Annonce
Navne

Mindeord: Utrættelige Morten Ravnholt Ølstrup var glad for naturen

Morten Ravnholt Ølstrup var et naturmenneske. Her ved Bagges Dæmning. Privatfoto

Morten Kristian Ravnholt Ølstrup er død. Den 5. september sov han stille ind i plejehjemmet Fjordparkens aflastning, hvor han havde opholdt sig i næsten syv uger.

Morten blev født 12. februar 1944 på slægtsgården Lillehumlum i Resen ved Struer. Han var den ældste i en søskendeflok på fem, nu er kun søster Mette Marie tilbage. Gårdens jord gik ned til Kilen, en stump af Limfjorden. Og fra stuehusets vinduer var der udsigt over marker, fjord og Struer. Forældrene lærte Morten glæden ved at være i naturen. De badede, fiskede, løb på skøjter og på ski, de gik på jagt. Alt sammen noget Morten tog med sig og gav videre til sine egne børn.

Det havde sikkert ligget i kortene, at Morten som den ældste skulle have overtaget fødegården, men Morten ville noget andet. Han tog uddannelse på grovvareskolen i Middelfart, kort tid efter at være blevet gift med Alice. De fik sønnen Bjarke, mens de boede i Resen. Men kort tid efter blev Morten afdelingsleder i RAG i Ølstrup.

Morten var meget pligtopfyldende, trofast og loyal. Ingen har hørt ham sige noget dårligt om arbejdspladsen, sine overordnede eller kolleger. Selvom han sad på kontoret, gik han ikke af vejen for noget arbejde ude på lageret, i tørreriet eller i siloerne. I høsttiden tog han sommetider en madras ind på kontoret i håb om at få nogle få timers søvn.

Efter nogle år i Ølstrup fik Morten en mere sikker stilling i Spjald. RAG kom senere til at hedde VA. Han var i firmaet i 38 år, indtil han gik på efterløn i 2006.

Børnene Bjarke, Heine og Malene lærte meget af deres far. Først og fremmest lærte de at holde af naturen og at bruge naturen til at udfolde sig i. Morten var især glad for Ringkøbing fjord, som gav mulighed for mange slags oplevelser. De husker alle familiens udflugter til ”Sorte Bakker”, hvor der blev badet, sommetider mens solen gik ned. Om vinteren var skøjteløb på den islagte fjord spændende og sjovt.

Morten var utrættelig. Han var aldrig for træt til at bestige enhver bakketop eller klittop. Han skulle altid op at se udsigten.

Familien fik den første båd allerede i 1972, en lille båd med motor, som de fiskede med net fra. De havde også en åleruse. Og senere blev fiskerbåden skiftet ud med en sejlbåd, en gammel kragejolle fra Limfjorden.

Som efterlønner havde Morten nogle gode år i Ølstrup. Der var udvikling i den lille by, Morten var med helt fremme med at få etableret et fint område ved ”Præstegårdssøen”. Han påtog sig meget frivilligt arbejde sammen med en lille flok af byens mænd.

I 2015 begyndte Mortens helbred at skrante. Det, der før faldt ham så let, blev mere og mere indviklet for ham. Han måtte opgive sine udadvendte aktiviteter. Han var blevet dement. Trods det bevarede han sin tillid til andre, sin hjælpsomhed, tålmodighed og tro på at alle ville ham det bedste.

I begyndelsen af året fik Morten konstateret lungekræft. Der var ingen håb om helbredelse, i sommerens løb gik det stærkt ned ad bakke. Han fik i de sidste uger god og kærlig pleje af Fjordparkens personale.

Morten efterlader sig et stort savn hos sine tre børn, to svigerbørn og fem børnebørn og ikke mindst i sit hjem hos Alice.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce