Annonce
Videbæk

Mejeri blev starten på Spjald by - og nu har det fået en mindesten

Mindestenen står naturligvis foran det gamle mejeri. På billedet er det f.v. Hans Jørgen Olesen, Kurt Smith og Ole Ramsing. Foto: Hans Erik Palmelund

Spjald: Der var sikkert ingen af de landmænd, der i foråret 1888 besluttede at starte et andelsmejeri i Brejning, der tænkte på, at de samtidig var med til at starte et nyt bysamfund i sognet. Men nu er der sat en mindesten over deres indsats.

Landets første andelsmejeri blev begyndt i Hjedding i 1882 med så stor succes, at andelsmejerier bredte sig som ringe i vandet i Danmark.

Landmændene i Brejning, Hover og Nr. Omme gik også sammen om at bygge et mejeri. Der var stiftende generalforsamling i februar 1888, og man kunne starte produktionen 24. juli samme år. Helt frem til 1988, hvor tidens krav betød sammenslutning i meget store enheder.

Frøet til en by var lagt, og omkring mejeriet voksede Brejning Mejeriby op. Byen skiftede navn til Spjald Mejeriby, da stationen blev bygget i 1911, for omkring 1921 blot at kaldes Spjald.

Mindestenen og pladsen foran det gamle mejeri er bekostet af Ole Ramsing og Hans Jørgen Olesen. Stenen har Anneberg givet, mens fragt og opsætning er sponsoreret af Vognmand Frank Nielsen og Viftrupgård. Kurt Smith har hugget det fine motiv.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce