bliver noget vi tager med og omgiver os med i fremtiden. Vi troede på en verden, hvor alt skulle være strømlinet og effektivt, og det kun gik bedre, hvis det gik hurtigere. Som de olympiske leges motto; Hurtigere, højere, stærkere. Men nu er OL skubbet til næste år, og imens har verden fundet ud af, at samfundet også slår sin puls og solen går sin gang, uden at man råber citius, altius, fortius til alt i livet. Nu er der plads til formålsløst tidsfordriv. Nu er der plads til at synge, for man anerkender de ting, der gør livet gode, uden at det nødvendigvis lader sig aflæse i produktiviteten og vores konkurrenceevne. For det gode liv er lige pludselig blevet en livsnødvendighed. Ellers er alt det, der sker omkring os lige nu, for ubærligt til, at vi kan leve med det.

Og i øvrigt en lille bøn til Danmarks Radio: Bliv ved med Philip Fabers morgensang, også når alt det her er slut. Det er et åndehul, og er der noget, som Danmark har brug for, så er det åndehuller. Vi glemte værdien af åndehuller, mens vi stræbte efter det effektive. Nu sidder vi her og kan ikke gøre andet end at håbe, at luften er ren.

For bliver alting for tæt, og giver man ikke luft til hinanden og livet, så er det så nemt for en smitsom sygdom at slå sig ned i befolkningen. Den behøver såmænd ikke engang at hedde Covid-19 for at være livsfarlig.

Trods alt det, der sker ude i verden, blomstrer de små tete a tete alligevel i min havekrukke. Foto: Christian Baadsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Se Danmark: I maj kom landet tilbage

Ringkøbing For abonnenter

Kære Svend. Næste gang jeg kommer til Danmark, ringer jeg naturligvis til dig... med varm hilsen og høj agtelse, Kathleen Kennedy

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Pludselig kunne der alligevel udstykkes: Sælger føler sig snydt for halvanden million i sommerhushandel

Erhverv For abonnenter

130 år og klar til at gå i graven: Billederne viser, hvorfor gammelt mejeri skal miste livet

Annonce