Annonce
Ringkøbing-Skjern

Medarbejdere i hård kritik af spanske Soltra: Dårlig sikkerhed og racistiske udtalelser

Medarbejderne vil ikke stå frem med navn og billede, men Dagbladet kender deres identitet. Foto: lk
Sikkerhedsregler bliver ikke overholdt, medarbejdere har ikke nødvendigt løfteværktøj, integrationsborgere udsættes for verbale tilsvininger. Sådan lyder kritikpunkterne af virksomheden Soltra fra fleksjob-medarbejdere, der bakkes op af 3F.

Ringkøbing: Det lignede en saftig, spansk appelsin i Ringkøbing-Skjerns turban, da den spanske virksomhed Soltra i efteråret fortalte, at den ville etablere sig i Ringkøbing som underleverandør til Vestas og ansætte op til 60 fleksjobbere.

Så mange job ville batte voldsomt hos kommunen, der kæmper for at finde beskæftigelse til fleksjobbere, der ikke kan arbejde på fuld tid, men typisk har 10, 16 eller 20 timer om ugen. Soltra beskæftiger på sine fabrikker i Spanien medarbejdere med fysiske og psykiske handicap og formodedes derfor at kende til de særlige hensyn, der skal tages til mennesker med nedsat arbejdsevne.

I dag – godt en måned efter Soltra begyndte produktionen – er medarbejdernes rosenrøde forventninger til en arbejdsplads med social samvittighed og et arbejdsmiljø tilpasset ansatte med skånebehov falmet voldsomt.

Sikkerhedsregler bliver ikke overholdt, medarbejderne har ikke det nødvendige løfteværktøj, den spanske ledelse opfører sig kommanderende, en dansk mellemleder kommer med racistiske udtalelser, og medarbejderne blev ansat uden at kende lønnen eller pensionsforhold.

Sådan lyder det fra flere Soltra-medarbejdere. Medarbejderne ønsker at være anonyme, men Dagbladet er bekendt med deres identitet.

Deres oplysninger bekræftes af 3F-formand Henning Boye Christensen, der har inviteret dem til at mødes med Dagbladet i 3F’s lokaler i Ringkøbing.

Annonce

Upersonlig sms

Soltra har ladet Virksomhedsservice under kommunens Jobcenter stå for de forberedende kurser for 70 ledige, der dernæst kom i et seks uger praktikophold hos Soltra. Facit blev, at 16 fleksjobbere, 13 integrationsborgere, tre kontanthjælpsmodtagere og en dagpengemodtager blev ansat hos Soltra.

- Vi blev indkaldt til et informationsmøde af kommunen, og det var jo fedt, at nogen ville starte en virksomhed for fleksjobbere. Vi gik jo ledige. De sagde, vi skal bruge 60 til 70 medarbejdere, så vi tænkte, at 10 skulle sies fra, men det endte jo med, at vi kun var 33, der blev ansat. Nogle blev sorteret fra allerede efter kurset, andre fik lov at komme i praktik på Soltra. De, der så ikke kunne bruges, fik så en upersonlig sms om, at ”Soltra kunne desværre ikke bruge dig i denne omgang”. Det har fået flere til at gå helt ned, fortæller en medarbejder.

Mindsteløn

Efter de seks ugers praktik på Soltra fik de 33 udvalgte at vide, at de var ansat uden at vide til hvilken løn, eventuel pension eller øvrige vilkår.

- Vi fik at vide, at vi skulle skrive den under. Vi måtte ikke få tid til at læse den igennem eller kontakte fagforeningen. De sagde, at hvis vi ikke skrev under, ville vi ikke få løn, fortæller en medarbejder.

Lønnen lyder på 119 kroner og 65 øre i timen og er absolut mindsteløn. Lønnen for april fik medarbejderne tre dage for sent. En lønseddel har de ikke set endnu.

Løft og epoxy

Forholdene i produktionen, som foregår i lejede lokaler i Ringkøbing-Skjern Erhvervspark, lever heller ikke op til forventningerne hos medarbejderne.

Fleksjobberne har typisk slidgigt – det være sig i ryg, skulder, hofte og knæ – og er derfor på nedsat tid. I produktionen bliver flere af dem udfordret af at måtte løfte tunge elementer, fordi der ikke er stillet løftegrej til rådighed.

- Der er to kraner derude, som bliver brugt til nogle af nacelle-delene, men andre dele skal vi løfte og flytte manuelt. Løfteudstyret er ikke i orden. Virksomheden skal tage hensyn til vores behov, men man får ondt af at gå på arbejde. Én går endda rundt med en morfinpumpe, som han trykker på for at tage smerterne, fortæller en medarbejder.

En anden fortæller, at medarbejderne sammen løfter elementer på 150 kilo over hovedhøjde, uden nogen hjælpemidler.

Medarbejderne var på et to dages epoxykursus i kommunen regi, inden de kom i praktik på Soltra. Undervisningen resulterede dog ikke i noget regulært epoxybevis, men sikkerheden blev gennemgået.

Flere medarbejdere fortæller, at Soltra ser stort på sikkerheden, når der foregår epoxyarbejde. Medarbejderne fortæller, at der bliver påført epoxy uden udsugning og uden andet værn end en billig næsemaske.

Der bliver også slebet på epoxyen, så støvet står ud. Gulvet bliver fejet med en kost, så støvet hvirvles op, siger de – og fjernes ikke med støvsuger, som det ellers kræves.

Dovne aber

Også det psykiske arbejdsmiljø er slemt, mener medarbejderne.

Den spanske ledelse opleves som arrogant og afvisende over for spørgsmål til kontrakten. Sprogbarrieren har kun gjort en i forvejen anspændt situation værre. Dertil kommer, at en danske mellemleder, der fungerer som en slags sjakbajs for medarbejderne på gulvet, angiveligt chikanerer de 13 integrationsmedarbejdere.

Fra flere medarbejdere har Dagbladet fået forklaret, at mellemlederen kalder integrationsmedarbejderne ”aber” og ”dovne” og dikterer dem, hvordan de skal spise og drikke under ramadanen. Han skulle angiveligt have sagt, at de "kunne male soklen, så de kunne bede og arbejde samtidig".

Sad på klapstole

Også medarbejderne, som var tiltænkt et job på kontoret, beretter om dårlige forhold.

- Jeg blev sat på kontoret sammen med seks andre i praktik. Man kom ind til et personale, der kun kunne tale spansk og en smule engelsk. Alle programmer var på spansk, så det var virkelig op ad bakke for os alle. Spanierne havde ikke tid til at sætte os ind i det og virkede nærmest irriterede over os. Da praktikken så er færdig, meddeler de os, at de ikke vil ansætte os, men vil bruge personale i Spanien. Det har været spildte fire uger. Vi har følt os i vejen, for vi kunne jo ikke hjælpe med noget, fortæller en medarbejder.

Hun fortæller, at hun og de andre kontorpraktikanter blev placeret i et aflukke ved produktionshallen uden opvarmning, så de måtte bruge tæpper for at holde varmen. De sad på klapstole ved campingborde.

- Og så skulle vi tilmed betale 10 kroner for at få lov til at spise vores medbragte med i kantinen på erhvervscentret, siger medarbejderen.

Ifølge Dagbladets oplysninger har foreløbigt fire af de 33 ansatte sagt deres job op.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce