Debat

Myndighederne er fanget i et dilemma

Paludan: Jeg har netop været på YouTube for at se, hvad man kan finde under Rasmus Paludan. Det første og eneste, jeg så, var en videooptagelse fra 16. april på godt 16 minutter fra Kgs. Lyngby, hvor man så Rasmus Paludan afbrænde en koran, som forinden var blevet overhældt med sæd fra kristne mænd og apostater (frafaldne). Det blev senere forklaret, at det var kærnemælk, hvilket ikke gør den formodede symbolske hensigt mere forståelig. Det mest rystende er imidlertid, at hele denne tåbelige happening blev beskyttet af et massivt opbud af politi med front mod vrede protesterende.

Men hvad skal politiet gøre? Den arme etat står i et dilemma! Man står med en tåbelig borger, som bringer sig selv i livsfare med tåbelige demonstrationer. På den ene side er man forpligtet på at beskytte manden mod hans egen tåbelighed. På den anden side er det ikke blot spild af politiets ressourcer, men det er også politiet selv, der bringer sig i miskredit ved tilsyneladende at forsvare tåbeligheder, som der ikke er noget fornuftig undskyldning for. Jeg forstår faktisk godt, at muslimer, som befinder sig i et land med grundlovssikret religionsfrihed, har svært ved at forstå, at politiet skal forsvare noget, som umuligt kan opfattes som andet end en forhånelse af deres religion, selv om det sker i den grundlovssikrede ytringsfriheds navn. Dilemmaet er religionsfriheden kontra ytringsfriheden.

Det bliver ikke bedre af, at Venstres politiske ordfører Britt Bager står frem på TV og erklærer, at hun bestemt ikke sympatiserer med Rasmus Paludan, men at hun på den anden side må forsvare den grundlovssikrede ytringsfrihed – underforstået at hun dermed renoncerer på at forsvare religionsfriheden. Det er arven fra Jyllands-Postens Muhamed-tegninger, som her dukker op. Dengang – i 2006 - erklærede statsminister Anders Fogh Rasmussen, at ytringsfriheden ikke kan gradbøjes. Men det kan religionsfriheden åbenbart.

I 2017 afskaffede Folketinget blasfemiparagraffen, som var et værn mod religiøs forhånelse. Justitsministerens holdning var dengang, at ytringsfriheden vejer tungere. Samme år iværksatte Udenrigsministeriet et initiativ, der i særlig grad skulle være opmærksom på forfulgte kristne minoriteter, som man mener skal have religionsfrihed dér, hvor de er. Dette initiativ kan hurtigt blive udhulet af troen på den ukrænkelige ytringsfrihed.

På et eller andet tidspunkt bliver Folketinget nødt til at foretage en afvejning af forholdet mellem ytringsfriheden og religionsfriheden. Hvordan folketinget vil gøre det nu, hvor man har afskaffet blasfemiparagraffen, er ikke til at vide. Men at man bliver nødt til at gøre et eller andet, er indlysende, medmindre man vil tilføre politiet et betragteligt millionbeløb, så det fortsat kan beskytte folk mod deres egen tåbelighed.

Kresten Drejergaard
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Testmøllesag i nye problemer: Skal finde 20 millioner til lovet lufthavnsudstyr

Sommerland

’Lille Louisiana’ ligger i Videbæk: Jeg blev helt imponeret, da jeg så bygningen

Hvide Sande

Hvide Sande-fisker fangede torsk med plastikemballage i maven

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Den indre varulv hyler, og det lyder ikke kønt

Da den sidste danske ulv i 1813 blev skudt ved Estvadgård lidt sydvest for Skive, var der næppe én, der fældede en tåre i den anledning. Da slet ikke de bønder på egnen, hvis får nu kunne være i fred. I et mangelsamfund som det danske for 200 år siden var der ganske enkelt ikke plads til ulven. I de mellemliggende par århundreder har næppe nogen skænket ulven en tanke - endsige savnet den. Den var ikke længere en del af den danske fauna. At den skulle vende tilbage, var der meget få, der havde fantasi til at forestille sig. Ikke desto mindre var det, hvad der skete omkring 2009, og lige siden har ulven forårsaget en slags kulturel borgerkrig i Danmark, der er helt ude af proportioner i forhold til dyrets indvirkning på den danske natur og dens formodede trussel eller mangel på samme mod mennesker. Skal man være lidt grov, kan man sige, at ulven har fået den indre varulv bragt frem i mange danskere. Det er ikke kønt. Som Anette Lund Andersens store reportage i Dagbladet i dag dokumenterer, er det rent ud forbløffende, i hvilket omfang og med hvilken lidenskab, mennesker engagerer sig i striden om ulven. Man tager sig til hovedet i vantro over en "ulvehader", der skyder en ulv med riffel ud af vinduet på sin bil. Og man flår sig i håret af frustration over en "ulveelsker", der truer folk på livet, og begår hærværk mod en lokal kirke for at understrege sit synspunkt. Mellem disse yderligheder er der alle mulige holdninger, der dog generelt tenderer mod det stadigt mere polariserede - hovedsageligt på grund af de forbistrede asociale medier, der nærmest pr. automatik synes at forstærke alle holdninger i ekstremistiske retninger. Det billede, Anette Lund Andersen tegner i sin reportage, er dybt forstemmende. Det fortæller om en debat og dens deltagende aktører, der synes at have mistet al proportionssans, evne og vilje til at lytte til andre menneskers synspunkter. Lederskribenten her føler sig fristet til at citere sin gamle, afdøde fars tilbagevendende kommentar, når medmennesker af den ene eller den anden grund bevægede sig ud ad en tangent: "Har de ikke andet at gå op i?!?" Det er måske dér, problemets rod ligger.

112

Ung sejler blev reddet i land - nu mangler båden

112 For abonnenter

Sejler du en lille smule, når du sejler? Sådan er reglerne for berusede sejlere

Ringkøbing-Skjern

Kram til alle i uniform fra mor og far, da 20-årig blev fundet i live i vandet på Ringkøbing Fjord

Vestjylland

DNA-test fastslår: Det var en ulv som dræbte stor kvie ved Råsted

Annonce