Annonce
Kultur

Morgensang og rundstykker: Smedenes Hus fik succes med splinternyt tilbud

Fælles morgensang et nyt tilbud fra Støtteforeningen Smedenes Hus; det blev taget vel imod.

LEM: Klokken er lidt i 10 onsdag formiddag, og mødelokalet i Smedenes Hus er ved at være fyldt.

På de nydeligt pyntede borde ligger fotokopierede, sammenclipsede ark med sange som "Danmark, nu blunder den lyse nat" og "Fuglene letter mod vinden", og efterhånden som folk kommer ind i lokalet, forsyner de sig med Højskolesangbogens blå bind.

Man fornærmer næppe nogen ved at konstatere, at de allerfleste tilhører "det grå guld"-segment af befolkningen.

Det samme gælder de mere end nydeligt påklædte herrer, der fylder godt op i den nederste del af rummet - Skjern Mandskor.

På slaget 10 rejser én af de smokingklædte herrer sig op, og tager ordet:

- Velkommen til alle, der er mødt op i dag. Skønt at se, at så mange bakker op om det nye tiltag, og synes, det er en god idé, siger Harry Tholstrup.

Han sidder i en arbejdsgruppe bag Smedenes Hus, der arbejder på at fylde huset med aktiviteter, og det er ham, der - sammen med hustruen Lisbeth Tholstrup - står for arrangementet i dag.

Annonce
Skjern Mandskor gjorde dagen ekstra festlig.

Skjern Mandskor

- Morgensang er jo noget, vi alle har været en del af som børn. Alle har vi sunget morgensang i vores skoletid. Hvad gør det ved os, når vi synger? Vi opnår en fællesskabsfølelse. Det samler os. Vi synger alle med den stemme, vi har. Som nogen har udtrykt det, "vi bliver glade i låget". Rent fysisk får vi en bedre vejrtrækning. Endorfiner frigives, og vi opnår en lykkefølelse. Vi opnår en samhørighed med andre mennesker, siger Lisbeth Tholstrup.

- Vi vil begynde morgenen med at synge "I østen stiger solen op".

Korleder Jens Peter Krabbe Nielsen sætter sig bag tangenterne, og snart lyder den herlige morgensang fuldtonet gennem lokalet. Folk, der er mødt op, synger med, så det kan høres.

Lige inden programmet går i gang, er der dog en særlig hilsen til Bente Højberg Jensen. Hun har nemlig fødselsdag i dag, og får "Happy Birthday" for mandskor og hele pivtøjet!

De næste 45 minutter er fyldt med en blanding af kor- og fællessang. Derefter står den på kaffe og rundstykker.

Forhåbentlig en tradition

- Vi håber, det bliver en tradition, fastslår Harry Tholstrup, da Dagbladet taler med ham og Lisbeth efter morgensangen.

- Jeg fik egentlig ideen til arrangementet, fordi jeg selv synger med i Skjern Mandskor. Jeg hørte om flere eksempler på, at man er begyndt med morgensang andre steder i landet, og det er blevet en stor succes. I Kjellerup regnede man således med 30, da man startede, og nu er der aldrig under 100.

Skulle man dømme efter fremmødet i Lem, har morgensang også en stor fremtid i Smedenes By - omkring 50 mødte op til den første omgang motion for vestjyske strubehoveder.

Støtteforeningen har selvfølgelig også en bagtanke med morgensang.

- Vi vil gerne gøre Smedenes Hus til et levende hus fyldt med aktivitet, fastslår Harry Tholstrup.

- Så nu kryds i kalenderen ved torsdag den 20. juni; da holder vi næste morgensang, opfordrer Lisbeth Tholstrup.

Går det, som det gør andre steder i landet, kan det være, at der bliver behov for at finde et større lokale!

Det var mest det grå guld, der var mødt op.
Der synges igennem til morgensang i Smedenes Hus.Foto:Jørgen Kirk
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce