Annonce
Debat

Myndighederne er fanget i et dilemma

Paludan: Jeg har netop været på YouTube for at se, hvad man kan finde under Rasmus Paludan. Det første og eneste, jeg så, var en videooptagelse fra 16. april på godt 16 minutter fra Kgs. Lyngby, hvor man så Rasmus Paludan afbrænde en koran, som forinden var blevet overhældt med sæd fra kristne mænd og apostater (frafaldne). Det blev senere forklaret, at det var kærnemælk, hvilket ikke gør den formodede symbolske hensigt mere forståelig. Det mest rystende er imidlertid, at hele denne tåbelige happening blev beskyttet af et massivt opbud af politi med front mod vrede protesterende.

Men hvad skal politiet gøre? Den arme etat står i et dilemma! Man står med en tåbelig borger, som bringer sig selv i livsfare med tåbelige demonstrationer. På den ene side er man forpligtet på at beskytte manden mod hans egen tåbelighed. På den anden side er det ikke blot spild af politiets ressourcer, men det er også politiet selv, der bringer sig i miskredit ved tilsyneladende at forsvare tåbeligheder, som der ikke er noget fornuftig undskyldning for. Jeg forstår faktisk godt, at muslimer, som befinder sig i et land med grundlovssikret religionsfrihed, har svært ved at forstå, at politiet skal forsvare noget, som umuligt kan opfattes som andet end en forhånelse af deres religion, selv om det sker i den grundlovssikrede ytringsfriheds navn. Dilemmaet er religionsfriheden kontra ytringsfriheden.

Det bliver ikke bedre af, at Venstres politiske ordfører Britt Bager står frem på TV og erklærer, at hun bestemt ikke sympatiserer med Rasmus Paludan, men at hun på den anden side må forsvare den grundlovssikrede ytringsfrihed – underforstået at hun dermed renoncerer på at forsvare religionsfriheden. Det er arven fra Jyllands-Postens Muhamed-tegninger, som her dukker op. Dengang – i 2006 - erklærede statsminister Anders Fogh Rasmussen, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes. Men det kan religionsfriheden åbenbart.

I 2017 afskaffede Folketinget blasfemiparagraffen, som var et værn mod religiøs forhånelse. Justitsministerens holdning var dengang, at ytringsfriheden vejer tungere. Samme år iværksatte Udenrigsministeriet et initiativ, der i særlig grad skulle være opmærksom på forfulgte kristne minoriteter, som man mener skal have religionsfrihed dér, hvor de er. Dette initiativ kan hurtigt blive udhulet af troen på den ukrænkelige ytringsfrihed.

På et eller andet tidspunkt bliver Folketinget nødt til at foretage en afvejning af forholdet mellem ytringsfriheden og religionsfriheden. Hvordan folketinget vil gøre det nu, hvor man har afskaffet blasfemiparagraffen, er ikke til at vide. Men at man bliver nødt til at gøre et eller andet, er indlysende, medmindre man vil tilføre politiet et betragteligt millionbeløb, så det fortsat kan beskytte folk mod deres egen tåbelighed.

Kresten Drejergaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce