Annonce
Navne

Naturvejleder elsker det vilde Vestjylland og drømmer om at gå i Darwins fodspor

Lyngvig Fyr har en stor plads i hjertet hos naturvejleder Sabine Jensen. Foto: Ringkøbing-Skjern Museum
Sabine Jensen, der er naturvejleder ved Ringkøbing-Skjern Museum, er vild med Vestjylland - men hun drømmer om at rejse til Galapagos.

EN GOD SØNDAG FOR MIG ER EN DAG, hvor jeg kan sove, til jeg vågner, hygge omkring et veldækket morgenbord med nybagte boller og blødkogte æg - den lille luksus, som man ikke har tid til i hverdagene.

Der ud over er søndag familietid, hvor vi enten er sammen om et projekt hjemme eller tager på udflugt sammen.

HVIS JEG FÅR EN UDENBYS GÆST PÅ BESØG, SÅ VIL JEG HELT KLART VISE VEDKOMMENDE naturen og landskabet - og et af de steder, der er på min favoritliste, er Lyngvig Fyr. Vesterhavet, vinden, klitterne, lyset - alt er så råt, vildt og smukt og helt unikt for Vestjylland.

Udsigten fra toppen af Lyngvig Fyr er så imponerende, med både udsyn til Ringkøbing Fjord og Vesterhavet og de smukke mønstre i klitheden, der er menneskeskabte stisystemer, er det rene naturkunst.

Efter turen op i fyret og ned til havet, så er man blevet blæst godt igennem og har fået røde kinder, og så er det tid til at åbne kaffekurven.

MIT SENESTE BESØG I EN KIRKE VAR i januar, da min venindes dreng skulle døbes. Ellers er jeg kun i kirke ved juletid.

Jeg ved, at kirken betyder meget her i Vestjylland, og det respekterer jeg, men privat er jeg ikke troende, blot stor tilhænger af de kristne traditioner, der er med til at forme den danske kultur.

Jeg betaler med glæde min kirkeskat, fordi jeg blandt andet ønsker at bevare de smukke, danske kirker i landskabet.

HVIS JEG BLIVER BEDT OM AT VÆLGE EN SANG PÅ EN KARAOKEBAR, SÅ VILLE JEG NOK VÆLGE en sang blandt mine barndoms musikere, som Kim Larsen, tv2, Lis Sørensen og Rocazino. Jeg ville skråle højt, for jeg elsker at synge.

Jeg har sunget i kirkekor, sunget i band og optrådt i hovedroller i musicals, men desværre er den eneste form for sang, jeg praktiserer nu om dage, børnesange med min datter. Måske skal den her lille udfordring være anledning til at begynde at synge igen.

HVIS JEG UD AF DET BLÅ VINDER 50.000 KRONER TIL EN DRØMMEREJSE, SÅ VIL JEG helt klart tage til Galapagos og gå i Darwins fodspor. Jeg drømmer om at opleve områdets helt unikke arter og se noget af det smukkeste og mest uberørte dyre- og planteliv på vores planet.

En sådan rejse har jeg drømt om i næsten 20 år, siden jeg læste biologi på seminariet og blev fortryllet af Darwins beretninger om finker, havleguaner, kæmpe landskildpadder og meget andet.

HVIS JEG KUNNE FÅ EN MIDDAGSAFTALE MED EN KUNSTNER, SÅ SKULLE DET VÆRE med den danske musiker Tina Dickow. Hun er en sand kunstner inden for lyrik og musik, og hun har i sine sange sat ord på så meget af det, der har rørt sig i mit følelsesliv - både, når det gælder glæde, sorg og kærlighed.

Hun er et inspirerende menneske og dybt passioneret indenfor musikkens verden. Hende ville jeg virkelig gerne møde og lære bedre af kende.

I NÆSTE UGE SER JEG FREM TIL en dejlig varieret hverdag som naturvejleder, hvor jeg både skal stå for en kajaktur på Skjern Å, en tur om Vestjyllands Rakkere, et spis-naturen arrangement med en børnehave, en vandretur om bier og bestøvning samt afholdelse af kursus for frivillige formidlere.

Jeg vil nyde at være ude, og så vil jeg suge det sidste ud af sommeren.

Annonce

Jeg ved, at kirken betyder meget her i Vestjylland, og det respekterer jeg, men privat er jeg ikke troende

Sabine Jensen, naturvejleder, Ringkøbing-Skjern Museum

Sabine Jensen

ALDER: 44 år

PRIVAT: Kæreste med René, der er selvstændig murer - parret har datteren Anemone på otte år.

PROFESSION: Uddannet lærer - arbejder som naturvejleder ved Ringkøbing-Skjern Museum.

HJEMBY: Født og opvokset i Hillerød - siden 2005 bosat i Skjern.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce