Annonce
Vestjylland

Må vente med at fjerne olietanke

Ken Madsen, driftsleder på Ulfborg Fjernvarme, undrer sig over den tid, det tager, før entreprenøren kan fortsætte arbejdet med at fjerne værkets olietanke på Ulfkærvej. Arkivfoto: Jan Briks
Ulfborg Varmeværk og entreprenøren bag arbejdet i Ulfborg midtby må vente med at fjerne værkets olietanke til kommunens VVM-screening er overstået.

Ulfborg: Utilfredshed kan man ikke sige, det er. En undren vil nok være mere korrekt. Det er hvad Ken Madsen har for tiden. Han er driftsleder på Ulfborg Fjernvarmeværk og har for nyligt sat entreprenører igang med at grave to gamle olietanke op under værkets gamle bygninger på Ulfkærvej.

Entreprenørerne vil i forbindelse med opgravningen af de to 14-tons tunge olietanke lave en grundvandssænkning i området. Det gør, at planerne nu må rykkes.

- Vi havde jo egentlig tænkt, at vi skulle have overstået arbejdet her i sidste uge, for vi vil gerne i gang, siger Ken Madsen, der nu må sætte planerne på pause, da Holstebro kommune først vil lave en VVM-screening af området.

- Hvis man grundvands-sænker, skal man lave en VVM-screening for at godtgøre, om der skal laves en VVM-redegørelse. Det kan jo risikere at påvirke bygningerne omkring, når der grundvandssænkes. Men vi gør det normalt inden for kort tid, hvis der ikke er særlige problematikker, forklarer Torben Mølgård, chef for Teknik og Miljø i Holstebro kommune.

Han vurderer at det inden for tre til fire uger er afgjort.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De små snublesten - og det brændende spørgsmål til dig, der skændede gravstenene

Når du læser disse linjer, er jeg på vej mod Berlin. Engang Hitlers heilende nazi-inferno af en by. Senere en delt by, hvor murens iskolde zigzag-ar adskilte familier og venner. I dag en hjertelig og åben by, som - parallelt med alt det sprudlende og sjove - hele tiden minder verden om fortidens grusomheder. Berlin er byen, hvor mange tusinde Stolpersteine, snuble-sten, sætter små messing-mindesmærker i fortovene. Hver eneste sten er et minde over ét af de myrdede ofre for nazisterne. Messingstenene ligger foran de huse, hvor ofrene boede. På dem står der meget lidt og forfærdeligt meget: Et navn. En fødselsdato. En deportationsdato. Stedet for mordet: Auschwitz, Neuengamme, Sachsenhausen eller hvad dødsfabrikkerne ellers hed. Også på andre måder minder Berlin og Tyskland hele tiden sig selv og os andre om det, der aldrig må glemmes og aldrig må gentages. Som i den 19.000 kvadratmeter store 'skov' af betonsøjler, der er rejst tæt ved Brandenburger Tor til minde om de myrdede jøder. Som på Gleis 17 på S-bahnstation Grünewald - perronen, hvorfra nazisterne deporterede deres ofre direkte til udryddelseslejrene. Som i det jødiske museum, hvor arkitektur og udstilling i forening gør den besøgende svimmel og kvalm. Som gennem sporene efter Berlinmuren; spor, som man igen kun ser, hvis man kigger ned på fortovet netop der, hvor zigzag-arret er markeret. Over gadeplan er Øst- og Vestberlin i dag mange steder svære at skelne fra hinanden. Det samme er vi mennesker, når vi kigger ordentligt på hinanden. Er du jøde, asatroende eller grundtvigianer? Buddhist? Missionsk? Muslim? Katolik? Ateist? Hvad du end tror eller ikke tror på; uanset din hudfarve og din herkomst - så er du et menneske. Du skal behandles som ét, ligesom du skal behandle andre som netop det, de er: Mennesker. Tysklands mange 'Denkmahls' holder erindringens sår åbne for de, der tør røre ved dem. Når jeg om lidt går rundt i Berlin, vil jeg som altid kigge ned mod snublestenene i respekt for dem, der blev myrdet. Når jeg ser op igen, ville jeg gerne - ansigt til ansigt - møde ét af de mennesker, der valgte at markere Krystalnatten ved at skænde jødiske gravsten med maling og klistre nazistiske jødestjerner på postkasser. Dybest set har jeg bare ét spørgsmål: Hvorfor?

Annonce