x
Annonce
Mindeord

Mindeord over 'Kesse Kommode': Kristian Kragelund Kristensen bør gå over i lokalhistorien som en rigtig fisker

Kesse Kommode. Privatfoto


Vi har modtaget dette mindeord fra Christian, Jens og Christian Bollerup:

Dødsfald: Kesse, der i dag bisættes fra Helligåndskirken, var en af de Hvide Sande-fiskere, bør gå over i vores lokalhistorie som en rigtig fisker. Han tog desværre for tidligt fra os i mandags. Men Kesse var en af de lokale, der gjorde sig gældende i bybilledet som pensionist.

Kristian Kragelund Kristensen kom til Hvide Sande som en dygtig og flittig fisker, hvor han i sine unge år fik hyre med Karl Åge “Bajer” Hansen i 1975 ombord på nybygningen RI 397 “Jenny Skomager”. Karl værdsatte Kesse som en arbejdsom kollega, inden han i 1978 selv fik kutteren RI 65 “Jyden” i kompagniskab med “Æ Frydendahler”. Kesse var også sidenhen en dygtig og ihærdig fiskeskipper, der forsøgte at tilpasse sig fiskeriets udvikling og luner med pressede vilkår. Så han endte med at fiske alene med sin kutter. Selvom den oprindeligt var bygget til at forsørge en lille håndfuld familier ...

For nutidens Hvide Sande borgere er han nok mest kendt for et af de billeder taget fra en helikopter i 1990, hvor han kommer i havn med sin kutter i fuld storm. Kesse var med andre ord en af de barske, seje og nøjsomme fiskermænd, vi gerne vil forbinde med Hvide Sande. Men efter fiskeriets vilkår blev for trange, var pensionisttilværelsen livet for Kesse. Han var han en del af vort lokale bybillede for både pensionister og unge, der vil huske ham som en rigtig fiskermand, med sin godhed og sin interesse for det lokalsamfund han levede i.

Æret være Kristian Kragelund Kristensens minde ... fra tre generationer, der kendte ham på hver vores måde ...

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Stemmer fra coronalandet: Såvejr, savn og mangel på svar

Leder For abonnenter

De hjælper bare for at hjælpe: Det er Danmark, når vi er bedst

Vi har jo oplevet anmeldere, der er kommet galt afsted ved at mene noget om bøger, de ikke har læst, og om koncerter, de ikke har hørt. Derfor denne varedeklaration: TV2’s ”Danmark står sammen” blev først sendt efter, at denne avis gik i trykken. Alligevel siger vi: Hvor var det godt. Det handlede nemlig om Danmark, når det er bedst, og om de danskere, der er bedst. Dem, der uden kold kalkule gør noget for deres medborgere. Vi har dem også til hverdag. Hundredtusindvis af frivillige i foreninger og socialt arbejde, men nu popper endnu flere op. Allermest selvfølgelig vores helte i sundhedssektoren suppleret af de tusinder af pensionerede læger og sygeplejersker, der sammen med medicinstuderende melder sig til tjeneste. De, der bringer mad til isolerede. Skolelæreren fra Varde, der kører rundt og hilser på sine elever. De, der arrangerer fællessang i baggårdene. Alle de, som på utallige måder hjælper bare for at hjælpe. Det er ikke bare godt. Det er også rørende, fordi det rammer lige i hjertet af det fællesskab, der trives i bedste velgående trods mange forfaldsmyter om, at vi lever i egoistiske tider. Og det er bare mere bevægende, når nogen gør og opnår noget sammen, end når det sker hver for sig. Vi kender det også fra sport. Det er enestående, når Viktor Axelsen og Mads Pedersen bliver verdensmestre med ketsjer og på cykel, men det giver ikke rigtigt en klump i halsen og fugt i øjenkrogen. Det gør det derimod, når vores håndboldmænd går amok i glæde over at være blevet verdensmestre, eller for den sags skyld, når et hold fodbolddrenge skriger glæden ud over at have vundet deres kreds i den laveste række. Fordi de hver især har gjort deres yderste for at vinde noget sammen. Sådan er det i hvert fald for denne skribent. Formentlig har mange andre det på samme måde. Det rører hjertet, når vi gør noget sammen og for hinanden. Derfor var det et fremragende program, TV2 sendte i aftes om et Danmark, der står sammen.

Annonce