Ringkøbing: Dagbladet har modtaget dette mindeord om Niels Ebbesen Bay, tidl. musiklærer ved Ringkjøbing Gymnasium af Lars Egelund, pens. lektor, Ringkøbing:
Min, og mange andres gode kollega, nogles ven, inspirator, ’medspiller’ og rejsefælle - og, set med elevøjne: den vellidte musiklærer, musical-ildsjælen og korlederen - Niels Bay, sov stille ind fredag den 5. marts, efter lang tids sygdom. I en alder af bare 67 år.
Niels Bay blev ansat på det næsten spritnye Ringkjøbing Gymnasium i august 1987. Han kom fra en stilling som adjunkt med fagene musik/geografi på Struer Gymnasium.
Niels, og hustruen Ebba, der har tandlægepraksis i Ikast, har i alle årene bevaret Ikast som parrets base, hvor de nu store ’børn’, Kristina (tandlæge) og Kristian (musiklærer), er vokset op.
Niels fortæller selv, i sit ’musikalske tilbageblik’ i Ringkjøbing Gymnasiums 25 års jubilæumsskrift fra 2004, at man i løbet af skolens otte første leveår havde haft ikke mindre end syv forskellige musiklærere. Hvorfor han da også kort efter sin start på sin nye arbejdsplads ude på Vasevej i Rindum blev mødt med et drillende: - ”Nå, hvor lang tid tror du så, du holder?”
Og havde det ikke været for den daglige køretur Ikast-Ringkøbing t/r, så havde han næppe i forsommeren ’93 banket på rektor Jack Würtz’ dør med sin opsigelse. Og for at fortælle, at han vendte ’hjem’ til Herning Gymnasium, hvorfra han selv var blevet student i 1972.
Hvordan kan du nænne det?
For som den pensionerede rektor fortæller i corona-telefonen, så var hans, rektorens, umiddelbare reaktion: - ”Niels, for pokker, hvordan kan du nænne det?”
Men vi måtte bide i det sure æble, og bygge videre på fabelagtige minder fra seks gode og lærerige år med Bay i front:
Uforglemmelige rejser nordpå med et talstærkt og velsyngende gymnasiekor til Ringkøbings venskabsbyer: Kemi i Finland og Luleå i Sverige. Senere til Debrecen i Ungarn og Colmar i Alsace i Østfrankrig. Og i foråret ’91 til Luxembourg og Bruxelles, hvor koret sang i Den danske kirke, og bagefter hyggede sig og sang for Johannes Møllehave i præstegården. Blandt andet Maria Magdalenes sang fra Jesus Christ Superstar i digter-præstens egen oversættelse.
Hvert år, med Niels Bay som primus motor, deltagelse i et utal af musikarrangementer: forårskoncerter, udenbys korstævner, korweekender, julekoncerter i Ringkøbing Kirke, morgensamlinger… You name it!
Og sidst, men bestemt ikke mindst, den årlige gymnasiemusical. En kollektiv ’con amore’ kraftanstrengelse, der involverede hele skolen: elever, lærere, pedeller og administrativt personale. Men igen med Niels Bay som chef, udfarende kraft, ankermand og garant for kvalitet.
Jeg bliver simpelthen nødt til, i rækkefølge, at nævne de seks musicals, hvor Niels Bay havde meget mere end bare en finger med i spillet: ”Alle tiders tiggeropera” (1988), ”Den franske revolution” (1989), ”Cabaret” (1990), ”Jesus Christ Superstar” (1991), ”H.M.S. Pinafore” (1992) og ”Tryllefløjten” (1993). Alle nævnt, ingen glemt.
Har tabt på forhånd
For jeg er overbevist om, at der, ude omkring i det ganske land og udland, sidder gamle elever, der nu nærmer sig de 50 somre - eller de selv sammes alderstegne forældre som ved læsning af ovenstående perlerække af forestillinger uvilkårligt vil tage sig en tur ned ad ’memory lane’: ”Kan du huske, dengang Niels Bay han…?”
Eller måske det kunne tænkes, at der et sted derude (?) findes en taknemmelig eks-RG-elev, som via sociale medier kunne inspireres til at sende en opmuntrende hilsen til deres gamle, corona-ramte skole, hvor eleverne anno 2020-21 er gået glip af hele to musicals!
Rektor Würtz fortæller - igen i telefonen - at han, dengang i start 90’erne, havde en snak med Handelsskoleforstander Leif Engelsbak om de to naboskolers indbyrdes fight om vestjysk ungdoms gunst. Forstanderen rundede lettere desillusioneret samtalen af med at kaste håndklædet i ringen med cirka disse ord - og et smøret Engelsbak-smil i røret: "Vi havde ellers lige håbet på, at vi kunne overhale jer ovre på gymnasiet indenom; men med den succes I har med jeres musical, så er slaget vist tabt på forhånd…".
Man må henfalde i beundring
Apropos den årlige musical, og ikke mindst det høje niveau, som forestillingerne nåede under Niels Bays ledelse, så skrev journalist og musikmennesket Flemming Nordenhof, under overskriften, ”En helstøbt forestilling med stjernepræstationer”, således i sin anmeldelse af ’H.M.S. Pinafore’ i Ringkøbing Amts Dagblad den 6. februar 92:
"Ringkjøbing Gymnasium gjorde det igen. H.M.S. Pinafore blev søsat med mere end maner og i så flot stil, at man som tilskuer kun kunne henfalde i beundring. Så langt kan man altså nå, når dygtige instruktører råder over en flok engagerede og talentfulde skuespillere, musikere og korsangere - et utroligt godt virkende team på i alt 125 medvirkende på og bagved scenen … Man måtte flere gange knibe sig i armen over de sangpræstationer, der blev ydet…".
Lars EgelundHer taler vi igen om én af Niels Bays mange forcer: at spotte talent, at opmuntre en talentfuld elev, og at følge vedkommende til dørs. Og senere er mange af dem ’blevet noget ved musikken’.
Her taler vi igen om én af Niels Bays mange forcer: at spotte talent, at opmuntre en talentfuld elev, og at følge vedkommende til dørs. Og senere er mange af dem ’blevet noget ved musikken’.
Om udvælgelse og rollebesætning har Niels selv fortalt: ”Det var helt tydeligt, at ”Popstars” endnu ikke var slået igennem dengang i 1987, hvor den nyankomne musiklærer bebudede audition til skoleårets musical. Alle skulle da være med! Så fy skamme! Men selvfølgelig kunne alle være med. Det nye var, at der nu blev taget hensyn til, om man var bedst egnet til at opbygge scenen, til at passe lyset, til at sy kostumer, til at sælge øl i pausen, eller til at stå med en solo midt på scenen. Projektet lykkedes, og i jan/feb 1988 blev ”Alle tiders Tiggeropera” til alle tiders succes…”.
Plads til alle
Det vigtigste var dog - stadig iflg. Niels Bay himself, og det jeg husker med størst fornøjelse fra mine år på Ringkjøbing Gymnasium, at der stadig forblev plads til alle.
Kære festlige Niels Bay! Det vigtigste for mig - og her tror jeg godt, at jeg tør sige på vegne af en hel masse andre på Ringkjøbing Gymnasium, der i de år arbejdede sammen med dig - det er, at jeg/vi fik lov til at opleve dit makkerskab, og at lære dig, din professionalisme, dit ’drive’, din optimisme og dit gode humør, at kende.
Men vores gamle rektor havde ret: Hvordan kunne du nænne at forlade alle os på Ringkjøbing Gymnasium dengang i 1993?
Bulletiner de sidste dage fra Herning Gymnasium og omegn fortæller samstemmende, at de nu også ovre i det midtjyske skal til at vænne sig til, at intet bli’r som før. Og de må lære at leve med, at ’the show must go on’ uden dig. Du gik på pension for toethalvt år siden; men du er ikke glemt!
Kan du huske dimissionerne, når årets studenter, med fanen i front, marcherede ind i idrætshallen for at få overrakt deres eksamensbeviser. Så spillede gymnasiets band for fuld udblæsning: ’When the Saints Go Marching In’.
Vi sang den ikke; men teksten lyder sådan her:
We are all traveling in the footsteps
Of those that'd come before
And we'll all be reunited
On that new and sunlit shore
Hvis det holder stik, så ses vi måske en skønne dag… On The Sonny Side Of The Street. Men indtil da, må du ha’ en rigtig god tur…