Klumme

Midt i en konfirmationstid: Talen, som en farfar aldrig fik holdt til sit ældste barnebarn

KÆRESTE SOLVEJ! Jeg håber ikke, at du blev alt for skuffet over, at jeg ikke rejste mig op og holdt tale ved din konfirmationsmiddag forleden søndag. Men du skal vide, at farmor og jeg havde en vidunderlig dag. Og hvor så du fortryllende ud i den yndige kjole, som du helt selv havde kreeret og syet.

Det var ellers tæt på, at jeg havde slået på glasset, skal du bare vide; men jeg holdt mig i skindet. Hvem ved, måske var du ligefrem lettet? For du kender mig vist godt nok til at vide, at det sagtens kunne have udviklet sig til en ’våd’ affære. Med tårer i stride tsunamistrømme. Nogle mænd – især vi metusalemmer – har det med at blive frygteligt rørstrømske og få klumper i halsen, når vi i større forsamlinger skal sige noget til vores kære. Nok sådan noget med ”Kald det kærlighed, kald det lige, hvad du vil… ”

Sidst du var på besøg herude i Ringkøbing, forærede jeg dig et eksemplar af ”Den lille Prins” – på fransk, selvfølgelig. Og selvom du har fransk i skolen, så varer det nok lidt endnu, før du får tygget dig igennem ”Le Petit Prince” – Saint-Exupéry’s lille mesterværk, spækket med kloge ord om livet.

Jeg glædede mig for resten over, Solvej, at du havde valgt, at vi allesammen, inden vi gik til bords i søndags, skulle synge din yndlingssalme, ”Spænd over os dit himmelsejl”. Hvor det i sidste vers lyder: ”Vær sol på vores mælkevej… ”. Enkelt og smukt, helt i også Den lille Prins’ ånd.

Men slut med udenomssnak. Her et par forklarende ord om farmors og min konfirmationsgave til dig – som ’en passant’ ikke kan byttes:

Forrige jul var din julegave til mig bogen ”Farfar Fortæl Nu – giv dine erindringer videre”. På bogens bagside står der at læse: ”Tanken er, at farfar skriver sin historie og bagefter giver bogen til sit barnebarn, som på den måde får sit helt eget farfar-album”.

Ser du, den julegave har lige siden ligget – blank! – ude på kanten af mit skrivebord. Som et hængeparti og en tilbagevendende dårlig samvittighed. Men nu skal det altså være! Jeg vælger dog, i anledning af din store dag, at springe afsnittene om Hverdagsliv, Ferietid, Skolegang og Venner over… og gå frem til kapitlet Familiefester. Direkte til spørgsmålet: ”Farfar, hvordan blev din konfirmation fejret – og hvad fik du i konfirmationsgave? ”

Se, vi skal tilbage til rigtig ’gamle dage’. Året er 1960. På øen Møn. Farfar er dengang 12 år gammel, da hans far, din oldefar, pludselig dør. Sådan bare ’bum!’ – fra det ene øjeblik til det andet. Et mega-bump min vej, ville man nok sige på 2019-dansk.

Og mon ikke den onkel og tante, der to år senere skulle finde på min konfirmationsgave, har spurgt sig selv: Hvad skal vi finde på, som han kunne blive rigtig glad for?

Svaret var: En 10-dages konfirmationsrejse – inden selve konfirmationen – ned igennem Europa i en rød ’nedgroet-negl-Folkevogn”. Med lille mig alene på hele bagsædet. Færge over Østersøen til Vesttyskland – som det hed dengang. Ad Autobahn sydpå mod Schweitz og Italien. Med første stop ved den tysk-schweizisk-franske grænse, hvor jeg med blot 5-6 skridt i hver retning besøgte tre lande på no time! Jeg, der aldrig havde sat mine ben i udlandet før. Husker endnu, at den franske tolder lærte mig at sige: Bonjour Monsieur!

Jeg havde aldrig – ligesom heller ingen af mine klassekammerater i 7.b på Stege Realskole – set bjerge, endsige palmer. Eller hørt folk tale andet end mønsk bondedansk. Jeg sugede til mig af alt det nye og ’fremmede’.

Turens slutdestination var den største – og smukkeste – af de norditalienske søer, Lago Maggiore. Flere dage i Verbania med udsigt over til den mondæne by Stresa, og til øerne ’Isola Bella’, ’Isola Pescatori’ og ’Isola Madre’ ude midt i søen. Indtil da havde jeg kun set den nu omdiskuterede ø Lindholm ude i Stege Bugt.

Kendte måske nok makaroni; men det italienske køkken med spaghetti og pizza var endnu ikke nået til Danmark. Så jeg åd ganske uhæmmet himmelsk pasta i en hel uge. Med det resultat, at mit skræddersyede konfirmationstøj, der hang på bøjlen derhjemme og ventede, måtte retur til hjemmesyersken for at få isat diverse ’kiler’.

Hverken glæden ved mad eller rejser – endsige mødet med alt ’udenlandsk’, sprog, kultur m.m.m. – har nogensinde forladt mig. Hvilket ikke forhindrer mig i at elske mit fædreland. ”Fra Gedser til Skagen – det kendes på smagen”.

Det fortælles om ”Danmarks Rejsekonge”, Simon Spies, at han, allerøverst på sin ønskeseddel, skrev: ”Jeg ønsker mig en globus i naturlig størrelse”. En herlig tanke, hvis man igen, her små tres år senere, skulle re-konfirmeres.

Se, Solvej, lige i øjeblikket taler man meget om ”at blive hjemme”. At blive hjemmefødninger efter devisen: Ude er godt; men hjemme er bedst. Først og fremmest for ikke at belaste miljøet mere end højst nødvendigt. I Sverige breder der sig ligefrem et nyt fænomen: Flyskam! Man skal altså gå og skamme sig, hvis man flere gange om året rejser ud i verden. I hvert fald med fly. Og da slet ikke oversøisk.

Men mon dog ikke en tur til Paris går an? Bare os tre: dig, sammen med os to seniorer. AirFrance flyver direkte fra Billund til Charles De Gaulle lufthavnen. Vupti! 1½ time…

Herefter fast base på Montmartre. Se Eiffeltårnet. Sejltur på Seinen. Slentre i Luxembourghaven og Tuilerierne/Louvre. Ose på Champs-Élysées. Op i Triumfbuen. Ind i Panthéon-kirken. Besøge markeder. Sidde på café i Latinerkvarteret. Måske løbe inde i en flok ’gule veste’. Og, desværre, ’nøjes’ med Notre-Dame katedralen på afstand.

Sidst, men bestemt ikke mindst, skal du lægge arm med verdens smukkeste sprog.

”At rejse er at leve…! ”. Ordene tillægger man salig H. C. Andersen, ham eventyrdigteren, du ved nok. Han kunne også have sagt – for det mente han grangiveligt – at ’rejser er eventyrlige’. Thi det at blive revet ud af sin daglige trummerum, at sætte hamsterhjulet i stå, komme væk fra sine vanedannende ’skærme’, opsøge nye horisonter og tage ud og møde nye mennesker og kulturer – og ikke mindst fremmede sprog – det kan være med til at give en et gevaldigt los i rumpetten. Man får en på opleveren, og bliver derigennem klogere på sig selv og den verden, der omgiver en, når man krydser grænser. Rejser kan være med til at skabe åbenhed over for og indsigt i andre kulturer; men husk, at gensidig respekt kun opstår, hvis man har et ståsted i sin egen kultur. Først da får ”anderledes-heden” fascinationskraft.

Sammen har vi gamle vel nærmest bygget vores liv op omkring det ’at rejse’. Vi var sammen i Paris – forelskede og nygifte – første gang for 50 år siden. I det man kalder ’gamle dage’, selvom vi føler det, som var det i går. Vi fik dengang Paris ind under huden, og dér har ’Byernes By’ været lige siden. Og nu kribler det søreme igen!

Håber, du vil med?

Rejser kan være med til at skabe åbenhed over for og indsigt i andre kulturer; men husk, at gensidig respekt kun opstår, hvis man har et ståsted i sin egen kultur. Først da får ”anderledesheden” fascinationskraft.
0/0
Forsiden netop nu
Navne For abonnenter

Karsten Sandal har styr på beton, vind, sol og Ølstrup

Videbæk

Fælles motion med FCM: Grønbjerg er blevet 170 kilo lettere

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Det er ganske gratis at sige ja til at gøre en forskel

Kultur

Se alle billederne: 100 vestjyder mødtes for at trække i våddragterne

Læserbrev

Rød og grøn og blå - og Vesterled-slottets gyldne skjolde

Læserbrev: De, der følger med i dagens Danmark, vil i den sidste tid have oplevet en del farveflimmer. Nogle røde vil være grønne, og nogle med en mere udefineret, alternativ kulør vil både være røde og grønne; og der er enkelte blå, der vil være grønne. Af disse grunde faldt tanken på Ingemanns ”Der står et slot i Vesterled”. Ingemann så solnedgangen i Vesterhavet ”tækket med gyldne skjolde”. Derhenne i Vesterhavet ”går hver aften solen ned bag rosenskyernes volde”. Og ”fra tusind tårne funkler guld, porten skinner som ravet…”. Hvilken farvepragt! Nu er der ikke noget, der tyder på, at hverken røde, grønne eller blå eller forvirrede alternative nogensinde har set hverken rosenskyer eller gyldne solnedgange i Vesterled; men det skulle de tage sig tid til, inden det er for sent. Så ville de sørge for at bevare solnedgangen i Vesterled og fri den for de vindmøller fire km ude i havet, som svenskere har tænkt sig at opstille. Helt galt synes det at være gået for dem med den mere udefinerede alternative kulør (drømmerne), og for dem, der siger, at de er blå, men hellere vil være grønne (de naive forvirrede). For de læsere, der endnu ikke har forstået et muk, så handler det om et projekt, der hedder kystnære havvindmøller i Vesterhav Syd, hvor der snart bliver placeret et ”festfyrværkeri” af blinkende møllevinger på toppen af 20 styk 190 meter høje møller kun fire km ude i havet i Vesterled (det koster tæt ved ingenting at flytte dem 20-30 km ud på havet) (P.s. Københavns rådhustårn er 108 meter). Håbet er, at nogen snart får det stoppet. Derfor denne appel til især nogle blå, der gerne vil være grønne, og til nogle alternative, der ikke vil eller ikke forstår at bekende kulør.

Ringkøbing-Skjern

Hagl og skybrud: Forsikringsselskab forventer hundrede skader

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Advarsel til politikere om besparelse: Borgere vil blive synlige med uhensigtsmæssig adfærd i bybilledet

Ringkøbing-Skjern

Haglstorm gav enorme skader på landbrugsbygninger og udestuer i Hover-området

112

Rettidig omhu på teknisk skole: To tyveknægte filmet af nye overvågningskameraer