Annonce
Kultur

Mere begejstring end brok: Allan Olsen inviterede publikum indenfor i skurvognen før koncert i Sædding

John og Maibritt Facius fra Videbæk var to gange henne ved Allan Olsen og få en sludder. Foto: Mads Dalegaard
Lørdag spillede Allan Olsen i Sædding Forsamlingshus på sin Afveje-turné. Med sig havde han en skurvogn, hvor alle var velkomne til at komme og brokke sig, men brokken udeblev.

Sædding: På den lille plads foran forsamlingshuset i Sædding står der, udover den klassiske sorte tourbus med tonede ruder, en hyggelig lille skurvogn med en rød postkasse, et lille trinbræt og en skorsten, hvorfra røgen langsomt stiger op mod den grå himmel.

Inde i skurvognen sidder sangeren Allan Olsen og slapper af før sin koncert senere på aftenen.

På den netop indledte turné spiller sangeren nemlig sine koncerter i mindre forsamlingshuse, hvor der ikke er et såkaldt backstage-rum. Derfor blev idéen med at medbringe sit eget født.

- Det var nu ikke min idé. Den kom fra hende, jeg har ansat til at komme med gode ideer, fortæller sangeren inde fra skurvognen.

Kvinden, Allan Olsen omtaler, er hans manager Misja, der også er hans ekskone og mor til hans søn, der er guitarist til aftenens koncert.

Allan Olsens teknikere skal bruge omkring fire timer på at sætte lyd, lys, og instrumenter op, og ventetiden bruger sangeren i den medbragte skurvogn.

- Jeg sidder her alligevel, så kan folk komme hen og snakke lidt. Måske fortæller de en historie, som vi selvfølgelig ikke fortæller videre - i hvert fald ikke før vi er langt væk. Og måske kommer der en sang ud af det en dag, fortæller Allan Olsen, mens han ruller en af sine velkendte cigaretter.

Annonce
Allan Olsen foran det rullende backstage rum. Foto: Mads Dalegaard

Trægt med snakken

I Sædding går det trægt med snakken og materiale til nye sange. Dagens første ordveksling, får sangeren med en dreng, der er ude og lufte en lille hvid hund.

- Hvad hedder din hund, spørger sangeren, mens han læner sig ud af vinduet.

- Santos, siger drengen uden at stoppe op.

- Bider den.

- Nej.

Drengen går hurtigt videre, mens han flere gange vender sig om og kigger efter manden i vognen. Han er nok ikke Allan Olsen-fan.

Billetter revet væk

En time før koncerten åbner forsamlingshuset, og gæsterne begynder at dukke op.

I døren står bestyrelsesformand Arne Høj og skanner billetter. Han er spændt på den første koncert i forsamlingshuset.

- Det er da lidt angstprovokerende, men vi har da helt sikkert mod på at prøve det her igen – billetterne blev jo solgt på 10 minutter, og jeg er sikker på, at vi kunne have solgt tre gange så mange, siger han.

Størstedelen af de 140 betalende gæster er nu ved at dukke op, og flere og flere stikker hovedet ind i skurvognen.

En af de første henne ved vognen er Gunnar Mortensen fra Videbæk. Han er stor fan af Allan Olsens musik og har også læst begge bøger om den lune musiker.

- Jeg har set ham 15-20 gange, og det bliver jeg aldrig træt af. Han synger om de små ting, og det kan jeg godt lide, fortæller Gunnar Mortensen, der også havde et musikønske til aftenens koncert.

- "En stille glød i mørket" - det er en smuk og stærk sang om hans bedstefar. Den er bare god, fortæller han.

Allan Olsen vil gerne være med til, at skabe noget nyt i yderområderne, og det mener han selv han har gjort med turnèen. Foto: Mads Dalegaard

Begejstrede fans

En af de næste henne ved skurvognen er Ejner Tylvad fra Rækker Mølle.

Han fortæller Allan Olsen om planerne for den gamle købmandsbutik, hvor lokale kræfter prøver på at lave et kurbad, og hvor et af værelserne skal opkaldes efter den lokale præstedatter Nancy Esmarch, der blev beskrevet som en “mandhaftig dame, der lavede brændevin".

Allan Olsen lytter eftertænksomt – måske tænker han på en ny sang.

Kort før koncerten begynder, får Allan Olsen selskab af John og Maibritt Facius fra Videbæk. De er også store fans af sangeren og har været til koncert med Allan Olsen mange gange før.

- Vi snakkede om hans musik og om, hvorfor han har vognen med, og om det at han nu optræder i et forsamlingshus, fortæller John Facius, og fortsætter:

- Det er en megafed idé at møde folk på den her måde.

Allan Olsen har det ligesådan.

- Der bliver sagt så meget dårligt i medierne om folk herude, men når jeg kommer ud i de små byer, oplever jeg en enorm begejstring og energi, både blandt arrangører og publikum. Der sgu ingen, der brokker sig, lyder skudsmålet fra Olsen.

Det var der heller ikke nogen grund til lørdag aften i Sædding.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce