Annonce
Sport

Kenneth Andersen stopper som cheftræner i FCM

Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Kenneth Andersen stopper som cheftræner i FCM og afløses af Brian Priske, bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Kenneth Andersen stopper som cheftræner i superligaklubben FC Midtjylland og erstattes af assistenttræner Brian Priske. Det oplyser FCM på sin hjemmeside.

Det er planen, at Brian Priske kun skal overtage cheftrænerjobbet indtil vinterpausen, hvorefter klubben forventer at kunne præsentere en permanent løsning på posten.

- Vi erkender, at der nu er et stykke arbejde foran os, men vi har et trænerteam, der er klar til at løfte opgaven efter Kenneth, siger FCM-sportschef Svend Graversen.

FCM har i denne sæson spillet seks kampe i Superligaen, hvor holdet fortsat er ubesejret med fem sejre og en enkelt uafgjort.

Søndag spillede midtjyderne skuffende 1-1 hjemme mod Hobro.

FCM røg ud af Europa League-kvalifikationen efter et samlet 3-7-nederlag til skotske Rangers FC.

I torsdagens returkamp tabte FCM med 1-3 i Glasgow, mens hjemmekampen i Herning var endt med et nederlag på 2-4.

Kenneth Andersen trådte til som cheftræner i oktober 2018 i stedet for Jess Thorup, der i stedet blev træner i belgiske Gent.

Ifølge FCM har Kenneth Andersen besluttet at vende tilbage til klubbens akademi, hvor han i en årrække har arbejdet med udvikling af ungdomsspillere.

- Da jeg for et år siden sprang til nærmest fra den ene dag til den anden for at afløse Jess Thorup som cheftræner, betingede jeg mig, at vi skulle evaluere situationen, når jeg havde fungeret på cheftrænerposten i et stykke tid.

- Jeg påtog mig opgaven, fordi jeg er klubbens mand og brænder for FC Midtjylland. På det seneste har jeg set mig selv dybt i øjnene og erkendt, at jeg trives bedre med at udvikle ungdomsspillere i akademiet.

- Jeg er ikke tro mod mig selv og min natur, i forhold til hvad det kræver at være cheftræner, og på den lange bane bliver det for slidsomt, siger Kenneth Andersen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce