Annonce
Udland

Mursi er blevet begravet af familien kort efter sin død

Murad Sezer/Reuters
Rettighedsgrupper vil have Mohamed Mursis død undersøgt. Tirsdag er den egyptiske eksleder blevet begravet.

Egyptens tidligere præsident Mohamed Mursi blev tidligt tirsdag morgen begravet i den egyptiske hovedstad, Kairo.

Det skete, under et døgn efter at han kollapsede ved et retsmøde og døde.

Mursi, der var Egyptens første demokratisk valgte præsident, blev begravet på en gravplads i det østlige Kairo. Hans familie havde forinden vasket hans krop og bedt for ham, siger en af Mursis advokater.

Det skete på et hospital, der ligger tæt på det fængsel, hvor Mursi sad isoleret i seks år, og hvor hans helbred stødt blev ringere og ringere.

Omkring ti familiemedlemmer deltog ved den relativt rolige begravelse. Journalister fik ikke adgang til gravpladsen.

Rettighedsgrupper - heriblandt Human Rights Watch - har opfordret til en uafhængig undersøgelse af Mursis død.

Mursi var allerede idømt både 20 års fængsel for drab på demonstranter og livstid for spionage. Retsmødet mandag relaterede sig til en anden sag om spionage til fordel for den palæstinensiske Hamas-bevægelse.

Muren var en førende figur inden for det islamistiske Muslimske Broderskab.

Militæret under ledelse af nuværende præsident Abdel Fatah al-Sisi afsatte Mursi, efter at der havde været masseprotester mod hans styre.

Mursi var i 2012 blevet valgt til præsident ved et demokratisk valg, der blev holdt, efter at store demonstrationer i 2011 havde tvunget landets mangeårige leder Hosni Mubarak fra posten.

Det var det første demokratiske valg i Egyptens moderne historie.

Den store anstødssten var den forfatning, som Mursi og hans islamistiske flertal i parlamentet fik vedtaget. Den var baseret på religiøs lov. Det var til stor fortørnelse for sekulære egyptere og hæren.

Under masseprotester i juni og starten af juli 2013 stillede hæren ham over for et ultimatum og krævede, at han afgav en del af sine magtbeføjelser.

Mursi helmede dog ikke, og han blev senere anholdt.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce