Annonce
Ringkøbing

Mere end blot et skab: Historien om et fællesskab

Skabet blev til, da Janni Mikkelsen og datteren My oplevede, at havde de ikke haft et netværk omkring sig, kunne de ikke have overlevet. Det drøftede de med Lene Laugesen (th) og sammen besluttede de sig for at lave et tilbud, hvor folk anonymt kunne komme og hente mad. Foto: Christian Baadsgaard

Kun få kender det. Men i V. Strandgade i Ringkøbing står et skab med mad. Her kan mennesker, hvis økonomi ikke rækker til mad og helt basale fornødenheder komme og hente det, de har brug for. Helt anonymt, for der er skam forbundet med at nå ud, hvor man slet ingen penge har til at leve for.

RINGKØBING: Som det står der i porten, gør det ikke meget væsen ud af sig. Et hvidt skab med glaslåger, og med ting på hylderne, som man kan finde i et hvert køkkenskab.

Eller det vil sige... Det er ikke alle, der har så meget i deres køkkenskabe.

Vi er i V. Strandgade i Ringkøbing, og inde bag den gamle port ved siden af G-House, står skabet som et håb. Et håb om ikke at gå sulten i seng. Som en sidste armslængde, når pungen med husholdningspenge er tom, og fortvivlelsen over, hvordan man skal få føden resten af måneden, sætter ind.

Skabet hedder "Fællesskabet", og fungerer på den måde, at når folk rydder op i deres køkkenskabe, eller har noget mad eller husholdningsartikler, de ikke får brugt, kan de sætte det herind. Mangler de noget andet, som står herinde, kan de bare tage det med sig. Mangler folk mad, kan de bare komme hertil og se, hvad der er i skabet, og tage det med sig, som de skal bruge.

Og allervigtigst. De skal ikke registrere det, eller sige, at de har været her. Skabet er bevidst placeret, så det er anonymt, for der kan være tabu og skam forbundet med ikke at have penge nok til mad.

- Det er et skab, alle skal kunne komme til, uden at de føler, at de afgiver deres værdighed, fortæller Lene Laugesen, der er daglig leder af G-House.

Annonce
I skabet kan man stille det ind, som man ikke har brug for, eller har fået i overskud. Derefter kan folk komme og hente det, de har brug for. Desuden får G-House overskudsmad fra Åkanden, som bliver delt ud. Foto: Christian Baadsgaard

Overrasket over, hvor mange der har behov

Her kommer Janni Mikkelsen, hvis datter My er autist. Efter at My ikke kunne trives i skolen, besluttede Janni Mikkelsen sig for at lave Mys Hjemmeskole, og der er ingen muligheder for at få tilskud til projektet. I og med at Janni Mikkelsen skal bruge sin tid på at undervise My, står hun ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, og kan derfor ikke få kontanthjælp. Janni Mikkelsen arbejder derfor som portrættegner i sin sparsomme fritid, og hendes indkomst er på 9000 kroner før skat i måneden.

- Hvis vi ikke havde haft et netværk omkring maden, kunne vi ikke have overlevet, fortæller Janni Mikkelsen, der drøftede det med Lene Laugesen.

Med inspiration fra andre steder, besluttede de sig for at lave en ordning, hvor folk kunne komme og få mad med sig hjem.

- Vi snakkede om, at der var et behov, men jeg er overrasket over, hvor mange, der ikke har penge. Så kan man altid snakke om, hvem der bærer skylden, men der er ingen, der skal sulte i Danmark, fastslår Lene Laugesen, der anslår, at i G-Houses kontaktflade er der omkring 20 borgere, der har meget svært ved at få råd til det daglige måltid.

Fællesskab-initiativet har en aftale med Åkanden, der bidrager med det mad, der ellers bare skulle smides ud, og når der er en borger, der ikke har mere mad i boligen, og ikke er i stand til at komme til skabet, kører de to ud med poser. Når buddet går, er der altid flere, der lige sender lidt ekstra med, og poserne bliver meget ofte modtaget med lettelsens tårer.

For Janni Mikkelsen har det betydet, at natlige udflugter til supermarkedernes containere er blevet fortid.

- Jeg bryder mig ikke om at skralde. Det foregår i containere, og der kan være glasskår, som gør det farligt. Man kan møde folk, der kommer og skælder ud, forklarer Janni Mikkelsen.

Begrebet "et særtilfælde"

Bag hver eneste pose, gemmer der sig en historie. Den behøver ikke at være særlig lang. Det kan være, at folk har fået en uforudset regning eller blevet ramt af sygdom der gør, at deres økonomi er blevet afsporet. Erfaringen er, at det typisk er i kortvarige perioder.

- Når jeg hører de her historier, tænker jeg; Hvordan kan man lade være med at hjælpe, forklarer Lene Laugesen.

Mødet med virkeligheden, gør noget ved folk.

- Når man kender historien bagved, vil man altid mene, at det er et særtilfælde. For når man kender folk, så er de ikke snydere eller bedragere, tilføjer Janni Mikkelsen.

Og har et menneske i nød mødt næstekærlighed, så bliver det ved med at sidde i dem, når deres situation bliver stabil.

- Når folk får hjælp, kommer de og hjælper igen, fortæller Lene Laugesen.

Det er svært at bede om hjælp, og initiativet med Fællesskabet giver også stof til eftertanke.

- Det åbner jo op for dialogen: Har vi fattige i Ringkøbing-Skjern Kommune? Vi oplever, at folk kan komme i en livssituation, hvor de har brug for hjælp, men det kræver så meget at få hjælp fra det offentlige i dag, at det tapper mennesker for deres kræfter, forklarer Lene Laugesen.

Fejlkøb kan blive til guld

Alt, hvad der kan komme ind, bliver modtaget med tak. Det kan være shampoo og vaskemiddel, og noget så basalt som en pakke med toiletpapir. Den kan deles op, så der er flere, der får gavn af den. Hygiejnebind er dyre at købe, og dem er der altid brug for. Man behøver i øvrigt ikke at tvivle på, hvad der kan blive til gavn i Fællesskabet.

- Fejlkøb kan blive til guld her, forklarer Lene Laugesen.

Af madvarer er der i særdeleshed behov for grøntsager. En anden ting, der kunne gøre en stor forskel er, hvis der kom et køleskab og en fryser, så maden kunne holde længere. Et tredje ønske er, at der kommer en lyssensor op ude i porten, så folk ikke skal stå i mørke og lede efter mad.

Men det er ikke nemt at skaffe penge til formålet.

Lene Laugesen har kontaktet flere virksomheder, men hvis de skal sponsorere, spørger de typisk om, hvad de får ud af et sponsorat. Men det eneste, som Fællesskabet kan tilbyde er, at der skrives en tak på Facebook.

- Vores håb er, at der i fremtiden kommer så meget flow i det, at det bliver til en luksus, siger Lene Laugesen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce