Annonce
Kultur

Michel på hjemmebane: Mit hjerte er nok aldrig helt flyttet med kroppen til København

Michel Ryddeskov Bendtsen er producer på kortfilmen "Så længe vi ikke snakker om det", der filmes i hans fødeby Lem. Foto: Christian Munk
I den seneste uge har Michel Ryddeskov Bendtsen haft fødebyen Lem som base for filmoptagelserne på kortfilmen "Så længe vi ikke snakker om det", hvor han er producent. Når han kommer tilbage til København, vil han blive bedre til at hilse på sine naboer - for han savner den vestjyske nærhed.

En god søndag for mig er en dag, der starter uden et vækkeur. Hvor der er god tid til at sidde med morgenkaffen og bladre i papiravisen. Køkkenet skal simre, og det må hjertens gerne tage mig to-tre gange den tid, det tager, at komme i mål med aftensmaden, hvis jeg nu bare havde fulgt opskriften. Madlavningen krydres med et godt glas, og der skal sidde nære venner ved aftensmadsbordet.

Hvis jeg får en udenbys gæst på besøg i det Vestjyske, så skal vi altid ud til Vesterhavet og blæses igennem. Både de dage, hvor man bliver sandblæst i vinden - og de få helt blikstille af slagsen har jo som bekendt deres egen magi.

Det er ubestridt det smukkeste stykke Danmark, og om der er oprør og bølgetoppe, eller man kan spejle sig i overfladen, finder jeg altid en helt særlig ro i maven, der ude mellem klitterne med kig over bunkerne. Det fejler aldrig i at tage pusten fra førstegangsbesøgende.

Mit seneste besøg i en kirke var en premierevisning på en meget rørende dokumentar, hvori en ung kvinde gik i sin nyligt afdøde mors fodspor ved at rejse til Sydfrankrig og besøge sin mors gamle veninder og ekskærester. Jeg er vild med, hvordan det storslåede kirkerum er begyndt at åbne op for bredere kulturelle arrangementer også. Film, koncerter - alt hvor lyd spiller en vigtig rolle - får en helt fantastisk tyngde mellem de hvidkalkede mure.

Hvis jeg bliver bedt om at vælge en sang på en karaokebar, så skal det være Thomas Helmigs "Malaga". Jeg er ikke den store sangfugl, men synger altid gerne med på en hyldest til Smilets By. Selvom jeg har adresse i København, så flyttede mit hjerte aldrig rigtigt med videre fra Aarhus. Jeg må nok acceptere, at jeg må flytte kroppen tilbage til Jylland, når de to skal samles helt igen - indtil da må jeg pendle og nynne Helmigs godnatvise med omvendt fortegn.

Hvis jeg ud af det blå vinder 50.000 kroner til en drømmerejse, går turen til en endnu ubesluttet asiatisk storby - Singapore måske.

Hvert år i december, når året skal evalueres, sætter jeg en to-do/nytårsforsæts-liste for det nye år, med en række blandede punkter, der skal nås. Sidste år ville jeg begynde at male med akvarel ved at male en påfugl, og så skulle jeg se tyrefægtning. I år skal jeg besøge en enorm storby og spise morgenmad hver dag. Jeg tror, det er vigtigt at sætte sig nogle udfordrende og meget konkrete mål, der kan ruske lidt op i hverdagen, der ellers hurtigt nok kan flyve forbi.

Hvis jeg kunne få en middagsaftale med en kunstner, så skulle det være Kaspar Colling Nielsen, som har skrevet blandt andte "Den Danske Borgerkrig 2018-24". Jeg fandt ham første gang på bagsiden af en avis, hvor han i en klumme argumenterede for, hvorfor det ville være fordelagtigt for Danmark, at vi byggede et bjerg på Avedøre Holme. Colling Nielsens kreativitet og skarpe blik for samfundssatire gør alle hans bøger til svært fornøjelig læsning, og man får lyst til at tro på, at han har ret, når han fortæller, at mennesker, der tør vove, også vinder.

Det irriterer mig helt vildt, at jeg ikke har fået taget mig sammen til at hilse på mine over- og underboer, i det lejlighedskompleks, jeg bor i. Jeg mærker det især, når jeg er hjemme i Vestjylland som nu, hvor meget det betyder at både kende og hilse på folk på gaden, på vej op i Brugsen. Det er noget underligt noget ved København, at man kan gå op og ned af den samme opgang i årevis og bare nikke lidt forlegent til hinanden, hvis man er så uheldig at få øjenkontakt.

Det skal der laves om på i næste uge.

Min stærke side, når jeg selv skal sige det, er måske nok den ukuelige optimisme. Det er hårdt arbejde at ødelægge mit gode humør, og der skal en meget fugtig klud til at tørre smilet af mit ansigt. Egentlig tror jeg, at et indledende smil i alle livets møder løser i hvert fald halvdelen af alle de problemer, man ellers støder ind i.

Måske faktisk selvsamme optimisme også spiller op til en af de svage sider - for det hele skal jo nok gå - hvilket også betyder, at jeg er blevet et af de der mennesker, der "arbejder bedst under pres". Det kan være svært at nå noget reelt på førnævnte søndage, hvis det kun er én bunke vasketøj, der skal gennem maskineriet - vi skal helst være nede på det sidste par rene sokker.

I næste uge ser jeg frem til, at vi starter efterarbejdet op på den kortfilm vi netop har filmet færdig i Ringkøbing-Skjern kommune her i uge 7. Jeg har kigget over skulderen på fotografen i ugen, der gik, og det ser hammergodt ud!

Nu skal vi så tilbage og have det klippet sammen til én sammenhængende film. Det er altid en både enormt spændende - og en lille smule nervepirrende - proces, hvor alt det, man har arbejdet så hårdt på de sidste mange måneder, pludselig springer rigtigt til live på skærmen foran sig. Det har dog været en enorm fornøjelse at være hjemme, hvor det blæser, så det er også lidt trist, at det kun var en kortfilm, vi skulle optage herhjemme (i denne omgang).

Michel Ryddeskov Bendtsen

Alder: 25 år

Profession: Filmproducer

Bopæl: København, opvokset i Lem

Civil status: Single

Fritidsinteresser: Timelang madlavning af simple middagsretter

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev For abonnenter

Kamp mod corona berettiger meget, men: Der er også en grænse

Regeringer verden over krænker fundamentale frihedsrettigheder for at bekæmpe corona. Værst i lande med udemokratiske regimer, men også Danmark kan være med. Det er en farlig udvikling. Krisen er så enorm, at vi selv i åbne demokratier må acceptere, at nogle af vores frihedsrettigheder sættes på pause. Det kan være retten til at måtte forsamle sig og bevæge sig frit. Det afgørende er ikke at gå for langt. Det har mange gjort. I Kina var og er det ikke sundt at kritisere diktaturets indsats mod corona. I Cambodia er 17 anholdt for at sprede "falske nyheder". I Tyrkiet er 19 anholdt for blandt andet at skrive, at corona var mere udbredt, end myndighederne sagde. I Ungarn er premierminister Viktor Orbán nu reelt diktator, efter at parlamentet har bemyndiget ham til på ubestemt tid at kunne regere per dekret, altså uden politisk flertal. Samtidig vedtog parlamentet en lov, som giver op til fem års fængsel for at offentliggøre "falske informationer". Så vidt er vi ikke i Danmark, men Mette Frederiksens regering er to gange blevet stoppet i forsøget på at gå for langt. I sit udkast til den første hastelov foreslog regeringen at bemyndige sundhedsministeren til at lade myndigheder trænge ind i private hjem uden dommerkendelse, hvis der var mistanke om smitte. I udspillet til den anden hastelov, som blev vedtaget sent tirsdag aften, ville regeringen give Styrelsen for Patientsikkerhed adgang til borgernes dankorttransaktioner for at spore potentielt coronasmittede – også uden dommerkendelse. Også dét blev heldigvis stoppet. I begge tilfælde demonstrerede Socialdemokratiet, hvad det har gjort siden sin valgsejr: Man er tilhænger af en meget stærk stat, som gerne må gribe dybt ind i borgernes private liv, hvis det tjener, hvad partiet opfatter som fællesskabets bedste. Men det sætter Grundloven faktisk grænser for, og det er godt, at nogle partier i Folketinget stadig har den som ledestjerne. Coronakrisen berettiger mange indgreb, men der er også en grænse.

Annonce