Annonce
Klumme

Når man ellers troede, at alt bare gik automatisk...

Redaktionelle journalister på Dagbladet Ringkøbing Skjern. Christian Baadsgaard
Annonce

- Hvad hulen er der nu galt med den?

Jeg var dybt forundret, da jeg forleden dag satte mig ind i Dagbladets bil for at køre ud på opgave. Men skidtet ville ikke starte. Jeg prøvede at dreje nøglen, men tror I det nyttede noget? Heldigvis er instrumentbrættet i dag så intelligent, at det fortæller hvad der er galt. Det var aldrig sket for bare få år siden, men jeg spærrede nu øjnene op, da den gav mig en besked:

”Træd koblingen ned”, stod der. Se, det var effektiv problemløsning, og så kunne jeg køre ud på opgave. Men det var ikke nemt. For nu skulle jeg høre på omdrejningstallet, hvornår jeg skulle skifte gear.

Alle disse basale færdigheder, som man lærte om på køreskolen, er nemlig forsvundet på bare en måneds tid.

For jeg har nemlig fået bil med automatgear – og ved samme lejlighed vil jeg gerne trække en stribe udsagn tilbage. I min tidligere manuel-gears-tilværelse påstod jeg, at når man alligevel sad der, kunne man også godt skifte gear. Denne teknologi var dybt overflødig – og at jeg overhovedet kunne få det over min mund, var mærkværdigt, da jeg ellers altid går efter at hoppe over, hvor gærdet er lavest. (I tvivlstilfælde kan kollegaer bekræfte det. Red.) Nu står jeg tilbage, fyldt med nye erkendelser og tænker: Hvordan har jeg kunnet undvære det? Og det samme tænker jeg om vejbaneassistent, nøglefri betjening og ikke mindst adaptiv fartpilot, som jeg er helt vild med. Når den kommer for tæt på andre biler, sænker den farten. Som sådan er det en helt menneskelig bil, for vi er jo også begyndt at sænke farten, når vi kommer for tæt på andre mennesker. På alle måder er min automobile tilværelse blevet lige så dynamisk som bilens tilkøbte Dynamic-pakke.

Men alt har en pris. Det ved jeg – og da også finansieringsinstituttet for resten – for når man sidder og krydser ekstraudstyr af, tænker man, at selvfølgelig har man råd til det, og så sparer man lige lidt i et par måneder, og så går det altsammen.

Den dag, jeg gav hånd (!) til bilhandleren på at vi havde en aftale, var håndsprit noget som ingen havde. Da gnaskede de stadig flagermus i Kina og festede løs på Kitzloch i Tyrol – og jeg regnede da fuldt og fast med at min robotplæneklipper var klar til sin femte sæson… Ak og ve… Verden kan ændre sig så pludselig, for da min robotplæneklipper skulle i gang, kunne den hverken sanse eller samle. Rent ud sagt var den blevet bimmelim. Tre dage kravlede jeg rundt på græsplænen for at få skidtet til at virke. Afgrænsningskablet havde fint signal, men maskinen gebærdede sig, som den havde haft frontsensoren nede i en flaske snaps. Jeg måtte hente den i rendestenen ude på vejen, og prøvede virkelig at få den på rette spor ved at gendanne fabriksindstillingerne.

Nu er jeg et meget tålmodigt menneske, og jeg kan trækkes langt, men… Når jeg bliver gal, så er det ikke skønt at være i selskab med mig. Hvis I har set den scene med hotelejeren Basil Fawlty fra Halløj på Badehotellet, hvor han tæsker bilen med en gren, så kan I forestille de scener der udspillede sig på min plæne. Bortset fra, at jeg nænnede ikke at klippe en stor gren fra mit æbletræ… Og jeg nøjedes ikke med at sige for skam da...

- Du kan biiiiiip tro, jeg er gal lige nu. For biiiiippp i den hede biiiiiip er det træls. Her har jeg købt og betalt dig, og du har endda fået indendørs opbevaring om vinteren, og så stiller du an med det her nu. Og så nu, hvor garantien for længst er udløbet! BIIIIIPPPP! Nej, du kan sgu komme i containeren med elektronikaffald, så kan det være at du kommer til at fortryde din hjerteløshed imod mig. Aaaarrghhh for biiiiip LORTEMASKINE!!!

Så fik den i øvrigt et spark af mine sikkerhedssko lige i bagskærmen. Men tror I det hjalp noget? Nej, livet har lært mig, at der bare er sjæle, som man må opgive. De forstår ikke ens følelser, og man har kun bøvl af dem. Sådan en sjæl boede på min terrasse i fire somre, indtil jeg på kynisk vis blev svigtet.

Nu er det ovre, og i den kommende uge ventes en ny model af flytte ind. Noget dyrere, ja, men jeg er færdig med de billige typer. Alt er så græsgrønt til at begynde med, men så indfinder vissenheden sig, og så har man ikke andet end bøvl, ballade og græspollenallergi, og hvad sidstnævnte angår, så er det for tiden ikke befordrende og tryghedsskabende for andre mennesker, at jeg nyser og næsen løber.

Og det var bestemt ikke planlagt, at plæneklipperen skulle himle lige nu, og udgiften kommer mildest talt noget ubelejligt. Som man siger: Det er kommet som en uvelkommen gæst!

Men sådan er det, og det er der ikke noget at gøre ved.

Og lige præcis den sætning og den konstatering tror jeg, at vi er blevet langt bedre til at sige i løbet af de seneste par måneder. Alt fungerede i så høj grad, at vi faktisk overså, at det fungerede. Men vi kunne se, når noget ikke fungerede, og det var helt uacceptabelt, når tingene ikke virkede.

Jeg har kendt en del mennesker, der havde deres rod i det gamle landbosamfund, og jeg har tit undret mig over, hvordan de kunne bære livet med så stor en ro. For der var nok at bekymre sig om. Høsten kunne slå fejl. Dyrene kunne blive syge. Renterne var høje. Sikkerhedsudstyr var der intet af, og man kunne komme til skade på de mest skrækkelige måder. Folk kunne blive syge, og hverken sundhedssystem eller socialt sikkerhedsnet var i nærheden af nutidens standard. Selv om der var folk, der – som man sagde det dengang – døjede med nerverne, så var der mange flere, der havde evnen til at sige: Ja ja. Sådan er det. Og så tog de tingene, som de kom. Til suppe-steg-is-festen i forsamlingshuset kunne de synge Tak for gode som for onde år uden mislyde. Og de toner kunne minde om de mest ubærlige ting, der havde ramt.

Men måske ligger svaret i, at den verden der var deres, netop var så usikker. Og at usikkerheden var et vilkår, der var nedarvet gennem generationer, så den kom ikke som en overraskelse. For at overleve har man haft en grundlæggende accept af, at tingene var sårbare, og der bare var ting, man ikke kunne gøre noget ved.

Så kom velfærdssamfundet. Alt blev meget bedre. Alt fungerede. Næsten alt kunne løses, og kunne det ikke, så var det et nederlag. Men så var det mennesket, der blev sårbart, når noget ikke fungerede. Sagt med Johannes Møllehaves ord: Det moderne menneske har alt. Men det er også alt, hvad det moderne menneske har.

Det kan godt være, at vi manglede håndsprit og værnemidler, da krisen brød ud. Men vi manglede i lige så høj grad en forståelse for at alt kun er til låns. At livet er skrøbeligt, og at når alt kommer til alt er der ting, som vi ikke kan gøre det mindste ved, hvor meget vi end gerne ville. Måske er det den erkendelse, vi kommer til at opnå nu – og måske er det et meget vigtigt visir at tage på, når vi igen skal bevæge os ud i verden og betragte den med afstand.

For det er vel naivt at tro, at alting kører lige ud af landevejen, bare fordi man har sat gearvælgeren på Drive?

Det kræver træning at køre med automatgear - og det bliver endnu sværere at køre uden. Men måske skal man passe på med at tro, at alt bare kører lige ud af landevejen. Foto: Christian Baadsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Skjern

Er indstillet til wildcard: Skjern håber på europæisk håndbold i denne sæson

Ringkøbing-Skjern

Politiet beder om hjælp: To dekorerede figurer savner deres ejer

Ringkøbing-Skjern

Politisk top langer ud: Sommerpakke rammer skævt og skal laves om nu

Skjern

Ni ud af 10 sæsonkortholdere har gentegnet: Skjern håber på flere end 500 tilskuere

Annonce