Annonce
Klumme

Noget om uventede følger af glæden ved at lytte til musik: Dopamin, du er fin

Det var skønt og berusende at være en del af den store folkefest, der i starten af august udspillede sig ved Smukfest i Skanderborg. Arkivfoto: Axel Schütt

Jeg står midt i en gyngende menneskemasse. Vi er vel omkring 35.000 sjæle, der er mødt frem i bøgeskoven for at høre god musik.

Jeg er her på egen hånd, men jeg er ikke alene. Jeg er en del af flokken.

- Skal jeg ikke smage lidt af det, du har dér?

Spørgsmålet kommer fra en kvinde, der står på min højre side. Jeg aner ikke, hvem hun er. Hun kigger sulten på min portion chili con carne, som jeg hastigt købte i en bod, inden jeg fandt min plads her foran hovedscenen på Smukfest.

Øh, jo. Jeg gafler en mundfuld til kvinden, der åbner munden og venter på min servering.

Udefra set kan det virke grotesk. Hvorfor skal et totalt fremmed menneske have lov til at spise af min aftensmad?

Svaret står skrevet på et rødt banner, jeg tog et billede af på 2018-udgaven af Bork Festival: 'Music releases dopamine' - eller oversat: 'Musik frigiver dopamin.'

Og hvad er så det? Jo, altså ... jeg har læst mig til, at frigivelse af små mængder dopamin i hjernens indre giver et diffust velbehag.

Og dér stod jeg så en onsdag aften i august 2019 og følte mig åbenbart så veltilpas med både musikken og maden, at jeg gerne delte chili med hende den ukendte ved min side.

Annonce

Udefra set kan det virke grotesk. Hvorfor skal et totalt fremmed menneske have lov til at spise af min aftensmad?

I en fin artikel om dopamin på samvirke.dk bliver det forklaret, at dette euforiserende signalstof blandt andet bliver frigivet, når vi dyrker sport og sex, når vi griner, og når vi lytter til noget, vi godt kan li'. God musik kan på den måde give os en følelse af velvære og eufori.

Stående dér i bøgeskoven skråler jeg derfor også med på Dodo & The Dodos' evigtgrønne omkvæd om, at vi 'Vågner i natten', og fluks fremkalder min halvgamle hjernes belønningscenter snapshots fra fem forrygende sommerdage tilbage i juli 1987, hvor Herning var vært ved det internationale Gymnaestrada.

Sammen med min gode ven Jan - der i dag bor i Velling - var jeg dengang netop hjemvendt efter ni måneder med livet pakket ned i en mørkegrøn rygsæk. Vi var helt klart mere til fest end til flikflak, og der var muligvis nogle søde piger i baren i det store partytelt på torvet.

Og hende dér den nye i dansktoppens rampelys, Dodo Gad - som egentlig hedder Maria - var da heller ikke så tosset at lytte til.

Ren lykkerus.

Jeg spoler frem til nutiden og den store jubilæumskoncert på Smukfest, hvor 24 danske bands og solister serverer hit efter hit. Sanne Salomonsen har rundet de 63, men hun er stadig en rimelig driftsikker rockmama.

Klædt i lange, karrygule gevandter - og med The Antonelli Orchestra solidt i ryggen - varmer hun stille og roligt den massive folkemængde op til fællessang. For vi kan selvfølgelig godt den klassiske Sneakers-strofe om, at 'han laver woodoo om natten.'

Og igen drysser den frigjorte dopamin lidt tryllestøv over mit sind. Med ét mindes jeg dengang i 1982, hvor P4 præsenterede netop den sang, mens jeg sad med mine havregryn og mit morgenhår på Heimdalsvej.

Og jeg husker, at jeg på handelsskolen den morgen for 37 år siden talte med Connie fra Herborg om Sannes stemme og det forrygende omkvæd, vi begge havde hørt i transistorradioen kort forinden.

Her i skoven ved Skanderborg er jeg gynget lidt længere frem i mængden, hvor jeg til fulde nyder, at lyset trænger ind i krop og sjæl, mens aftenmørket sænker sig.

