Annonce
Mindeord

Mindeord om chefredaktør Søren Rosenlund Christensen

Arkivfoto: Sussie Christiansen
Journalist Uwe Iwersen skriver følgende mindeord om chefredaktør Søren Rosenlund Christensen, Nordjyske, der er født og opvokset i Tønder.

Mindeord: Ord kan være fattige, når følelserne er store. Fredag i sidste uge mistede chefredaktør for Nordjyske, Søren Rosenlund Christensen livet, kun 44 år gammel.

Han døde af komplikationer efter et færdselsuheld, hvor han to dage forinden var blevet kørt ned på sin elskede racercykel. Nyheden bredte sig hurtigt over de sociale medier.

For Tønder-drengen Søren var ikke som mennesker er flest.

Som ganske ung trådte han ind ad JydskeVestkystens fordør på torvet i Tønder. En uge som erhvervspraktikant udviklede sig næsten naturligt til en fast ansættelse som redaktionens sportsmeddeler. Søren elskede at skrive, og han var god til det. En god rubrik og en god talestreg var afgørende. Det stod hurtigt klart, at journalistikken skulle blive hans levevej. Det kunne en kort ansættelse som bankelev heldigvis ikke forhindre.

Det har gennem årene været imponerende at følge Sørens karriere. Altid åben for at gribe de muligheder, der bød sig. Altid nysgerrig og opsøgende, og bedst af alt, altid sig selv.

Det lidt drengeagtige gik jo aldrig helt af ham, uagtet at ansvar og anseelse steg i takt med hans evne til at skrive om og kæmpe for det, han synes var vigtig.

"En mand med ploven i mulden alle steder. Moderne journalistik og kommunikation hånd i hånd med respekt for en ægte kærlighed til den egn, hvor han var sat i redaktørstolen. Sjældent at opleve i vores tid," skrev tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i et kondolance -opslag.

Rigtig set og flot formuleret.

For Søren var livet fest og farver. Søren Solskin er han blevet kaldt. Men der var også stor empati og tilstedeværelse, når der var behov for det.

Bag ham, ved siden af ham og i flere henseender også foran ham stod Arina, som han mødte som ganske ung, og som han var slemt stolt af.

At være i selskab med Søren og Arina var aldrig kedeligt. Vi er mange, der husker deres forrygende bryllup med mojito-bar, eller Arinas 40 års fødselsdag, hvor Søren i al hemmelighed havde lært sig selv at spille guitar for at overraske alt og alle ved at hylde fødselsdagsbarnet med ungdoms-idolet Michael Falchs kærlighedssang "Du er den eneste i verden jeg vil".

Sådan var han, Søren. Altid omfavnende og fuld af overraskelser.

Han nøjes ikke kun med at skrive om sport. På tennisbanen slog han en gedigen forhånd, og i løbeskoene gjorde han en god figur. Men den helt store kærlighed gjaldt cykelsporten. I det lys er det endnu mindre forståeligt, at netop denne store passion i sidste ende kom til at koste ham livet.

Søren kom i sit alt for korte liv vidt omkring og satte spor hos mange, der krydsede hans vej. Hans engagement og optimisme var smittende.

Heldigvis var båndene til barndomsbyen Tønder altid stærke og intakte. Så uanset, hvor i Danmark han befandt sig og i hvilken redaktørstol han satte sig, så var Tønder stedet, hvor han havde rod. Det var her, hans verden begyndte, og hvortil han altid vendte tilbage for at glæde familien og venner med sit selskab. Og så er det altså også Tønder, hvor der på fredag med bisættelsen i Kristkirken skal tages afsked.

Det bliver svært – og uvirkeligt.

Den 7. februar klokken 17.22 endte et ungt, givtigt og vigtigt liv. Arina mistede sin mand, Frederik og Stian mistede deres far, Tove og Vagn mistede deres søn, Peter og Mette mistede deres bror, og der var mange, der mistede en god ven og inspirator. Jeg er en af dem.

Æret været Sørens minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Beklageligt men vigtigt: Danmarks Naturfredningsforening demonstrerer ikke sin magt

Læserbrev: I Dagbladet lørdag den 22. februar bliver Danmarks Naturfredningsforening beskyldt for at demonstrere sin magt af en vred Leif K. Christensen. Til det er der kun at sige, at DN ikke har magt til bestemme noget som helst. Det har myndighederne, og sådan skal det være i en liberal demokratisk retsstat som den danske. DN har derimod som frivillig NGO ret til på lige fod med andre frivillige i civilsamfundet at bidrage til, at borgere og myndigheder sørger for at passe så godt som muligt på miljøet og den natur, som er vores fælles værdier. Men DN bestemmer ikke, om disse værdier bliver beskyttet eller ødelagt. Det er den enkelte borgers, grundejers og myndighedernes ansvar. Hvorfor rette sin vrede mod DN, når problemerne skyldes lovgivning, som Folketinget finder nødvendig, og myndighedernes administration af de givne lovbestemmelser? Hvorfor ikke sætte pris på, at der en frivillig organisation, som holder øje med kommunens administration af lovgivningen og støtter borgere, som med rette gør opmærksom på mulige ulovligheder? Årsagen til vreden er, at kommunens dispensationer til sommerhusbyggeri på nogle beskyttede heder på Holmsland Klit er blevet påklaget af DN til det statslige klagenævn. Det har DN gjort, fordi der er rejst tvivl, om kommunen har handlet korrekt i forhold til lovgivningen om beskyttelse af heder og andre naturarealer, og fordi det er vigtigt at få afklaret ved en statslig myndighed, om det er tilfældet. Om kommunen har handlet korrekt eller ej, det ikke er noget, DN skal bestemme. Det gør klagenævnet ud fra vurderinger af lovbestemmelserne og intentionerne bag disse. Det er ikke et spørgsmål om juristeri, men om, at vi bor i en retsstat, hvor også kommunen skal følge lovgivningen. Hvis DN havde undladt at påklage disse prøvesager, ville det have været DN, der bestemte, at kommunen havde handlet korrekt og kunne fortsætte med at give dispensationer til byggeri på beskyttede heder. Det er ikke op til interesseorganisationer at afgøre den slags, men en statslig opgave. Problemerne er opstået, fordi staten for cirka 50 år siden fastlagde, hvor der ikke kunne bygges sommerhuse på Holmsland Klit, og hvor der ville være mulighed for at udlægge sommerhusområder gennem vedtagelse af lokalplaner. Nogle år senere vedtog Folketinget imidlertid lovbestemmelser, som blandt andet beskytter klitheder og klitter mod f.eks. økonomisk udnyttelse til landbrug, byggeri og anlæg, bl.a. fordi Danmark på europæisk plan har et særligt ansvar overfor disse naturområder. Dog er der mulighed for myndighederne til ”i særlige tilfælde at gøre undtagelser fra bestemmelserne”, for eksempel ved at give dispensation til ændringer på vilkår om, at der tages særlige naturhensyn eller andet steds omlægges landbrugsjord til natur. Disse lovbestemmelser kom også til at gælde alle områder på Holmsland Klit, som ikke var udlagt til sommerhusområde i bygningsvedtægt eller med en lokalplan. Kommunen vedtager alligevel i de efterfølgende år en række lokalplaner, som udlægger beskyttede klitheder og klitter til sommerhusbebyggelse. Kommunen mener ikke, at der skal gives dispensation fra naturbeskyttelsen til byggeri og giver derfor i årene efter et stort antal almindelige byggetilladelser til nye sommerhuse, tilbygninger med videre - også selvom der i nogle af lokalplanerne står, at ansøgninger skal behandles i forhold til naturbeskyttelsen af heder og klitter. Hvis det statslige klagenævn afgør, at det er i overensstemmelse med lovgivningen at give tilladelse til byggeri på beskyttede heder og dispensationer fra beskyttelsen af klitheder, så tager DN det til efterretning. Kommunen kan så give byggetilladelser og eventuelt dispensationer på de arealer i lokalplanerne, som ikke er bebygget, og til tilbygninger, skure og lignende under hensyntagen til naturværdierne og på særlige vilkår. Hvis klagenævnet beslutter, at det er i strid med lovgivningen at give tilladelser til byggeri på beskyttede heder, så er det et problem for kommunen, som i så fald har givet mange ulovlige byggetilladelser og givet mange grundejere forventninger om at kunne bygge i henhold til de kommunale lokalplaner. Kommunen burde i så fald have undladt at vedtage lokalplaner, som omfatter byggeri på beskyttede heder, og staten burde have meddelt kommunen, at der i almindelighed ikke kan gives dispensation fra naturbeskyttelsen af klitheder og andre naturarealer. Under alle omstændigheder er det ikke DN, der er årsag til problemerne. DN er først i 2019 blevet bekendt med situationen, fordi kommunen i mange år ikke har dispenseret fra beskyttelsen af hederne til byggeri med videre, og først nu i år fremsender konkrete dispensationer på grund af den tvivl, der er rejst om kommunens administration. DN har derfor set sig nødsaget til at påklage nogle af kommunens afgørelser til klagenævnet for at få afgjort, hvad der er korrekt administration af lovgivningen – ikke for at demonstrere magt. DN påklager meget få kommunale afgørelser om året og får medhold i langt de fleste ved klagenævnet. Det er beklageligt, at nogle få bygherrer på Holmsland Klit må vente nogle måneder på klagenævnets afgørelse, men det er vigtigt at få afklaret de væsentlige problemer en gang for alle.

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Ørskov: Jeg ville gerne have vidst, at min mor havde fået tilbudt jobbet

Annonce