Danmark

Miraklet udeblev: Cecilie tabte kampen

Cecilie Trier Dalgaard bisættes på søndag. Hun blev 18 år. Arkivfoto: Morten Stricker
18-årige Cecilie Trier Dalgaard er stille sovet ind som følge af den uhelbredelige kræft, hun fik konstateret for blot halvandet år siden.

Holstebro: Hun håbede til det sidste. Hvad kunne hun ellers gøre, sagde Cecilie Trier Dalgaard for blot tre måneder siden.

Så hun kæmpede. Men mandag kunne hun bare ikke mere. Cecilie Trier Dalgaard er sovet stille ind som følge af en aggressiv kræftform, der begyndte i spiserøret og først blev konstateret i februar sidste år. Hun blev 18 år.

- Hun sagde selv, at hun var "heldig" med at få et helt år, hvor hun var syg, men ikke så syg at hun ikke kunne gøre noget, siger hendes mor og far, Anni og René.

I marts måned fortalte Cecilie sin historie i forbindelse med, at hendes fætter Patrick Nielsen til august vil klare en Ironman og samtidig samle ind til Børnecancerfondens arbejde.

Såvel fætteren som familien vidste godt, at det nok var for sent til, at de indsamlede penge kunne komme Cecilie til gavn. Kræften spredte sig nemlig, uden der var meget at gøre. Lægerne var kommet med den hjerteskærende dom, at hun ikke ville blive 19 år gammel.

- Den eneste gode nyhed, jeg har fået, gik på, at de kunne fjerne 99 procent af kræften, men det holdt kun i to måneder. Hver gang, der er nyt, er det, at de har fundet kræft et nyt sted. Jeg har det over det hele, undtagen mine ben og arme, sagde Cecilie Trier Dalgaard i interviewet.

- Det er nemmere for mig at være i min situation, end det er for pårørende. De kan jo ikke gøre noget. Det kan jeg heller ikke, men alligevel, sagde Cecilie Trier Dalgaard også.

Det var den slags overskud i en tragisk situation, der gjorde Cecilie til noget helt unik.

- Rigtig mange raske mennesker kunne lære noget af Cecilies tilgang til livet og om at nyde det, konstaterer hendes mor og far, der også har beskrevet familiens store tab på Facebook:

- Hvis det her overhovedet skal give nogen mening, så må det være, at der er en, som har brug for de kvaliteter, som Cecilie havde. Livsglæde, social og nysgerrig på alt. Hun kunne samle alle om sig, og lod aldrig nogen stå tilbage alene. Hun kunne ikke fordrage, at nogen blev holdt udenfor, og tænkte altid på andre før sig selv. Det gør så ufattelig ondt lige nu, og tomheden kræser sine usynlige spor i mit sind, skriver familien blandt andet.

Cecilie Trier Dalgaard bisættes fra Holstebro Kirke på søndag den 26. maj, klokken 14. I en dødsannonce i dagens avis skriver familien, at det er Cecilies ønske, at man ikke kommer i sort, men gerne farverigt tøj, ligesom der i stedet for blomster ønskes gavekort til blomsterhandlere.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Leder For abonnenter

Pas på den 300. bilist

Det er en af den slags førstepladser, vi helst vil være foruden. Men vi kommer ikke uden om det: Vestjyske bilister er landets mest drikfældige. I alt fald hvis man måler på antallet af spritbilister, som bliver fanget i politiets kontroller. Tallene er temmelig skræmmende: Politiet har i løbet af et år stoppet 13.259 tilfældige biler, og i dem sad 44 spritbilister; det vil sige, at der i gennemsnit sad en spritbilist en ud af trehundrede biler. Prøv lige at tænke lidt over det … Hvor mange biler passerer du, når du eksempelvis kører på vejen mellem Ringkøbing og Herning eller Skjern og Holstebro? Rigtig mange! Og for hver gang, du passerer nummer 299, møder du en spritbilist. Ikke nogen rar tanke! Især ikke når man tager i betragtning, at skræmmende mange ulykker involverer sprit. De seneste tal viser, at der, i perioden 2013-2017, blev dræbt 140 mennesker i trafikken i Danmark og 829 personer kom alvorligt til skade i ulykker med spirituspåvirket fører af et motoriseret køretøj. Hvorfor kører vestjyderne markant mere spritkørsel end andre danskere? Måske handler det i virkeligheden om noget så banalt, at vestjyske spritbilister tror, de kan slippe af sted med det, fordi vi bor i et tyndt befolket hjørne af landet med langt mellem politipatruljerne. Men rent faktisk ved vi det ikke. Derfor er det også godt, at politiet nu vil bruge den store mængde data, man har indsamlet, til at kortlægge spritbilisternes adfærd - ikke mindst, hvem de er, hvor gamle de er, og hvor og hvornår, de begiver sig ud på vejene. På den måde vil politiet kunne sætte ind med både forebyggende kampagner og spritkontroller. Men vi andre - det store flertal, der ikke kører spritkørsel, og ikke kunne drømme om at gøre det - kan også gøre noget. Vi kan først og fremmest gøre det socialt uacceptabelt at sætte sig bag rattet i påvirket tilstand, hvad enten det er til hverdag eller fest. Ser vi en person slingre ud mod bilen, kan vi stoppe vedkommende, bede ham eller hende aflevere nøglen, og sørge for, at de kommer godt hjem på anden vis. Vi har et ansvar for, at der ikke er nogen derude, der møder den 300. bilist.

Annonce