Annonce
Ringkøbing

Mindesten blev snublesten: Absurd sag har varet 100 år - nu skal den have et punktum

Gennem 100 år er alt gået galt for stenen, der de seneste 60 år har befundet sig i museumshaven. Faktisk er det en moderne molbo-historie. Foto: Christian Baadsgaard
For 100 år siden ville Ringkøbing markere genforeningen med en kæmpe mindesten. Men det endte som en snublesten, for ingen kunne blive enige om, hvad der skulle stå på den. Nu skal borgerne byde ind med ideer.
Annonce

RINGKØBING: Hvis historien om genforeningen og Sønderjylland er fyldt med dramatik og store følelser, så er historien om genforeningsstenen i Ringkøbing så fyldt med absurditet og skøre detaljer, at det kunne ende med en komedie, som ingen alligevel ville tro på.

Men den er sand, og nu skal en sag, der har varet i 100 år, finde sin afslutning. Lokalhistorisk Arkiv, Ringkøbing Museumsforening, Ringkøbing-Skjern Museum og Grænseforeningen for Ringkøbing og Omegn er nu gået sammen og vil høre, hvad borgerne vil med den tre meter lange kæmpesten, der i 60 år har ligget i museumshaven. Så lang tid, at de fleste ikke aner, at kolossen engang var en fællessag for byen.

-Vi vil spørge, om genforeningen stadig er relevant for borgerne i dag. Er det bare en kæmpestor sten, så vil vi ikke ofre penge på den, men har den nogen betydning, så er det nu, der skal gøres noget, siger Caroline E. Larsen, museumsinspektør ved Ringkøbing-Skjern Museum.

Annonce

Kejser Vilhelms projekt

Hvis man betegner det som en molbo-historie, så er det ikke helt skævt. I pixibogs-udgave handler historien nemlig om en by, der gerne vil fejre genforeningen i 1920 ved at rejse et stort monument. Men desværre er der ingen, der kan blive enige om, hvad der skal stå på mindestenen.

I 1960 måtte stendyssen vige for viadukten. Billedet her er taget i snevejr, men stenen har nu også levet en tilværelse i kulden på andre måder. Foto: Ringkøbing-Skjern Museum

I lidt længere udgave er genforeningen for 100 år siden en begivenhed, der sætter Danmark på den anden ende.

Set med nutidige øjne kan det være svært at forstå, men forestil dig, at dit land pludselig bliver 33 procent større, og såret fra et gammelt og sviende krigsnederlag nu endegyldigt kan begynde at hele. Den eufori løber gennem landet, og folket sætter mindesten. Der sættes cirka 600 sten, og det regnes for den største folkelige manifestation nogensinde.

I Ringkøbing stiftes Grænseforeningen i 1921 og borgmester Vilhelm Nielsen – bedre kendt som Kejser Vilhelm – vil ikke spare på det pompøse. Der iværksættes en folkeindsamling, og på det hjørne, hvor IC Christensen-statuen står i dag, bliver der kørt 800 læs jord til, så der kan laves en stor høj. Ovenpå skal der være en stendysse, stærkt inspireret af oldtidens stendysser, for det er i en tid, hvor man dyrker det nationale og det romantiske.

En røverhistorie vil vide, at man kigger på bagsiden af en femkrone-seddel, hvor en stendysse er afbilledet, for at få det til at ligne. Om den historie er sand, er der ingen, der ved, men det kan også gøre lige meget, for den er sjov.

Kæmpestenen bliver til overligger, og der skal sættes en tekst eller et vers på. Men så har vi balladen, for ingen kan blive enige om hvad der skal stå.

-Her var det byrådet, der stod bag, og andre steder var det folkelige initiativer, og det viser bare, at så blev det til noget, konstaterer Ole Busch Madsen, formand for Grænseforeningen.

Annonce

Måtte vige for viadukt

Og som de siger i Sønderjylland: Sinne gas! Ting tager tid. Ved 10-års-jubilæet var der ikke kommet enighed. Heller ikke ved 25 års-jubilæet. I 1960 skal viadukten udvides, og så må stendyssen vige pladsen. Falck transporterer kæmpestenen til museumshaven, og her har den så befundet sig i 60 år, først i oprejst stilling som bautasten, men da det så mærkeligt ud, kom den til at ligge ned.

2020 var udset til den store fejring af genforeningen, og museet havde planlagt det hele. Sågar havde man fået fat i folk, der kunne skrive vers til stenen. Men så kom coronaen, og endnu engang røg stenen på stenet grund.

Hvad der nu skal ske med stenen, er ikke besluttet. Men museet, museumsforeningen, lokalarkivet og Grænseforeningen er gået sammen, og håber på en lykkelig slutning. Fra venstre er det Jørn E.E. Nielsen, Caroline E. Larsen, Ole Busch Madsen, Peter Johansen, Børge Sørensen og Jens Olufsen. Foto: Christian Baadsgaard

Mange muligheder er til stede. En af dem er at genetablere en stendysse. En anden er at få en messingplade op, og en tredje er at få gjort alvor af det, man ikke fik styr på for 100 år siden – nemlig at få hugget en tekst ind.

2020 er desuden 80-året for besættelsen og 75-året for befrielsen, og som sådan er der også en mulighed for at bruge stenen til at markere det. Både genforeningen og besættelsen fortæller noget om folkeligt fællesskab i trange tider, og det er ting, som også er blevet nærværende i corona-tiden.

Nu er det op til byen, hvad der skal ske, og den 10. juli – datoen hvor kong Christian den 10. red over den nye grænse på sin hvide hest – holdes der åben sten i museumshaven, hvor museumsinspektør Christian Ringskou vil fortælle. Adgangen er gratis til arrangementet, der finder sted mellem klokken 14 og 16.


-Vi vil spørge om genforeningen stadig er relevant for borgerne i dag. Er det bare en kæmpe stor sten, så vil vi ikke ofre penge på den, men har den nogen betydning, så er det nu, der skal gøres noget.

Caroline E. Larsen, museumsinspektør
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce