Annonce
Mindeord

Mindeord over Kirsten Frost Bjerregaard: Humoren og selvironien blev aldrig lagt på is

Kirsten Frost Bjerregaard. Foto: Lars Egelund

Dødsfald: Kirsten og Lars Egelund, Parkvej i Ringkøbing, har skrevet dette mindeord over deres nabo, Kirsten Frost Bjerregaard, der døde den 1. februar 2020.

I starten af det nye år faldt vores nabo, fru Kirsten Frost Bjerregaard, ulykkelig og uheldigt ud af sin kørestol hjemme i sit hus på Parkvej i Ringkøbing. I tre uger var hun indlagt på Herning Sygehus, ilde tilredt med blandt andet brud på nakke og underarm. Herfra blev hun, stadig svag, overført til en aflastningsplads på Fjordparkens Ældrecenter i Rindum, hvor hun i en alder af 87 år sov stille ind natten til den 1. februar.

I næsten 20 år har Kirsten og Jens Bjerregaard været vores omgængelige, herlige og kærlige naboer. Kirsten blev ganske vist enke i juli 2016, da Jens faldt bort i en alder af 86 år; men både hun og vi andre har lige siden haft svært ved at vænne os til, at Jens ikke mere var iblandt os.

Aldrig har vi dog hørt Kirsten beklage sig: "Jeg er meget forkælet. Tænk jer, Kommunen varter mig op med flere besøg i døgnet. Og jeg får maden bragt lige til døren".

Det har altid været berigende at få en lille sludder i hendes køkken. Hendes dør stod altid åben. Heller ikke da Jens levede, kom det på tale at forlade den dejlige, rummelige murermestervilla. Selvom de selv, af førlighedsmæssige årsager, i masser af år har måttet affinde sig med ikke mere at kunne bruge husets 1. sal.

Kirsten blev født i Hobro 1932. Hun trådte sine barnesko i Odense sammen med mor, far og lillesøster Anna. Kirstens far, Mogens Andreas Frost (f. 1901 på St. Blichersvej, Ringkøbing), der var juridisk politikommissær på Fyn, blev arresteres af tyskerne. Han døde i 1944 i koncentrationslejren Buchenwald, hvorpå Kirstens mor flyttede østpå til København med sine to små piger.

Kirsten blev sproglig student fra Lyngby Statsskole (1951), og cand.jur. fra Københavns Universitet (1959). I 1957 havde hun mødt vestjyden Jens Bjerregaard. Det var, ifølge Kirsten, kærlighed ved første blik, dengang Jens’ kusine agerede Kirsten Giftekniv: "Det sagde bare Bing!"

Så fulgte en ringforlovelse, og Kirsten flyttede til Vestjylland og arbejdede et år på advokatkontor i Holstebro. Parret giftede sig i 1961, og sammen købte de året efter Sandagergård i Dejbjerg. En gård, der var nedbrændt i 1954, men efter nogle år genopført.

Som ung, nyuddannet cand. jur., var Kirsten nu vendt ’hjem’ til Hovedlandet. Men lige let har det næppe altid været at være ’tilflytter’ ovre østfra: "I begyndelsen forstod jeg jo ikke et kvæk af, hvad folk på egnen sagde til mig", har hun grinende fortalt. "Og du, Jens, du var i starten nok heller ikke til stor hjælp!". Men, tilføjede Kirsten så: "Som dybest brønd, gi’r altid klarest vand!" og klappede typisk sin Jens ømt på hånden.

I 1970 adopterede Jens og Kirsten søskendeparret Mogens på seks år og Hanne på tre år.

Kirsten arbejdede i seks år ved den Vest- og Sønderjyske Kreditforening i Ringkøbing. Herefter fik hun ansættelse ved Statsamtet, og havde i 38 år sit familiejuridiske virke på Rindumgård ude i "Amtmandens Lund" i Rindum.

I juli 2000 solgte parret Sandagergård i Dejbjerg. Jens blev pensioneret landmand, mens Kirsten fortsatte i sit job på det daværende Statsamt i Ringkøbing. Da havde Jens allerede i nogle år, efter en hjerneblødning, været afhængig af kommunal pleje, sin kørestol og el-scooter. Og blot tre år senere blev det Kirstens tur. Men selvom bentøjet svigtede, så fejlede snakketøjet, den kvikke bemærkning, den skarpe hjerne og det gode humør i mange år derefter bestemt ikke noget.

Kirsten lod sig pensionere fra Statsamtet i 2006, det år parret mistede sønnen Mogens.

Datteren Hanne, der er bosat i København, har skænket sine Ringkøbing-forældre to børnebørn: Anna Clara og Marie Louise, nu på henholdsvis 18 og 22 år.

En lille anekdote siger måske alt om det umiddelbart umage par; men som slet ikke var det: Kirsten arbejdede som jurist som mægler i skilsmissesager, og undrede sig sommetider over de begrundelser, som parrene kom med, når de fortalte, at deres ægteskab knirkede. Engang var der for eksempel en kone, der bebrejdede sin mand, at han altid trykkede midt på tandpastatuben, i stedet for at trykke for enden. "Og, fortsatte Kirsten, og kiggede kærligt over på Jens - "da jeg fortalte det hjemme på Sandagergård, sagde Jens tørt: - Du skal bare vide, at det også altid har irriteret mig grove, at du gør lige akkurat det samme!".

Kirsten var ikke sproglig student for ingenting. Grundet faderens død i Buchenwald, havde hun under jurastudiet i to år værelse på 4. Maj-kollegiet. En nær veninde fra kollegietiden giftede sig engelsk, slog sig ned nær Cambridge, hvor også Jens utallige gange var med på visit.

At vi taler om en bestemt, principfast og belæst dame, kommer næppe som en overraskelse for folk, der har kendt Kirsten. For år tilbage satte hun sig for at samle sit ’rustne’ gymnasiefransk op. Det irriterede hende ’beaucoup!’, sagde hun engang på sit HF-aftenhold, at hun ikke kunne sige noget på fransk. Men det fik hun lært! Det kan hendes fransklærer på VUC i Skjern og Ringkøbing bevidne. For også på fransk var Madame Frost godt skåret for tungebåndet.

Og humoren og selvironien blev heller aldrig lagt på is. Fruens naturlige elegance fik engang en af hendes HF-medkursister til at betvivle, om hun mon nogensinde hjemme på gården i Dejbjerg skiftede den plisserede jurist-nederdel ud med noget mere medhjælpende-bondekone-agtigt? - "Kører du nogensinde trawtor?", spurgte vedkommende. Hvorefter fru Frost Bjerregaard næste gang til tirsdags-fransk mødte op iført cowboybukser. Dog med pressefolder!

Kirsten var i seksten år medlem af menighedsrådet i Dejbjerg. Det sogn hun sidste torsdag blev stedt til hvile i. Ved siden af sin Jens.

Ham savner vi. Nu savner vi også Kirsten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Magtdemonstrationer: Urimeligt angreb på Danmarks Naturfredningsforening

Læserbrev: I et læserbrev den 22. februar i Dagbladet Ringkøbing-Skjern ses Leif Christensen fra Bork med et forsvar for den fejladministration, som Ringkøbing-Skjern Kommune har udøvet gennem mere end 25 år ved at lade hånt om Naturbeskyttelsesloven gennem hundredvis af ulovlige tilladelser til byggeri i sommerhusområder på Holmsland Klit. Han mener, der blot er tale om rent juristeri, når kommunen ikke i tide fik lokalplanerne på plads, og at parterne i sagen er enige om, at ingen har begået denne juridiske fodfejl med forsæt. Det vides ikke, hvilke parter der henvises til. Men hvis ikke man kan stole på, at myndighederne forvalter efter lovgivningen, kan der for alvor tales om det vilde vesten. Jeg har den fornøjelse at bo midt i et af disse naturskønne sommerhusområder. Da jeg for 10 år siden erhvervede mit helårshus, skete det med vished om, at nabomatriklerne, der henlå med naturskønne lyngklædte klitter, ville forblive sådan, da der på matriklerne er en tinglyst servitut, der forbyder byggeri af enhver art, og området i øvrigt, ifølge de oplysninger enhver kan se på arealinfo i Danmarks Miljøportal, er beskyttet af Naturbeskyttelseslovens § 3. Jeg erhvervede en naturperle med frit udsyn over Tipperne og hele Ringkøbing Fjord, og havde ingen synlige naboer, bare uspoleret natur! Da jeg senere gjorde kommunen opmærksom på en aktivitet, der kunne tyde på et kommende nabobyggeri, fik jeg blot at vide, at matriklerne ikke er omfattet af fredningsbestemmelser af nogen art. Kommunen gjorde sig ingen anstrengelse for at undersøge, om der kunne være noget om snakken. Kommunen gav efterfølgende tilladelse til arealomlægninger med mulighed for at bygge to sommerhuse og i øvrigt udlæg af ny vej tværs over de lyngklædte klittoppe. Den stille idyl er nu afløst af en erhvervsmæssig udlejning af sommerhus med ugentlige ud- og indflytninger, smækkende bildøre og larmende turister, der kører ræs på mountainbikes i klitterne. Da kommunen samtidig så stort på nabohensyn ved byggetilladelsen, er jeg desuden ufrivilligt tvangsindlagt til fra min 1. sals stue at skulle følge med i turisternes morgenmad, frokost og aftensmadsindtagelse uge efter uge, dog heldigvis med lidt pause i januar og februar. Jeg opdagede, at det ikke blot var i mit nærområde, men adskillige andre steder på Klitten, kommunen har set bort fra § 3 beskyttelsen på trods af, at kommunen selv har indskrevet den i lokalplanerne på foranledning af daværende Ringkøbing Amt, der godt forstod at rette sig efter lovgivningen! Som privatperson kan der ikke klages over en kommunes vandalisering af naturområder. Efter en årelang diskussion med kommunen, som ikke lod sig rokke i sine synspunkter, måtte jeg derfor ty til andre muligheder. Jeg kontaktede Danmarks Naturfredningsforening, som velvilligt har brugt utallige timer på denne sag. Med beskyldningen om, at Danmarks Naturfredningsforening har en evig trang til at demonstrere magt, bringer Leif Christensen en urimelig kritik af Danmarks Naturfredningsforening. Mange frivillige økonomiske bidrag og meget uegennyttig frivilligt arbejde bliver anvendt af denne organisation til at sætte en stopklods, når kommuner og andre af griskhed for øgede grundskatter, erhvervsaktivitet og turismeindtægter forgriber sig på uerstattelige naturværdier. Skytset bør rettes mod Ringkøbing-Skjern Kommune, der om nogen demonstrerer magt. Det er kommunen, der arrogant gennem nu flere år har nægtet at have begået fejl, skønt selv planlovseksperter ikke er i tvivl. Det er kommunen, der uretmæssigt har indkrævet høje ejendomsskatter og givet ejerne forventninger om byggetilladelser. Og det er kommunen, der fortsætter med at tage de mange berørte sommerhusejere som gidsler ved at undlade at træffe de beslutninger, der kunne stoppe dette cirkus på trods af, at alle historiske dokumenter i sagen viser, at kommunen har handlet forkert. Som om dette ikke var nok! Den tidligere ejer af mit hus formastede sig til at opføre en tagterrasse på taget af en sidebygning på ejendommen. Kommunen har accepteret i snesevis af sådanne tagterrasser i sommerhusområderne gennem årerne. Men da jeg ikke straks kunne tage folkeregisteradresse på ejendommen, som det blev krævet af kommunen for at acceptere tagterrassen, har kommunen nidkært jagtet denne sag i mere end 10 år! På trods af, at kommunen selv har beskrevet, at tagterrassen ligger så godt afskærmet, at den ikke er til gene for naboer, og at ingen nogensinde har klaget over forholdet, har kommunen gennemført politianmeldelse og ført retssager i såvel byret som landsret for at håndhæve sit krav om retablering. Her kan man med rette tale om magtdemonstration! Når private formaster sig til at bryde loven, er der ingen nåde. Heller ikke da ejeren af Hvidbjerg Camping ved Blåvand kommer på kant med § 3 ved at udvide med et par ekstra båse til et telt. Så blæser der ikke milde vinde: ”Hvis ferieparken formår at få reetableret forholdene omkring søen, kan den undgå at få straf, vurderer kommunen”. Og hvis private lodsejere i Lønstrup sikrer deres ejendomme gennem en kystsikring, der rent faktisk virker, men dømmes ulovligt, er kommunen straks på banen: ”Vores udgangspunkt, da vi meldte sagen til politiet, var, at det skulle fjernes” udtaler den lokale formand for Teknik og Miljø. Hvorfor skal der ses igennem fingre med tilsvarende ulovligheder, når de forvoldes af en offentlig myndighed, som her i Ringkøbing-Skjern Kommunes tilfælde med de ulovlige byggegodkendelser til sommerhuse på Holmsland Klit? Og hvorfor skal Danmarks Naturfredningsforening skældes ud, når de blot arbejder for, at gældende lovgivning overholdes?

Annonce