Annonce
Ringkøbing-Skjern

Minkavlere har ryggen mod muren: Hele branchen producerer med tab

Minkavlerne har ryggen mod muren; hvis ikke skindpriserne snart stiger, må mange producenter formentlig lukke. Arkivfoto Morten Stricker.
Minkavlerne har "skruet på alle håndtag"; men det koster stadig alt for meget at producere skindene. Lokalformand for pelsdyravlerne frygter, at mange kan blive tvunget til at forlade branchen.

RINGKØBING-SKJERN: Krisen i minkbranchen bliver stadig dybere; konsekvensen kan blive, at stadig flere producenter tvinges til at forlade branchen.

Det mener både formanden for de lokale minkavlere, Jesper Kvist Jensen, og økonomichef Søren Behrmann, Vestjysk Landboforening.

Den store auktion hos Kopenhagen Fur i september bragte ingen løsning på krisen. Priserne på skind er stadig for lave til, at minkavlerne kan slippe for de røde tal på bundlinjen.

- Den grundlæggende årsag til krisen er, at priserne på skind er så lave, at producenterne ikke kan tjene omkostningerne ind. Minkavlerne har skruet på alle håndtag, og nu er der ikke flere tilbage, de kan skrue på. Og alligevel kan de ikke tjene penge. Man kan producere på den måde en overgang, men ikke i længden, siger Søren Behrmann.

Gennemsnitsprisen på auktionerne har i år været på 198 kroner.

- Vi skal op på mellem 260 og 270 kroner pr. skind, for at vi begynder at kunne få en løn, siger Jesper Kvist Jensen.

Eneste lyspunkt er, at antallet af usolgte skind er gået ned fra to millioner til 600.000 efter septemberauktionen.

- Så det er altså mere end en årsproduktion, der er solgt, siger Jesper Kvist Jensen.

Annonce

Ud af branchen

Med de priser, der er i øjeblikket, er der ingen minkavlere, der kan tjene penge. Derfor forudser både han og Søren Behrmann da også, at nogle vil vælge at forlade branchen.

- Der kan godt være dem, der vælger at pelse helt ned, når vi starter pelsningen til november, siger Jesper Kvist Jensen.

Det er dog ikke så enkelt endda at gøre det, understreger han.

- Hvis man vælger at tømme burene, skal man tænke på, at miljøtilladelsen bortfalder efter tre år. Så risikerer man at stå med et produktionsapparat, der er helt værdiløst, og som skal fjernes.

- Der er flere, der har valgt at sige, at så drosler de ned; i øvrigt hænger de i og tilpasser driften mest muligt. Men det er forståeligt, at minkavlerne er frustrerede, når de ikke selv kan påvirke det grundliggende problem, siger Søren Behrmann.

At markedsbetingelserne også ændrer sig i negativ retning i en tid, hvor skind som beklædning i visse kredse ikke regnes om helt politisk korrekt, rammer også efterspørgslen.

Banker strammer op

Krisen bliver ikke nemmere af, at adskillige banker er begyndt at stramme op på kreditten til minkavlerne.

- Det begyndte de allerede med i foråret, og det er sådan set ikke så underligt. Når priserne er så lave, produceres der jo på bankernes risiko, siger Søren Behrmann.

Jesper Kvist Jensen har også hørt, at nogle banker har strammet kreditgivningen over for minkavlerne, men har ikke selv været ude for det. Heller ikke alle banker er - efter hvad han har hørt - lige restriktive.

Uanset, hvordan man end vender og drejer det, er der dog kun en ting, der kan redde minkbranchen, er han og Søren Behrmann enige om: Priserne skal op; og det sker kun, hvis produktionen tilpasses efterspørgslen.

Ingen af dem har dog en idé om, hvor mange minkavlere her i området, der vil være tilbage når årets pelsningssæson og februarauktionen på Kopenhagen Fur er overstået.

Banken samarbejder

I Landbobanken giver minkbranchens udfordringer rådgiverne travlhed lige nu, fortæller bankdirektør Jørn Nielsen.

- Pelsningssæsonen starter snart, så det er nu, minkavlerne skal beslutte, om de måske skal pelse helt ned for at gå ud af branchen eller snarere sætte produktionen ned, indtil priserne retter sig, siger han.

Minkbranchen udgør kun en meget beskeden del af Landbobankens samlede udløn.

- Men for den enkelte avler er situationen selvfølgelig alvorlig, og vi er i tæt dialog med minkavlerne for at finde den bedste løsning for hver enkelt. Vi arbejder i de fleste tilfælde hen imod at skære mest mulig ned på omkostningerne og at skalere produktionen ned. På et tidspunkt må priserne begynde at stige igen, men ingen tør sige, hvornår det sker, siger Jørn Nielsen.

Jørn Nielsen peger på, at mange minkavlere lige nu står over for nogle afgørende beslutninger.

Vælger de at køre produktionen helt ned, kan det være svært at bygge den op igen. Og vælger de at stoppe produktionen helt, står de med et produktionsanlæg, der kan være svært at sælge.

- Men vi prøver i tæt dialog med den enkelte minkavler at finde den bedste løsning for vedkommende, siger Jørn Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Udvikling: Det er vores butik - vi har selv skabt den

Læserbrev: I eftersommeren 2018 mistede vi i Stauning vores brugsforening, hvor folk havde handlet gennem mere end 100 år. Tankstationen lukkede også. Det var en ringe trøst, at COOP-koncernen – tilsyneladende uden mange tanker om sine dybeste rødder – var i gang med at lade sine brugser i en lang række landsbyer gå konkurs. Som én af os i Stauning med velplaceret ironi udtrykte det: ’Det er da vist ligesom en so, der æder sine egne grise’. Men ulykken tog ikke gå-på-modet fra os. Tværtimod var der folk i Stauning, som omgående tog initiativet. De gik på med krum hals. De samlede Staunings kræfter. De fik ting til at ske. Der er nemlig det ved det, at det dér med at få noget til at ske - det ligger nærmest indbygget i Staunings DNA. Derfor skete det, at vi allerede i foråret 2019 – bare et halvt år efter brugsens lukning – kunne byde benzinselskabet Go’on velkommen til Stauning. Biler begyndte igen at dreje ind. Der var igen aktivitet. Og nu på lørdag, 23. november, sker der det, at vores nye købmand kan byde os velkommen – og vi ham – i en topmoderne dagligvareforretning, der er gennemgribende renoveret fra A til Z af professionelle håndværkere. Herudover har mange forskellige frivillige bidraget med oprydning, rengøring, opstilling af inventar - og sat 2500 varenumre på de rette hylder efter købmandens anvisninger. Det er mærkeligt at tænke på – ja, egentligt fantastisk, alt det der er nået på godt et år i et gnidningsløst og humørfyldt samarbejde. Det hele er nået, takket være stauningboernes kæmpeindsats, også økonomisk. Lige efter brugsens lukning strittede initiativerne naturligt nok lidt i alle retninger. Set udefra lignede det måske lidt situationen, når man kradser lidt med en pind i en myretue. Men ligesom myrer hurtigt organiserer sig og får skaderne repareret, når ødelæggelsens pind har kradset i deres tue, så samlede også Stauning sig hurtigt om det væsentlige: nemlig at få samlet økonomi nok til at købe det gamle nedlagte mejeri midt i byen, hvor brugsen havde butik fra omkring 1970. Og selve målet, det lå fast helt fra starten: senest ved udgangen af 2019, så skulle der igen være dagligvarebutik her i Stauning. At det mål er nået, det siger noget meget vigtigt om Stauning. Først og fremmest siger det, at vi er i stand til at samle os og stå sammen for at få ting til at ske. Men ligeså vigtigt: i Stauning har vi folk iblandt os, der besidder de mange vidt forskellige kompetencer, der gør det muligt at tingene faktisk også kommer til at ske – bliver til virkelighed. Det skal vi huske at fortælle hinanden, når vi går rundt og handler med vores nye købmand i vores nye butik. For den fortælling er en vigtig del af vores fælles historie. Den må vi aldrig glemme. Ligesom den gamle brugsforening, som vore forgængere for 100 år siden gik sammen om at skabe, blev en vigtig del af deres fælles historie. Men nu er det vores butik. Vi har selv skabt den. Den er vores værk. Det var os, der fik det til at ske. Uden os, så var vores butik der ikke. Og uden os – så er butikken der ikke! Det er også værd at minde hinanden om. Butikken har brug for os. Og vi har brug for butikken. Det var jo derfor, vi sørgede for, at den kom.

Annonce