Annonce
Mindeord

Mindeord over Kirsten Frost Bjerregaard: Humoren og selvironien blev aldrig lagt på is

Kirsten Frost Bjerregaard. Foto: Lars Egelund
Annonce

Dødsfald: Kirsten og Lars Egelund, Parkvej i Ringkøbing, har skrevet dette mindeord over deres nabo, Kirsten Frost Bjerregaard, der døde den 1. februar 2020.

I starten af det nye år faldt vores nabo, fru Kirsten Frost Bjerregaard, ulykkelig og uheldigt ud af sin kørestol hjemme i sit hus på Parkvej i Ringkøbing. I tre uger var hun indlagt på Herning Sygehus, ilde tilredt med blandt andet brud på nakke og underarm. Herfra blev hun, stadig svag, overført til en aflastningsplads på Fjordparkens Ældrecenter i Rindum, hvor hun i en alder af 87 år sov stille ind natten til den 1. februar.

I næsten 20 år har Kirsten og Jens Bjerregaard været vores omgængelige, herlige og kærlige naboer. Kirsten blev ganske vist enke i juli 2016, da Jens faldt bort i en alder af 86 år; men både hun og vi andre har lige siden haft svært ved at vænne os til, at Jens ikke mere var iblandt os.

Aldrig har vi dog hørt Kirsten beklage sig: "Jeg er meget forkælet. Tænk jer, Kommunen varter mig op med flere besøg i døgnet. Og jeg får maden bragt lige til døren".

Det har altid været berigende at få en lille sludder i hendes køkken. Hendes dør stod altid åben. Heller ikke da Jens levede, kom det på tale at forlade den dejlige, rummelige murermestervilla. Selvom de selv, af førlighedsmæssige årsager, i masser af år har måttet affinde sig med ikke mere at kunne bruge husets 1. sal.

Kirsten blev født i Hobro 1932. Hun trådte sine barnesko i Odense sammen med mor, far og lillesøster Anna. Kirstens far, Mogens Andreas Frost (f. 1901 på St. Blichersvej, Ringkøbing), der var juridisk politikommissær på Fyn, blev arresteres af tyskerne. Han døde i 1944 i koncentrationslejren Buchenwald, hvorpå Kirstens mor flyttede østpå til København med sine to små piger.

Kirsten blev sproglig student fra Lyngby Statsskole (1951), og cand.jur. fra Københavns Universitet (1959). I 1957 havde hun mødt vestjyden Jens Bjerregaard. Det var, ifølge Kirsten, kærlighed ved første blik, dengang Jens’ kusine agerede Kirsten Giftekniv: "Det sagde bare Bing!"

Så fulgte en ringforlovelse, og Kirsten flyttede til Vestjylland og arbejdede et år på advokatkontor i Holstebro. Parret giftede sig i 1961, og sammen købte de året efter Sandagergård i Dejbjerg. En gård, der var nedbrændt i 1954, men efter nogle år genopført.

Som ung, nyuddannet cand. jur., var Kirsten nu vendt ’hjem’ til Hovedlandet. Men lige let har det næppe altid været at være ’tilflytter’ ovre østfra: "I begyndelsen forstod jeg jo ikke et kvæk af, hvad folk på egnen sagde til mig", har hun grinende fortalt. "Og du, Jens, du var i starten nok heller ikke til stor hjælp!". Men, tilføjede Kirsten så: "Som dybest brønd, gi’r altid klarest vand!" og klappede typisk sin Jens ømt på hånden.

I 1970 adopterede Jens og Kirsten søskendeparret Mogens på seks år og Hanne på tre år.

Kirsten arbejdede i seks år ved den Vest- og Sønderjyske Kreditforening i Ringkøbing. Herefter fik hun ansættelse ved Statsamtet, og havde i 38 år sit familiejuridiske virke på Rindumgård ude i "Amtmandens Lund" i Rindum.

I juli 2000 solgte parret Sandagergård i Dejbjerg. Jens blev pensioneret landmand, mens Kirsten fortsatte i sit job på det daværende Statsamt i Ringkøbing. Da havde Jens allerede i nogle år, efter en hjerneblødning, været afhængig af kommunal pleje, sin kørestol og el-scooter. Og blot tre år senere blev det Kirstens tur. Men selvom bentøjet svigtede, så fejlede snakketøjet, den kvikke bemærkning, den skarpe hjerne og det gode humør i mange år derefter bestemt ikke noget.

Kirsten lod sig pensionere fra Statsamtet i 2006, det år parret mistede sønnen Mogens.

Datteren Hanne, der er bosat i København, har skænket sine Ringkøbing-forældre to børnebørn: Anna Clara og Marie Louise, nu på henholdsvis 18 og 22 år.

En lille anekdote siger måske alt om det umiddelbart umage par; men som slet ikke var det: Kirsten arbejdede som jurist som mægler i skilsmissesager, og undrede sig sommetider over de begrundelser, som parrene kom med, når de fortalte, at deres ægteskab knirkede. Engang var der for eksempel en kone, der bebrejdede sin mand, at han altid trykkede midt på tandpastatuben, i stedet for at trykke for enden. "Og, fortsatte Kirsten, og kiggede kærligt over på Jens - "da jeg fortalte det hjemme på Sandagergård, sagde Jens tørt: - Du skal bare vide, at det også altid har irriteret mig grove, at du gør lige akkurat det samme!".

Kirsten var ikke sproglig student for ingenting. Grundet faderens død i Buchenwald, havde hun under jurastudiet i to år værelse på 4. Maj-kollegiet. En nær veninde fra kollegietiden giftede sig engelsk, slog sig ned nær Cambridge, hvor også Jens utallige gange var med på visit.

At vi taler om en bestemt, principfast og belæst dame, kommer næppe som en overraskelse for folk, der har kendt Kirsten. For år tilbage satte hun sig for at samle sit ’rustne’ gymnasiefransk op. Det irriterede hende ’beaucoup!’, sagde hun engang på sit HF-aftenhold, at hun ikke kunne sige noget på fransk. Men det fik hun lært! Det kan hendes fransklærer på VUC i Skjern og Ringkøbing bevidne. For også på fransk var Madame Frost godt skåret for tungebåndet.

Og humoren og selvironien blev heller aldrig lagt på is. Fruens naturlige elegance fik engang en af hendes HF-medkursister til at betvivle, om hun mon nogensinde hjemme på gården i Dejbjerg skiftede den plisserede jurist-nederdel ud med noget mere medhjælpende-bondekone-agtigt? - "Kører du nogensinde trawtor?", spurgte vedkommende. Hvorefter fru Frost Bjerregaard næste gang til tirsdags-fransk mødte op iført cowboybukser. Dog med pressefolder!

Kirsten var i seksten år medlem af menighedsrådet i Dejbjerg. Det sogn hun sidste torsdag blev stedt til hvile i. Ved siden af sin Jens.

Ham savner vi. Nu savner vi også Kirsten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce