Debat

Myndighederne er fanget i et dilemma

Paludan: Jeg har netop været på YouTube for at se, hvad man kan finde under Rasmus Paludan. Det første og eneste, jeg så, var en videooptagelse fra 16. april på godt 16 minutter fra Kgs. Lyngby, hvor man så Rasmus Paludan afbrænde en koran, som forinden var blevet overhældt med sæd fra kristne mænd og apostater (frafaldne). Det blev senere forklaret, at det var kærnemælk, hvilket ikke gør den formodede symbolske hensigt mere forståelig. Det mest rystende er imidlertid, at hele denne tåbelige happening blev beskyttet af et massivt opbud af politi med front mod vrede protesterende.

Men hvad skal politiet gøre? Den arme etat står i et dilemma! Man står med en tåbelig borger, som bringer sig selv i livsfare med tåbelige demonstrationer. På den ene side er man forpligtet på at beskytte manden mod hans egen tåbelighed. På den anden side er det ikke blot spild af politiets ressourcer, men det er også politiet selv, der bringer sig i miskredit ved tilsyneladende at forsvare tåbeligheder, som der ikke er noget fornuftig undskyldning for. Jeg forstår faktisk godt, at muslimer, som befinder sig i et land med grundlovssikret religionsfrihed, har svært ved at forstå, at politiet skal forsvare noget, som umuligt kan opfattes som andet end en forhånelse af deres religion, selv om det sker i den grundlovssikrede ytringsfriheds navn. Dilemmaet er religionsfriheden kontra ytringsfriheden.

Det bliver ikke bedre af, at Venstres politiske ordfører Britt Bager står frem på TV og erklærer, at hun bestemt ikke sympatiserer med Rasmus Paludan, men at hun på den anden side må forsvare den grundlovssikrede ytringsfrihed – underforstået at hun dermed renoncerer på at forsvare religionsfriheden. Det er arven fra Jyllands-Postens Muhamed-tegninger, som her dukker op. Dengang – i 2006 - erklærede statsminister Anders Fogh Rasmussen, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes. Men det kan religionsfriheden åbenbart.

I 2017 afskaffede Folketinget blasfemiparagraffen, som var et værn mod religiøs forhånelse. Justitsministerens holdning var dengang, at ytringsfriheden vejer tungere. Samme år iværksatte Udenrigsministeriet et initiativ, der i særlig grad skulle være opmærksom på forfulgte kristne minoriteter, som man mener skal have religionsfrihed dér, hvor de er. Dette initiativ kan hurtigt blive udhulet af troen på den ukrænkelige ytringsfrihed.

På et eller andet tidspunkt bliver Folketinget nødt til at foretage en afvejning af forholdet mellem ytringsfriheden og religionsfriheden. Hvordan folketinget vil gøre det nu, hvor man har afskaffet blasfemiparagraffen, er ikke til at vide. Men at man bliver nødt til at gøre et eller andet, er indlysende, medmindre man vil tilføre politiet et betragteligt millionbeløb, så det fortsat kan beskytte folk mod deres egen tåbelighed.

Kresten Drejergaard
0/0
Annonce
Klumme For abonnenter

Klumme: Mens mange kæwler om valg, kigger jeg på æwler

Annonce
Annonce
Klumme

Midt i en konfirmationstid: Talen, som en farfar aldrig fik holdt til sit ældste barnebarn

Klumme

Hvad har Kasper Søndergaard, min cykel og sammenhængskraft til fælles?

Debat

Den fødende kvinde

Leder For abonnenter

Kom op af sofaen: Det oversete valg

Så er der lige præcis en uge til valget. Min læser vil muligvis indvende, at der da er meget længere - nærmere bestemt to-en-halv uge. Det er både rigtigt og forkert. Rigtigt er det selvfølgelig, at Folketingsvalget finder sted 5. juni. Men allerede næste søndag, den 26. maj, finder et mindst lige så vigtigt valg sted, nemlig valget til Europa-Parlamentet. I forvejen lider EP-valgene traditionelt under en meget lav valgdeltagelse. Ved det seneste parlamentsvalg for fem år siden var deltagelsen i Danmark således nede på 56,3 procent, mens der til sammenligning var 85,8 procent af de stemmeberettigede, som gik til urnerne ved folketingsvalget i 2015. Med en valgkamp til Folketinget, som buldrer derudad på alle platforme, er der overhængende risiko for, at det i forvejen oversete EP-valg denne gang vil være stort set usynligt for mange vælgere. Dermed risikerer valgdeltagelsen til Europa-Parlamentet at komme endnu længere ned, end det før er set, fordi alle er så fokuseret på valget den 5. juni. Det er ærgerligt på mange ledder og kanter. Med klima-krise, migranter, Brexit og ekstremistiske partier på fremmarch i mange lande er der mere end emner nok at tage fat på - emner, som for en stor dels vedkommende bedst løses i et større fællesskab. Derfor er der al god grund til som vælger at sætte sig ind i, hvordan kandidaterne ønsker, at EU skal udvikle sig - og al god grund til at være med til at påvirke den udvikling ved at give sin stemme til den kandidat, man er mest enig med. Ville fokus have været anderledes, hvis Lars Løkke Rasmussen havde besluttet sig for at udskrive folketingsvalget til afholdelse samme dag som valget til Europa-Parlamentet? Formentlig ikke. For skønt EU har en markant betydning for stort og småt i vores land, så er der desværre en alt for udbredt tendens til at opfatte et EP-valg som noget fjernt, der angår 'dem dernede i EU', mens et folketingsvalg handler om 'os selv', og det er jo altid sjovere at diskutere sig selv ... Til gengæld ville en samtidig afholdelse af de to valg med stor sandsynlighed få flere til at sætte kryds også til parlamensvalget. Dansk Industri holdt i den forgangne uge et EU-debatmøde på Vestas i Ringkøbing. Her kom det frem, at en undersøgelse viser, at unge er positive overfor EU - men at de ikke stemmer. En flok elever fra Ringkjøbing Gymnasium var med ved debatmødet, og flere af dem slog i et interview med avisen Danmark fast, at de finder EU vigtigt, og at de vil stemme ved parlamentsvalget. Hurra for det og for dem. Gid både deres jævnaldrende og alle de ældre vælgere vil følge deres eksempel. Hvis et demokrati skal virke, kræver det, at vælgerne deltager. Det gælder både til kommunalvalg, folketingsvalg og EU-valg. Så af sted til valgstederne på søndag den 26. maj. Det er lige så vigtigt, som det er at stemme på grundlovsdag 5. juni.

Klumme

Alle hører til et sted og har to vigtige valg!