Annonce
Debat

Menneskeværd og socialpolitik: Husk ansvaret for den andens værdighed

Kirkebøssen i Ny Sogn Kirke. Foto: Ole Lange

I mandags udsendte Folketingets “Ydelseskommission” et forslag til forenkling af de danske kontanthjælpssystemer.

Tankevækkende, at det sker op til en søndag, som rummer nogle af de stykker fra Ny Testamente, som har været drivkraften bag al sociallovgivning i den kristne del af verden: Apostlen Johannes’ ord om at ”Gud er kærlighed” og at ”den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.”

Derpå følger lignelsen om en rig mand, som kommer i helvede, fordi han ikke hjælper den fattige tigger Lazarus, som ligger foran hans dør.

Annonce

Hvad har disse kærnetekster så at sige til forslaget om reform af kontanthjælpssystemet? Naturligvis ikke noget direkte, men tag ikke fejl af, at man også på Bibelsk tid tumlede med socialpolitiske problemstillinger og skrev om det i Bibelen.

I lignelsen beder den rige mand i helvede om, at Lazarus kan opstå og advare hans brødre. Men bønnen bliver afvist: Det hele står jo i Bibelen, og hvis den ikke kan vække deres samvittighed, nytter en opstandelse heller ikke.

Her tænker Jesus både på regler fra Moseloven og på forskellige fortællinger om sociale problemstillinger. De er bare ikke så spektakulære som historierne om krige, mirakler og åbenbaringer, og derfor er de ikke så kendte.

Dagens evangelium ridser så nogle grundprincipper op. For det første at den, der har velstand, har en håndgribelig forpligtelse overfor den nødlidende og give ham mad og husly.

Men derudover er der også et mere usynligt ansvar. Ansvaret for den andens værdighed. Jesus skildrer nemlig, at ikke alene sulter den fattige Lazarus foran den riges dør, nej gadens omstrejfende hunde slikker hans sår. Han oplever altså en dobbelt nød: sult og sygdom men også ydmygelse: Dagligt bliver ydmygelsen ved hans tilstand større, når de urene dyr gnasker i ham. Han regnes ikke længere for et menneske, men for en ting af kød og hud og knogler.

Den samme udfordring har vi i dag: For vel har vi siden kristendommens indførelse i Danmark for ca. 1000 år siden haft forskellige systemer med skiftende støtteordninger for dem, der lider nød, men værdigheden hos dem, der hjælpes, har også altid været en udfordring.

Engang var det forbundet med stor skam at komme på fattiggården. Da grundloven blev indført i 1849 mistede ”fattiglemmer” deres stemmeret. Det blev ændret i 1915, og en række ydelser opfattes nu som en naturlig rettighed: skolegang, lægehjælp, pension med mere.

Men debatterne udvikler sig og kommer ind på, at såkaldt passiv forsørgelse efterlader mennesker uden anerkendelse for de færdigheder, man faktisk har og kunne bidrage med til fællesskabet. Ja, passivitet udelukker én fra fællesskabet. Derfor skal der indføres aktivitetstillæg og tillæg for kompetenceudvikling og lignende.


Tilbage står problemet med at blive set og anerkendt som et menneske, der har et værd i sig selv. Det kan selv den mest omhyggelige lovgivning ikke løse.


Det er sikkert meget godt meget af det. Men tilbage står problemet med at blive set og anerkendt som et menneske, der har et værd i sig selv. Det kan selv den mest omhyggelige lovgivning ikke løse. Hverken Mose-loven for 3500 år siden, eller K.K. Steinckes eller Eva Gredals fra forrige århundrede eller den nye ydelseskommission.

For anerkendelse kan ikke sættes i system. Alle Love gør mennesker til et numre i systemet. Anerkendelse skal bygge på kærlighed. Broderskab, kaldte de første kristne det. For hvis vi mener noget med, at alt er Guds skaberværk, så hører vi alle sammen, som en familie, og skal behandle hinanden med respekt som brødre og søstre. Dét kan ingen Lov udrette. Det kan kun ske i mødet mellem mennesker.

Tag det med i hverdagen: Hvis du er som den rige mand, så læg mærke til den fattige Lazarus ved din dør. Som der står på den gamle indsamlingsbøsse i Ny Sogn kirke: Giv efter evne hvad du kan / Og ræk de arme (nødlidende) hjælpens Hånd.

De ord er så vigtige i dag, som dengang de blev skrevet for 3-400 år siden.

Sognepræst Ole Lange fra Ny Sogn ved Ringkøbing. Onsdag den 4 april. Foto: Mads Dalegaard

Lukas 16,19-31: Den rige mand og Lazarus


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Restauranter i Søndervig og Hvide Sande lider under taxa-mangel: - I yderste tilfælde har vi selv kørt gæster hjem

Vestjylland

Sygeplejersker strejker fra på lørdag: Her er de midtjyske afdelinger, der bliver ramt

Annonce