Annonce
Klumme

Mange bække små: To seje tøser på tur for en god sag

Superseje Kirstine og Naja cyklede ud i oktobermørkets vejr og vind, og ringede på klummeskriverens parcelhusdør på Guldkysten i Ringkøbing, hvor de tilbød hjemmelavede smykker. Og de tre fik sig en god snak om alvoren - og håbet - i forbindelse med landsindsamlingen. Foto: Lars Egelund

KNÆK CANCER: Jeg begynder efterhånden at tro på – nu, hvor der er gået 6½ år, siden jeg første og forhåbentligt sidste gang var under kniven – at jeg definitivt kan lægge den modbydelige sygdom bag mig.

Men tanken om den ligger stadig lige under overfladen. Og når de årligt tilbagevendende kontroller af ex-patientens ’tal’ nærmer sig, går der stadig skudder-mudder i nervesystemet. For man behøver jo blot at kigge sig omkring for at blive mindet om, at selv efter mange år ’i dvale’ kan kræften fuldstændig vilkårligt stikke sit hæslige fjæs frem igen.

Derfor har jeg også hidtil haft et mildest talt ’blandet’ forhold til alt det knæk-cancer-halløj, der én gang om året – helt bestemt med de bedste hensigter – sætter hele Danmark på indsamlings-mood. Og selvom der kun undtagelsesvis går ’følelses-porno’ i de mange skæbner, der toner frem på tv-skærmen, og i medierne generelt i kampagneugen, så bliver det nok aldrig min livret, når vi taler lørdagsunderholdning.

Men, tænkte jeg i forgangne weekend: Tag dig nu sammen, dit gamle pjok! For når nu det hele skulle mixes med ’Danmarks modigste dansere’ på Gammel Scene på det Kgl. Teater, så kunne jeg da vel for pokker bare sætte mig i divaneseren, slappe af og se udyret i øjnene – godt hjulpet på vej af rødvin i glasset.

Som tænkt og sagt, så gjort!

Men sørensjaskemig om det så ikke ringer på parcelhusets hoveddør lige midt i en svingende paso doble. Er det monstro ikke bare nogle åndssvage unger, der ta’r forskud på Halloween…? Men det er det slet ikke, viser det sig.

Udenfor i buldrende efterårsmørke står to søde piger, hvis eneste udklædning er regnfrakker og cykelhjelme. De hedder for resten Kristine og Naja.

"Vi samler ind til Knæk Cancer, og vi vil gerne sælge nogle armbånd, halskæder, spænder, øre- og fingerringe… - og vi tager også imod MobilePay!"

De to mega-seje pigers kunde er dog den lykkelige ikke-ejer af en mobiltelefon. Allerede dér kunne de være løbet skrigende bort! Nå, men en gammel sparebøsse må i al hast slagtes, førend perlesmykkerne er i hus. Og undervejs får vi os selvfølgelig en snak:

For jo, de er skam helt på det rene med, hvad de samler ind til. Den ene har en bedstefar, der ikke klarede den - ØV! Og den anden en moster, der er opereret for brystkræft; men som heldigvis har det godt nu.

Herpå ønskede vi hinanden en fortsat god aften. Min oktoberaftens to heltinder steg igen op på deres cykler, og pedallerede ud i efterårsmørket.

Tænk, hvis jeg havde valgt ikke at lukke dem ind! Så var landsindsamlingen ikke nået helt op på 145 millioner kroner. Og jeg var gået glip af en oplevelse, der var vildere end Vild med Dans.

Det er selvfølgelig flot, når menige danskere bænket foran fladskærmen sms’er 150 kroner ind – dels for at støtte den gode sag, men nok også motiveret af håbet om at vinde en funklende ny Volkswagen.

Ligeså flot er det, når enkeltpersoner, lokalsamfund, små og store virksomheder og firmaer donerer endog meget store beløb til forskning, i håb om en dag at knække sygdommens kode.

Men man må da lette på kasketten, når selv mindre børn ’rykker’, og stiller sig op i køen for at hjælpe. Så, derfor, Kirstine og Naja: Godt gået!

Efterskrift: Jeg har efterfølgende ladet mig fortælle, at sidste gang Kirstine og Naja var på færde, havde de besluttet sig for at samle penge ind i Netto. Ved at spille musik og synge. Der er sådan set ingen af dem, der kan spille; men ikke desto mindre stillede de op med guitar og blokfløjte og en ’samle-ind-hat’. Og med et ret så begrænset sang-repertoire.

Efter en time, fortæller min kilde, kom de to tøser mega stolte hjem igen med cirka 100 kroner i udbytte. De havde vistnok sunget den samme sang 20 gange, og til sidst var der en ældre mand, der havde spurgt, om de ville stoppe med at synge og spille, hvis han nu gav dem 20 kroner? Det havde de glade sagt ’ja tak!’ til – for de skulle alligevel hjem og tisse.

Annonce

De er skam helt på det rene med, hvad de samler ind til. Den ene har en bedstefar, der ikke klarede den - ØV! Og den anden en moster, der er opereret for brystkræft, men som heldigvis har det godt nu.

Arkivfoto: Jørn Deleuran
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

El-cykel gik i brand

Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.

Annonce