Annonce
Danmark

Mette F: Østdanmark skal betale mere for et land i balance

Statsminister Mette Frederiksen (S) fremlægger torsdag regeringens udspil til en reform, som skal flytte penge fra rige til fattige kommuner. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Hovedstadsområdet og Østjylland skal bidrage med flere penge for at skabe en bedre balance mellem land og by. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) til avisen Danmarks Thomas Funding og Kasper Løvkvist i sit første interview om den kommende udligningsreform. Hun skyder nu forhandlingerne i gang.

Udligning: Alle landets borgmestre sidder på pinde i disse dage. En ny udligningsreform, som kommer til at flytte store summer fra kommuner med gode forudsætninger til kommuner med dårlige forudsætninger, er lige på trapperne.

Regeringen fremlægger sit forhandlingsudspil torsdag, men i et interview til avisen Danmark siger Mette Frederiksen allerede nu, at Østdanmark kommer til at betale mere til Vestdanmark.

Altså at velstillede kommuner i hovedstadsområdet kan regne med at blive mindre velstillede i fremtiden for at bidrage mere til kommunekasserne ude på Sjælland, på Fyn, i Sønderjylland, Vestjylland og Nordjylland. Men ikke bare Østdanmark kommer til at betale – det gør kommuner i Østjylland også.

- Vi kommer til at udligne mere, og bevægelsen er, at det bliver fra øst mod vest. Det handler om hovedstadsområdet i forhold til resten af landet, men også om Østjylland i forhold til resten af Jylland, siger Mette Frederiksen, der ikke før torsdag vil sætte navn på de enkelte kommuner. Men 60 kommuner kommer til at modtage, 38 kommer til at betale.

Annonce
Statsminister Mette Frederiksen (S) har sit udspil til en udligningsreform i et blåt chartek, som hun holder tæt ind til kroppen indtil præsentationen torsdag. Her diskuterer hun dog en lille del af det med avisen Danmarks Kasper Løvkvist og Thomas Funding. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Gentofte skal betale

Den udligningsreform, som Mette Frederiksen nu har et færdigt udspil klar til, har reddet dansk politik som en mare i årevis. Tidligere indenrigsminister Margrethe Vestager satte arbejdet i gang, og tidligere indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille forliste arbejdet, da en reform faldt på gulvet i 2018 – angiveligt primært på grund af intern uenighed i V-K-LA-regeringen.

Men Mette Frederiksen virker ikke tynget af opgaven. Hun virker nærmere lidt opstemt på sit kontor i Statsministeriet.

- Det er netop her, det er allermest interessant at være statsminister. Med udligning er vi inde i et meget kompliceret maskinrum, hvor man kan flytte rundt på afgørende ting. Det er faktisk med en lidt bemærkelsesværdig entusiasme, at jeg nu starter den proces.

- Det handler jo om at fordele de goder, der er i vores samfund. Vi zoomer ind på de kommuner, der har det godt, oplever vækst, stigende beskæftigelse og højt skattegrundlag, og de kommuner, der oplever det modsatte med fraflytninger, store integrationsudfordringer, sociale udfordringer, lavere beskæftigelse.

Og det er så de første kommuner, der skal til at betale, og de sidste, som skal modtage, hvis det står til Mette Frederiksen. Først når udspillet bliver endeligt fremlagt, får kommunerne at vide, om de hører til den ene eller anden kategori. To af dem placerer Mette Frederiksen dog allerede nu:

Gentofte med den konservative borgmester Hans Toft i spidsen er den kommune, der kommer til at afgive mest.

Kalundborg med venstreborgmester og næstformand i Kommunernes Landsforening Martin Damm er den kommune, der scorer den største gevinst.

Virkeligheden eller skrivebordet

Det klassiske liberale argument mod at skrue op for udligningen, og hvad socialdemokrater med stolthed kalder omfordeling fra rig til fattig, er, at det dæmper kommunernes trang til at forbedre sig, fordi pengene flyder ind i en lind strøm alligevel.

- Alle nuancer skal med her, og selvfølgelig skal vi gøre, hvad vi kan, for at lægge de rigtige incitamenter ind, men jeg bliver bare nødt til at sige: Man kan ikke styre et land på incitamenter. Jeg tror simpelthen ikke på det. Den der med at Lolland for eksempel kan vende udviklingen og få alle i arbejde, hvis man bare lige lægger de rigtige incitamenter ind, holder jo ikke.

- Mener du heller ikke, at Gentofte f.eks. kommer til at lægge mindre vægt på vækst og effektiviseringer, hvis de skal aflevere gevinsten i Kalundborg f.eks.?

- Nej! Det er skrivebordstænkning. Det betyder ikke, at man helt skal fjerne incitamenter, men man frakobler virkeligheden, hvis man tror, det pludselig bliver let at få alle i arbejde, fordi vi flytter rundt på nogle ting i en udligningsreform. Det irriterer mig faktisk, at den tankegang bliver ved at være så stærk på Christiansborg.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fremlægger torsdag regeringens udspil til en reform, som skal flytte penge fra rige til fattige kommuner. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Bedre balance

Der er række mindre, tekniske ting i udligningen, som Mette Frederiksen vil rette op på – blandt andet på beskæftigelses- og udlændingeområderne. Au pairs skal for eksempel ikke længere giver udligningspenge.

Men det er i hendes øjne netop mindre ting.

- Det vigtige er velfærd, retfærdighed og i allerhøjeste grad balancen mellem land og by, siger hun.

- Skattegrundlaget i Rudersdal (Nordsjælland, red.) er mere en dobbelt så højt som i Brønderslev (Nordjylland, red.).

- Uden udligning skulle Lolland sætte kommuneskatten op til 42 procent – Gentofte ville kunne sænke den til 9,7 procent.

- Det er to eksempler, der fortæller, hvor utrolig stor forskel der er på den måde, vi bor på i Danmark i dag. Jeg vil ikke blande mig i det kommunale selvstyre, men når der er strukturel forskel på hvilket velfærdssamfund, vi tilbyder borgerne, er det, at retfærdigheden kommer til at spille ind i forhold til, at vi vil udligne mere, siger Mette Frederiksen.

- Kommuner i hovedstadsområdet og i Østjylland kommer til at betale for mere retfærdighed, siger du. Vil du give dem mulighed for at sætte skatten op, så deres borgere ikke kommer til at opleve ringere velfærd?

- Det kommer vi til at præsentere vores bud på. Vi kommer til at diskutere i forhandlingerne, hvilke muligheder disse kommuner skal have efter en udligningsreform.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fremlægger torsdag regeringens udspil til en reform, som skal flytte penge fra rige til fattige kommuner. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Graven eller golfbanen

Mette Frederiksen er sparsom med, hvordan hendes bud på en reform konkret vil ændre på kriterierne for udligning, så østdanske og -jyske kommuner kommer til at betale mere, men et af de områder, der kommer til at ske noget på er middellevealderen.

I dag tæller borgere over 85 år på ulempesiden for kommunerne – fordi udgifterne til en borger stiger i de sidste leveår.

Som en illustration af, hvordan det kriterie kan skævvride udligningen til de velstillede kommuners fordel, er Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) blevet kendt for at sige:

”Hos mig ligger de 85-årige på kirkegården – i Nordsjælland spiller de golf”.

- Det er Holgers ord, ikke mine, men alderdom i dag er forbundet med noget af den samme ulighed på økonomi, som vi ser op gennem arbejdslivet, men også på hvor mange gode leveår, vi kan forvente at få.

- Så I vil tage hensyn til, at ældre på Lolland har dårligere sundhed og dør tidligere end på Nordsjælland?

- Præcis. I stedet for kun at kigge på befolkningssammensætningen, kigger vi også på den gennemsnitlige levealder. Det kommer til at give et mere præcist billede af, hvor – for nu at sige det lige ud – de ældre har den dårligste alderdom.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fremlægger torsdag regeringens udspil til en reform, som skal flytte penge fra rige til fattige kommuner. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Vil have Venstre med

Inden forhandlingsudspillet, der bliver fremlagt torsdag, har regeringen følt Venstre på tænderne under uformelle møder. Målet var at opnå enighed om hovedlinjerne, inden regeringens udspil blev fremlagt.

Ifølge avisen Danmarks oplysninger lykkedes det ikke Socialdemokratiet at få Venstre til at bide til bolle – V ville have S til at spille offentligt ud med en samlet plan, før det vil gå til egentlig forhandling.

Målet er stadig at nå frem til en endelige aftale med Venstre.

- Jeg vil rigtigt gerne lave en aftale over midten. Først og fremmest for at give den stabilitet, og så vil jeg da også sige, at Venstre traditionelt har sine rødder i nogle af de kommuner i landdistrikterne, som jeg tror vil se på vores udspil med positive øjne.

- Jeg håber også, at Dansk Folkeparti og vores parlamentariske grundlag (R, SF og EL, red.) vil være enige i den bevægelse, vi laver. Hvorfor nævner jeg så ikke Konservative? Man skal aldrig sige aldrig, og vi indbyder alle til forhandling, men da vi sidst forhandlede udligningsreform, strandede det, fordi K og LA i vores øjne skævvred for meget den anden vej, og hvis det stadig er deres udgangspunkt, er vi et stykke fra hinanden.

Statsminister Mette Frederiksen (S) fremlægger torsdag regeringens udspil til en reform, som skal flytte penge fra rige til fattige kommuner. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Statsminister Mette Frederiksen (S) fremlægger torsdag regeringens udspil til en reform, som skal flytte penge fra rige til fattige kommuner. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Statsminister Mette Frederiksen (S) fremlægger torsdag regeringens udspil til en reform, som skal flytte penge fra rige til fattige kommuner. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Statsminister Mette Frederiksen (S) fremlægger torsdag regeringens udspil til en reform, som skal flytte penge fra rige til fattige kommuner. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Statsminister Mette Frederiksen (S) fremlægger torsdag regeringens udspil til en reform, som skal flytte penge fra rige til fattige kommuner. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Jorden kalder: Det er nu, vi har pligt til at tænke nyt

