Annonce
Klumme

Mange bække små: To seje tøser på tur for en god sag

Superseje Kirstine og Naja cyklede ud i oktobermørkets vejr og vind, og ringede på klummeskriverens parcelhusdør på Guldkysten i Ringkøbing, hvor de tilbød hjemmelavede smykker. Og de tre fik sig en god snak om alvoren - og håbet - i forbindelse med landsindsamlingen. Foto: Lars Egelund

KNÆK CANCER: Jeg begynder efterhånden at tro på – nu, hvor der er gået 6½ år, siden jeg første og forhåbentligt sidste gang var under kniven – at jeg definitivt kan lægge den modbydelige sygdom bag mig.

Men tanken om den ligger stadig lige under overfladen. Og når de årligt tilbagevendende kontroller af ex-patientens ’tal’ nærmer sig, går der stadig skudder-mudder i nervesystemet. For man behøver jo blot at kigge sig omkring for at blive mindet om, at selv efter mange år ’i dvale’ kan kræften fuldstændig vilkårligt stikke sit hæslige fjæs frem igen.

Derfor har jeg også hidtil haft et mildest talt ’blandet’ forhold til alt det knæk-cancer-halløj, der én gang om året – helt bestemt med de bedste hensigter – sætter hele Danmark på indsamlings-mood. Og selvom der kun undtagelsesvis går ’følelses-porno’ i de mange skæbner, der toner frem på tv-skærmen, og i medierne generelt i kampagneugen, så bliver det nok aldrig min livret, når vi taler lørdagsunderholdning.

Men, tænkte jeg i forgangne weekend: Tag dig nu sammen, dit gamle pjok! For når nu det hele skulle mixes med ’Danmarks modigste dansere’ på Gammel Scene på det Kgl. Teater, så kunne jeg da vel for pokker bare sætte mig i divaneseren, slappe af og se udyret i øjnene – godt hjulpet på vej af rødvin i glasset.

Som tænkt og sagt, så gjort!

Men sørensjaskemig om det så ikke ringer på parcelhusets hoveddør lige midt i en svingende paso doble. Er det monstro ikke bare nogle åndssvage unger, der ta’r forskud på Halloween…? Men det er det slet ikke, viser det sig.

Udenfor i buldrende efterårsmørke står to søde piger, hvis eneste udklædning er regnfrakker og cykelhjelme. De hedder for resten Kristine og Naja.

"Vi samler ind til Knæk Cancer, og vi vil gerne sælge nogle armbånd, halskæder, spænder, øre- og fingerringe… - og vi tager også imod MobilePay!"

De to mega-seje pigers kunde er dog den lykkelige ikke-ejer af en mobiltelefon. Allerede dér kunne de være løbet skrigende bort! Nå, men en gammel sparebøsse må i al hast slagtes, førend perlesmykkerne er i hus. Og undervejs får vi os selvfølgelig en snak:

For jo, de er skam helt på det rene med, hvad de samler ind til. Den ene har en bedstefar, der ikke klarede den - ØV! Og den anden en moster, der er opereret for brystkræft; men som heldigvis har det godt nu.

Herpå ønskede vi hinanden en fortsat god aften. Min oktoberaftens to heltinder steg igen op på deres cykler, og pedallerede ud i efterårsmørket.

Tænk, hvis jeg havde valgt ikke at lukke dem ind! Så var landsindsamlingen ikke nået helt op på 145 millioner kroner. Og jeg var gået glip af en oplevelse, der var vildere end Vild med Dans.

Det er selvfølgelig flot, når menige danskere bænket foran fladskærmen sms’er 150 kroner ind – dels for at støtte den gode sag, men nok også motiveret af håbet om at vinde en funklende ny Volkswagen.

Ligeså flot er det, når enkeltpersoner, lokalsamfund, små og store virksomheder og firmaer donerer endog meget store beløb til forskning, i håb om en dag at knække sygdommens kode.

Men man må da lette på kasketten, når selv mindre børn ’rykker’, og stiller sig op i køen for at hjælpe. Så, derfor, Kirstine og Naja: Godt gået!

Efterskrift: Jeg har efterfølgende ladet mig fortælle, at sidste gang Kirstine og Naja var på færde, havde de besluttet sig for at samle penge ind i Netto. Ved at spille musik og synge. Der er sådan set ingen af dem, der kan spille; men ikke desto mindre stillede de op med guitar og blokfløjte og en ’samle-ind-hat’. Og med et ret så begrænset sang-repertoire.

Efter en time, fortæller min kilde, kom de to tøser mega stolte hjem igen med cirka 100 kroner i udbytte. De havde vistnok sunget den samme sang 20 gange, og til sidst var der en ældre mand, der havde spurgt, om de ville stoppe med at synge og spille, hvis han nu gav dem 20 kroner? Det havde de glade sagt ’ja tak!’ til – for de skulle alligevel hjem og tisse.

Annonce

De er skam helt på det rene med, hvad de samler ind til. Den ene har en bedstefar, der ikke klarede den - ØV! Og den anden en moster, der er opereret for brystkræft, men som heldigvis har det godt nu.

Arkivfoto: Jørn Deleuran
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Skandale: Kan livet fortsætte uden Postnord?

Læserbrev: Hvordan har Postnord fundet af, at det kun er brevene, de taber på? De må have fundet løsningen på at skille koldt og varmt vand. Efter det er blandet... Meget fornuftigt har postbudene både breve og pakker med ud. Det er vel heller ingen ulempe for Postnord, at det er brevene, der er befordringspligt på. De har fået serveret en politisk malkeko. Det er ender vel med, at brevene må tage op til en måned om at komme frem... Allerede nu er det betydelig langsommere end med dagvognen på Christian Den Fjerdes tid. Hvem har fået problemerne? Politikerne. Hvem har skabt dem? Politikerne. Der er flere mistænkte. En af de hovedmistænkte er Kristian Jensen. Det passer med hans taktik fra skattevæsenet. De startede med at slagte aktiverne og fordele dem. Derefter trykkede de på digitaliseringsknappen. Så satte de sig ned. Undrede sig over, at svenskerne ikke løste problemet for dem... Man kan sige meget om svenskerne, men speciel dumme er de altså ikke... Det er en skandale med de milliarder, der allerede er pumpet i projektet. Senest har de sendt adskillige personer på permanent ferie, og har planer om at sende endnu flere samme vej. Bare rejsebureauerne har rejser nok til dem... Det er ren kukkeluk at bruge milliarder på det! Udbringning af pakker er der mange, der har kapacitet til. Skildpaddebrevene må kunne løses på anden vis. Quickbreve er næsten lige så dyre som pakker. Derfor kan man vel sende dem som en pakke? Anbefalede breve kan vel håndteres på samme måde? Udbringning af B- breve kunne for eksempel overdrages til kommunerne. Ved at tilføre flere ansatte kunne hjemmehjælperne sagtens løse opgaven. Der bliver hældt millioner/milliarder i Postnord, som kunne bruges til det. Samtidig kunne ældreplejen i eget hjem blive opgraderet. Hvis postbudet, ligesom i gamle dage, havde tjek på om alle var ok. på ruten. Sikken en tryghed, det kunne give. Skildpaddebrevene kunne måske alternativt distribueres sammen med reklamerne på ugebasis. Nu mener nogen i det politiske, at vi skal købe Postdanmark tilbage fra Postnord. Heldigt, at vi ikke har fået malet alle postkasserne endnu. Der bliver udgifter nok til biler, skilte, tøj og til svenskerne. Men big business for dem, der sælger maling og profiltøj. Kan livet fortsætte uden Postnorddanmark? Eller går det i stå?

Annonce