Dopamin, du er fin.

I sin bog 'Musik på hjernen' omtaler hjerneforsker og jazzbassist Peter Vuust tre hypoteser, der kan forklare, hvorfor vi mennesker overhovedet lytter til og spiller musik.

Én af hypoteserne handler om magesøgning - at vi synger sange og spiller musik for at indynde os hos det modsatte køn; på samme måde, som påfuglehannen bruger sin hale til at indsmigre sig hos feminine artsfæller.

Ligeledes påpeger Peter Vuust, at dopaminen vækker en følelse af lykke, og ad den vej forbedres vores evner til at indgå i social interaktion. Det var vist det, der skete dér på Smukfest for tre en halv uge siden, hvor aftenens jubilæumsrepertoire spændte fra D.A.D til Brødrene Olsen.

Beskyld mig gerne for at have en tvivlsom musiksmag. Det rører mig ikke.

Men det rørte mig, da jeg fredag aften i denne uge mærkede min 21-årige søn lægge en hånd på min skulder under en fælles koncertoplevelse. Oppe på scenen i den idylliske bypark Indelukket i Silkeborg stod Lars Lilholt og sang sin smukke 'Alt hvad jeg er.'

Med lidt frigjort dopamin og hovederne på skrå sugede vi til os, da troubadouren sang, at 'alt hvad du vil prøve / alt du vil ha' / du kan bare komme / og ta' hvad du vil ha' ...'

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Dagbladet mener: Man bliver stolt over de fastboendes 'folkebevægelse'

Man bliver flov overfor turisterne. Sådan lyder den korte, kontante begrundelse for et initiativ, der forleden fik 20 lokale frivillige til at trække i gummistøvlerne og trodse møgvejret for at bruge deres lørdag på at samle de store mængder affald op, som i månedsvis har skæmmet grøfterne langs Klitvejen. Bag initiativet står Hvide Sande-parret Heidi Broe Vrist og Lars Anker Hansen. Det er dem, der har følt sig så flove over at se den smukke Margueritrute omdannet til en skamfuld skralderute, at de har valgt at tage affaldssækken i egen hånd og gøre noget ved sagen. I første hug blev 74 sække fyldt med øldåser, flasker, slikposer og meget andet skidt. 74 sække! Men der er såmænd tilstrækkeligt med skrald tilbage til, at man kan samle lige så meget op og mere til, når succesen gentages lørdag 29. februar - selvfølgelig forudsat, at der også denne gang dukker en pæn flok frivillige kræfter op, som vil bruge lidt af weekenden på en fælles forskønnelse af grøftekanten. De store mængder affald dukkede op til overfladen, da kommunens folk for nogle måneder siden rensede grøfterne op for at gøre dem i stand til bedre at kunne tage de store mængder af regnvand. Der var røster fremme om, at kommunen burde rydde op efter oprensningen, men afdelingsleder for Vej og Park Kristian Korsholm måtte med beklagelse afvise, at det kunne komme på tale. Det ville kræve mandetimer, der ikke er budget til, forklarede han. Det er sund fornuft, at kommunens ressourcer lige nu gør bedst fyldest ved at blive brugt på at skaffe afløb for de enorme vandmængder. Og det er udtryk for et beundringsværdigt borgersind, når private mennesker som Heidi Broe Vrist og Lars Anker Hansen ikke nøjes med at brokke sig over kommunen eller måske rense lidt på egen matrikel, men i stedet går forrest i en hel lille 'folkebevægelse'. Herfra letter vi på sydvesten og bukker i stor respekt for initiativet. Mennesker som jer er der god grund til at være stolt af! Der er mulighed for at blive en del af 'bevægelsen', hvis man møder op på parkeringspladsen ved genbrugsstationen i Hvide Sande lørdag 29. februar klokken 10. Det er ganske gratis at deltage. Og hvis andre byer skulle lade sig inspirere, fortæller vi gerne om det i Dagbladet.

112

22-årig taget med 26.700 kroner og bunker af narko: Pengene kommer fra salg af jule-mandler

Annonce