Debat: Hvis vi vælger at se coronakrisen som et wakeupcall, hvad er det så for et budskab, planeten sender os? Og måske nok så interessant: Hvordan kan vi mennesker bedst lytte og tage ved lære? Alvoren gik for alvor op for de fleste af os anden uge i marts, og siden da har vi måttet vænne os til en ny virkelighed med skræmmende hast. Coronaen har ramt de moderne samfund og økonomier, hvor vi er allermest sårbare: Accelererende smittetal, dødstal - og ikke mindst arbejdsløshedstal, taler deres alt for tydelige sprog Jorden rundt. Vi vestjyder kan vælge at trøste os med, at vi bestemt ikke lever i den mest udsatte del af verden: Vores grundlæggende samfundsorden er uhyre stærk, vi er disciplinerede, og vi har i fællesskab bevist vores evne til at handle samlet og resolut. Uanset, at krisen uden tvivl bliver hård og omsiggribende, vender hverdagen i Danmark på et snarligt tidspunkt tilbage til noget, der ligner en normaltilstand. Samtidig bør vi dog også se coronakrisen som et wakeupcall, og gribe påskedagenes nedetid som en kærkommen anledning til at genoverveje, hvorfor vi i grunden lever og disponerer vores tid, som vi normalvis gør. Coronakrisen har ikke gjort hverken problemet med global opvarmning eller behovet for en gennemgribende, grøn omstilling mindre aktuelt. Til gengæld udstiller nedsmeltningen af arbejdsmarkedet på tydelig vis, hvor direkte vores moderne markedsøkonomi påvirker naturen omkring os: Allerede få dage efter nedlukningen af Danmark kunne man måle, hvordan luftkvaliteten i de større byer var blevet markant forbedret. Vi lever i et rigt og privilligeret samfund, hvor vi har alle muligheder for igen at få økonomien i gear og komme tilbage på fode. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, i takt med at staten pumper uhørt massive investeringer ud i samfundet, vi også har en forbandet pligt til at tænke nyt? Spørgsmålet er, om det ikke er nu, mens krisen kradser, vi skal lægge fundamentet til en anderledes grøn, og bæredygtig økonomi? Det er oplagt at initiere de nødvendige hjælpepakker, så de virker som en gigantisk gulerod til fremme af bæredygtig business. Samtidig må vi udvise det nødvendige mod til at svinge stokken, og afgiftpålægge fossil energi, i en grad hvor det virkelig nytter (og flytter) noget. Som Klimarådet har vist, er der ingen vej udenom ubehagelighederne, hvis vi for alvor ønsker at leve op til vores egne ambitiøse 70 procents-reduktionsmål. Lad os derfor i slipstrømmen på coronakrisen stå sammen og tegne konturerne af en grøn økonomi, hvor lokale fødevarer og serviceydelser - og i det hele taget ting, der bliver skabt lokalt - er relativt billigere, og dermed konkurrencedygtige. Selv om vi så hver især måtte få færre penge mellem hænderne, vil den reelle, oplevede købekraft stadig være formidabel. Personligt drømmer jeg om små velorganiserede lokalsamfund i landsbystørrelse, med alt fra smede og slagtere, til sygeplejersker og sjælesørgere -og ikke mindst den uundværlige drømmer og tosse; en hverdag, og en verden, hvor vi ikke behøver at flytte hverken os selv eller vores varer over vanvittige afstande, og fint har tid til at dyrke vores grøntsager, passe vores husdyr, og lære vores børn at lære verden at kende; måske gå på jagt, eller fiske lidt på fjorden. Tænk Dunbars antal, og overvej et øjeblik hvordan det kan gøres: Tænk dig et byrum, indrettet på vores børns, og ikke hverken bilernes, eller ejendomsudviklernes og realkredittens præmisser: Grønne rekreative arealer, med planter, insekter og liv, hvor der ellers bare er veje, asfalt og beton; snoede vandveje, og cykelstier og trailspor. Eltogene og de tilbageværende autostradaer så langt ude af byerne som muligt. Tænk dig tilsvarende samfundet indrettet til mennesker - ikke arbejdskraft og forbrugere - og hvordan det kan blive, den dag vi faktisk på alle niveauer bliver ansporet til at drømme og lege og finde på; hvor incitamentstrukturen tilgodeser selv de mindste små udbrud af virketrang og skaberlyst, og der er forretning i at konstruere tingene så gedigent og gennemtænkt, at de også holder og står om hundrede år. Tænk dig, at det er muligt at skabe en anstændig levevej som lokal skrædder, fordi systemet bonner de reelle omkostninger ved det stangtøj, vi ellers frejdigt har hentet hjem fra den anden side af kloden, og som nu med ét slag er ubetaleligt dyrt. Tænk dig, at det rent faktisk er muligt at leve af at reparere cykler i et lille hyggeligt værksted på havnen. Tænk dig, at dit eget surdejsbrød, bagt på mærkelige, lokale kornsorter, ikke bare er bedre, men også billigere end fabriksfremstillet bakeoff, hvor alle ingredienser skal trilles frem og tilbage over kontinentet i lastbil. Tænk dig, at det vrimler med små køkkener, hvor passionerede mennesker laver takeaway fra bunden, eller du bare kan slå dig ned ved et langbord - og hvor de folk, der sidder der i forvejen, gerne rykker sammen og kommer hinanden ved. Tænk dig, at det at pille Nordsø-rejerne i Marokko for at køre dem tilbage til Nordeuropa er lige så dyrt og besværligt, som det lyder absurd, og at vores husdyr må leve af lokale afgrøder, fordi idéen om at rydde regnskov i Sydamerika og sejle sojaen halvvejs rundt om Jorden er lige så omkostningstung, som den strider mod ethvert bæredygtighedsprincip. Tænk dig i det hele taget, at prisen for moderne, industrielt landbrug, og den ledsagende, og endnu mere sindssyge plantebeskyttelse, afspejler de miljømæssige konsekvenser én til én. Tænk dig, at genetisk modifikation er strafbart i samme grad som overtrædelser af patentlovgivningen, og krænkelser af kommercielle producenters ophavsret i øvrigt er det i dag. Tænk dig, at prisen på elektronik og plastic står i forhold til de blivende ar, minedriften og olieudvindingen efterlader på planeten; at olieselskaberne skal plante en hektar skov for hver tønde olie, de pumper op af undergrunden, og at mineselskaberne skal investere halvdelen af deres overskud i sociale projekter, der hvor de rekrutterer deres arbejdskraft. Tænk dig, at konkurrenceparameteret per excellence er at bruge mindst mulig energi og efterlade det mindst mulige impact på planeten - og nej - ikke bare baseret på noget så excentrisk gammeldags som etik og moral, men simpelhen fordi det er sådan, vi har valgt at konfigurere økonomien, og det er dét, der bedst betaler sig på både kort og længere sigt. Og mens du alligevel lader fantasien få frit slag, så tænk dig engang, hvor dejligt det ville være, at du ikke altid havde så f∙cking travlt, og evig og altid skulle tjekke din f∙cking telefon; at du var i stand til at unde dig selv lidt kreativ nedetid, kunne sove som et barn om natten, og vågne både veludhvilet og klar på en skøn, ny dag, med masser af heureka-øjeblikke og åbne muligheder. ... I virkeligheden alt det, der er indbefattet, når du forestiller dig paradislivet på en afsondret, tropisk ø - bare hér, hjemme i Naturens Rige, hvor årstiderne skifter, og vi kender og elsker hinanden, og hinandens mere eller mindre udtalte særheder. Jeg ville elske den hverdag - hands-on - ikke mindst fordi det, der trænger til forandring i vores moderne, naturfjerne hverdagsliv, er alt andet end vores dejlige naboer, horisonten og havet.

Danmark

Lis’ mand blev formentlig smittet på sygehuset: - Jeg ville gerne have haft en anden afsked

Annonce