Annonce
Hvide Sande

Nordens største vandsportsevent vil være endnu større

Kite-surferne havde rigtig gode forhold ved Syd Molen i Hvide Sande ved Waterz. Foto: Jørgen Kirk
I denne weekend og næste uge med er Waterz atter i fuld gang. Waters er allerede Nordens største vandsportsevent. Men drømmen er at blive endnu større og kendt i hele verden.

Hvide Sande: Hvis man lægger vejen forbi Hvide Sande i denne weekend - og specielt forbi Waterz festivalpladsen ved Westwind Nord, Syd Molen eller området ved Westwind Syd, så er det ret tydeligt, at Waterz er blevet en begivenhed, som man taler om i danske vandsports-kredse.

Til lørdagens "Skippers Meeting" sagde borgmester Hans Østergaard, at ambitionen med Waterz er, at Ringkøbing-Skjern Kommunen skal være Nordens førende kommune på vandsport, og at Waterz allerede er Nordens største vandsportsevent.

- Waterz kan blive et af de vigtigste steder for vandsport i hele verden, og begivenheden er med til at skabe positiv omtale af området til gavn for både erhvervsliv og beboere, sagde han.

- Vi kan mærke, at effekten af indsatsen kommer længere og længere ud, og at der for eksempel kommer flere og flere tyske familier til området hvert år til gavn for sommerhusbureauer og butikker, siger informationschef ved Waterz, Christian Kjeldsen.

- Det er fedt at få lov til at være med til Waterz, fordi det giver hele området rigtig god markedsføring, og fordi Waterz er blevet et arrangement, som folk har rigtig stor lyst til at møde op til og være en del af. Da surferne begyndte i 70'erne havde de egentlig vandet for sig selv i en lang periode, men med kite-surfing og senest SUP, har interessen bredt sig til alle aldersgrupper, og i dag kan alle finde en gren af vandsporten, der tiltaler dem, siger indehaveren af Westwind Nord, Jens Møller.

- Vi vil gerne have flere sydeuropæere med til Waterz, men det er fedt, at her både kommer amatører og de bedste professionelle til Waterz. Det skaber også gode billeder fra vores område, siger Jens Møller.

Annonce
Kort før starten på konkurrencerne ved Westwind Nord. Foto: Jørgen Kirk

120 frivillige

En stort arrangement som Waterz kommer ikke af sig selv. Faktisk er der brug for hele 120 frivillige til Waterz, og de fleste forpligter sig til at være med helt fra fredag morgen til søndag aften, hvor den store folkelige del af festivalen finder sted.

- Det gør vi gerne, siger Bente Klemmensen, der har taget turen fra Varde sammen med manden Ole, datteren Freja og sønnen Sigurd.

Bente sidder i dommerbåden, mens Freja sidder i indskrivningen og Sigurd hjælper til i en af redningsbådene.

- Min mand har altid surfet, og nu er hele familien blevet involveret, det er dejligt at komme her år efter år, og mødes med alle de gamle venner. I begyndelsen tvivlede vi nok lidt på, om Waterz ville blive en succes, men nu kan vi jo se, at arrangementet bare vokser og vokser og bliver mere og mere professionelt. Og det er bare fantastisk for området, siger Bente Klemmensen.

Surferen Torben Johansen fra Skive har været med lige fra første gang.

- Der er ikke så mange steder, hvor der konkurreres på de lange distancer, og så er det bare fantastisk at få lov til at konkurrere mod de professionelle, siger Torben Johansen, der blev nummer 17 i den første konkurrence fredag.

- Der mangler ikke noget ved Waterz. Sikkerheden er også i orden, og jeg skal naturligvis også med til festen lørdag aften, for det sociale er vigtigt, siger Torben Johansen med et smil.

Mange familiemedlemmer

- Vi har haft virkeligt travlt i denne uge - meget mere end sidste år. Vi kan godt mærke, at der sker noget i byen. Det er vores andre kunder også ret glade for. og det er tydeligt, at mange surfere har deres familier med. Det er mest dem, der kommer i vores butik, for vi har jo ikke alt det specifikke surferudstyr. Men så kan vi jo heldigvis henvise til de butikker, hvis der er noget vi ikke har, siger Dorte Greiner, butiksmedarbejder i Ny Form.

Bente og Freja Klemmensen er to af de 120 frivillige ved Waterz i weekenden. De er begejstret for, at arrangementet bare bliver mere og mere professionelt. Foto: Jørgen Kirk.
Butiksejer i Westwind Nord, Jens Møller er glad for at antallet af deltagere i vandsport vokser, fordi der hele tiden kommer nye grene til. Foto: Jørgen Kirk
Dorte Greiner har en travl uge i Ny Form i Hvide Sande. Foto: Jørgen Kirk
Torben Johansen fra Skive har været med til Waterz lige fra begyndelsen- Han elsker at der her er de lange distancer, og at han kan konkurrere mod de professionelle. Foto: Jørgen Kirk
Hans Østergaard sagde, at Waterz kan blive et af de vigtigste steder i verden for vandsport. Foto: Jørgen Kirk
Waterz i Hvide Sande. Foto: Jørgen Kirk
Waterz i Hvide Sande. Foto: Jørgen Kirk
Waterz i Hvide Sande. Foto: Jørgen Kirk
Waterz i Hvide Sande. Foto: Jørgen Kirk
Waterz i Hvide Sande. Foto: Jørgen Kirk
Waterz i Hvide Sande. Foto: Jørgen Kirk
Waterz i Hvide Sande. Foto: Jørgen Kirk
Waterz i Hvide Sande. Foto: Jørgen Kirk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Jorden kalder: Det er nu, vi har pligt til at tænke nyt

Debat: Hvis vi vælger at se coronakrisen som et wakeupcall, hvad er det så for et budskab, planeten sender os? Og måske nok så interessant: Hvordan kan vi mennesker bedst lytte og tage ved lære? Alvoren gik for alvor op for de fleste af os anden uge i marts, og siden da har vi måttet vænne os til en ny virkelighed med skræmmende hast. Coronaen har ramt de moderne samfund og økonomier, hvor vi er allermest sårbare: Accelererende smittetal, dødstal - og ikke mindst arbejdsløshedstal, taler deres alt for tydelige sprog Jorden rundt. Vi vestjyder kan vælge at trøste os med, at vi bestemt ikke lever i den mest udsatte del af verden: Vores grundlæggende samfundsorden er uhyre stærk, vi er disciplinerede, og vi har i fællesskab bevist vores evne til at handle samlet og resolut. Uanset, at krisen uden tvivl bliver hård og omsiggribende, vender hverdagen i Danmark på et snarligt tidspunkt tilbage til noget, der ligner en normaltilstand. Samtidig bør vi dog også se coronakrisen som et wakeupcall, og gribe påskedagenes nedetid som en kærkommen anledning til at genoverveje, hvorfor vi i grunden lever og disponerer vores tid, som vi normalvis gør. Coronakrisen har ikke gjort hverken problemet med global opvarmning eller behovet for en gennemgribende, grøn omstilling mindre aktuelt. Til gengæld udstiller nedsmeltningen af arbejdsmarkedet på tydelig vis, hvor direkte vores moderne markedsøkonomi påvirker naturen omkring os: Allerede få dage efter nedlukningen af Danmark kunne man måle, hvordan luftkvaliteten i de større byer var blevet markant forbedret. Vi lever i et rigt og privilligeret samfund, hvor vi har alle muligheder for igen at få økonomien i gear og komme tilbage på fode. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, i takt med at staten pumper uhørt massive investeringer ud i samfundet, vi også har en forbandet pligt til at tænke nyt? Spørgsmålet er, om det ikke er nu, mens krisen kradser, vi skal lægge fundamentet til en anderledes grøn, og bæredygtig økonomi? Det er oplagt at initiere de nødvendige hjælpepakker, så de virker som en gigantisk gulerod til fremme af bæredygtig business. Samtidig må vi udvise det nødvendige mod til at svinge stokken, og afgiftpålægge fossil energi, i en grad hvor det virkelig nytter (og flytter) noget. Som Klimarådet har vist, er der ingen vej udenom ubehagelighederne, hvis vi for alvor ønsker at leve op til vores egne ambitiøse 70 procents-reduktionsmål. Lad os derfor i slipstrømmen på coronakrisen stå sammen og tegne konturerne af en grøn økonomi, hvor lokale fødevarer og serviceydelser - og i det hele taget ting, der bliver skabt lokalt - er relativt billigere, og dermed konkurrencedygtige. Selv om vi så hver især måtte få færre penge mellem hænderne, vil den reelle, oplevede købekraft stadig være formidabel. Personligt drømmer jeg om små velorganiserede lokalsamfund i landsbystørrelse, med alt fra smede og slagtere, til sygeplejersker og sjælesørgere -og ikke mindst den uundværlige drømmer og tosse; en hverdag, og en verden, hvor vi ikke behøver at flytte hverken os selv eller vores varer over vanvittige afstande, og fint har tid til at dyrke vores grøntsager, passe vores husdyr, og lære vores børn at lære verden at kende; måske gå på jagt, eller fiske lidt på fjorden. Tænk Dunbars antal, og overvej et øjeblik hvordan det kan gøres: Tænk dig et byrum, indrettet på vores børns, og ikke hverken bilernes, eller ejendomsudviklernes og realkredittens præmisser: Grønne rekreative arealer, med planter, insekter og liv, hvor der ellers bare er veje, asfalt og beton; snoede vandveje, og cykelstier og trailspor. Eltogene og de tilbageværende autostradaer så langt ude af byerne som muligt. Tænk dig tilsvarende samfundet indrettet til mennesker - ikke arbejdskraft og forbrugere - og hvordan det kan blive, den dag vi faktisk på alle niveauer bliver ansporet til at drømme og lege og finde på; hvor incitamentstrukturen tilgodeser selv de mindste små udbrud af virketrang og skaberlyst, og der er forretning i at konstruere tingene så gedigent og gennemtænkt, at de også holder og står om hundrede år. Tænk dig, at det er muligt at skabe en anstændig levevej som lokal skrædder, fordi systemet bonner de reelle omkostninger ved det stangtøj, vi ellers frejdigt har hentet hjem fra den anden side af kloden, og som nu med ét slag er ubetaleligt dyrt. Tænk dig, at det rent faktisk er muligt at leve af at reparere cykler i et lille hyggeligt værksted på havnen. Tænk dig, at dit eget surdejsbrød, bagt på mærkelige, lokale kornsorter, ikke bare er bedre, men også billigere end fabriksfremstillet bakeoff, hvor alle ingredienser skal trilles frem og tilbage over kontinentet i lastbil. Tænk dig, at det vrimler med små køkkener, hvor passionerede mennesker laver takeaway fra bunden, eller du bare kan slå dig ned ved et langbord - og hvor de folk, der sidder der i forvejen, gerne rykker sammen og kommer hinanden ved. Tænk dig, at det at pille Nordsø-rejerne i Marokko for at køre dem tilbage til Nordeuropa er lige så dyrt og besværligt, som det lyder absurd, og at vores husdyr må leve af lokale afgrøder, fordi idéen om at rydde regnskov i Sydamerika og sejle sojaen halvvejs rundt om Jorden er lige så omkostningstung, som den strider mod ethvert bæredygtighedsprincip. Tænk dig i det hele taget, at prisen for moderne, industrielt landbrug, og den ledsagende, og endnu mere sindssyge plantebeskyttelse, afspejler de miljømæssige konsekvenser én til én. Tænk dig, at genetisk modifikation er strafbart i samme grad som overtrædelser af patentlovgivningen, og krænkelser af kommercielle producenters ophavsret i øvrigt er det i dag. Tænk dig, at prisen på elektronik og plastic står i forhold til de blivende ar, minedriften og olieudvindingen efterlader på planeten; at olieselskaberne skal plante en hektar skov for hver tønde olie, de pumper op af undergrunden, og at mineselskaberne skal investere halvdelen af deres overskud i sociale projekter, der hvor de rekrutterer deres arbejdskraft. Tænk dig, at konkurrenceparameteret per excellence er at bruge mindst mulig energi og efterlade det mindst mulige impact på planeten - og nej - ikke bare baseret på noget så excentrisk gammeldags som etik og moral, men simpelhen fordi det er sådan, vi har valgt at konfigurere økonomien, og det er dét, der bedst betaler sig på både kort og længere sigt. Og mens du alligevel lader fantasien få frit slag, så tænk dig engang, hvor dejligt det ville være, at du ikke altid havde så f∙cking travlt, og evig og altid skulle tjekke din f∙cking telefon; at du var i stand til at unde dig selv lidt kreativ nedetid, kunne sove som et barn om natten, og vågne både veludhvilet og klar på en skøn, ny dag, med masser af heureka-øjeblikke og åbne muligheder. ... I virkeligheden alt det, der er indbefattet, når du forestiller dig paradislivet på en afsondret, tropisk ø - bare hér, hjemme i Naturens Rige, hvor årstiderne skifter, og vi kender og elsker hinanden, og hinandens mere eller mindre udtalte særheder. Jeg ville elske den hverdag - hands-on - ikke mindst fordi det, der trænger til forandring i vores moderne, naturfjerne hverdagsliv, er alt andet end vores dejlige naboer, horisonten og havet.

Danmark

Lis’ mand blev formentlig smittet på sygehuset: - Jeg ville gerne have haft en anden afsked

Annonce