Annonce
Indland

Ludomani-hotline får mange flere opkald end ventet

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det er især mænd, som ringer til Stopspillet om deres spil. Hotlinen har eksisteret i ni måneder.

Hjælpelinjen om spilafhængighed StopSpillet får dobbelt så mange opkald som ventet.

Egentlig havde StopSpillet regnet med hver måned at høre fra 30 mennesker, som frygter, at de er blevet afhængige af at spille om penge.

Men efter ni måneders drift har over 60 mennesker i snit ringet hver måned. Det skriver Politiken torsdag.

85 procent er mænd. 37 procent af dem er unge mænd i alderen 18-25 år. Og måske mest overraskende er seks procent af dem under 18 år, og dermed må de slet ikke spille om penge.

I Spillemyndigheden erkender direktør Linda Sand, at den yngre målgruppe fylder meget.

- Efter liberaliseringen kan vi se, at der er behov for, at vi vedvarende undersøger pengespil, primært hos de unge mænd og de ældre drenge, siger Linda Sand til Politiken.

Den seneste undersøgelse er fra 2016. En ny undersøgelse med særligt fokus på unge bliver færdig i 2021.

Psykolog Thomas Marcussen, der er leder af forskningsklinikken for ludomani under Aarhus Universitetshospital, er slet ikke i tvivl om, at flere ikke kan styre deres spil om penge:

- Vi oplever en stigning. Og det bekymrende er, at det er unge mænd, siger Thomas Marcussen til Politiken.

Det er næsten altid sportsbetting, der har sat lavinen i gang, skriver Politiken.

Michael Bay Jørsel, der er centerleder på Center for Ludomani, mener, at telefonlinjen er et godt tiltag.

- En telefonlinje som StopSpillet ved den danske spillemyndighed er en enkel, nem og anonym tilgang til at få rådgivning og vejledning omkring, hvor man kan gå hen og få hjælp, siger han til Ritzau.

Han genkender godt billedet af, at det især er mænd - og især unge mænd - som har problemer med spil. Blandt de unge mænd peger han på, at de ofte har spillet meget på sport.

- De er sportsinteresserede, sportsbettere, og de er oddsere, og så kommer de i uføre og kontakter os, siger Michael Bay Jørsel.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Politisk opbakning til Sommerfuglen skyldes stedets kvaliteter

Læserbrev: Sommerfuglen er kommunes nye fritidstilbud til børn og unge med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Kongstanken er at have ét lokalt fritidstilbud af høj pædagogisk kvalitet i stedet for at benytte aflastningspladser på forskellige institutioner i egen og andre kommuner. Jeg er citeret i Dagbladet søndag for at sige, at den politiske opbakning til Sommerfuglen skyldes behovet for at få stedet fyldt op. Det er en udtalelse, der taget ud af en sammenhæng. Den politiske opbakning til Sommerfuglen hænger helt og aldeles sammen med tilbuddets kvaliteter. Børn med funktionsnedsættelser har svært ved at finde fritidsaktiviteter, der kan rumme deres udfordringer, og det begrænser muligheden for at knytte venskaber. Børnene på Sommerfuglen går typisk på specialskole, og det betyder, at de fleste går i skole og skaber relationer uden for deres nærmiljø. Med Sommerfuglen prioriterer vi, helt i tråd med børne- og familiepolitikken, at give børn og unge med særlige behov mulighed for at dyrke fritidsinteresser og danne trygge og nære relationer med andre børn i kommunen. Relationer de kan bygge videre på gennem deres opvækst, så Sommerfuglen bidrager til ambitionen om at skabe gode overgange fra børneområdet til voksenområdet. Politisk har vi besluttet, at Sommerfuglen som udgangspunkt er kommunens tilbud, med mindre der er faglige begrundelser for noget andet. Det har vi, fordi det er et godt tilbud, og fordi målsætningen om at skabe relationer mellem børn og unge på tværs af kommunen fordrer, at de er sammen. Jeg forstår godt, at det kan være en stor mundfuld for børn, unge og forældre at skulle flytte fra et sted, de kender og er glade for. Men jeg ved også, at de børn og unge, der er begyndt i Sommerfuglen, er glade for og trygge ved det. Der er foretaget en faglig vurdering af, hvorvidt hvert enkelt barns behov kan rummes i Sommerfuglen. I de tilfælde hvor det modsatte er konklusionen, er der fortsat et alternativt tilbud. Jeg forstår også godt, at de institutioner, kommunen hidtil har købt pladser hos, er kede af at miste børn. Men i denne sammenhæng er vores opgave som kommune først og fremmest at give børn og unge med særlige behov de samme muligheder, som andre børn og unge i kommunen. Det er klart, at dialogen med de berørte familier og institutioner skal foregå på en god og respektfuld måde. Når vi hører, at det ikke er oplevelsen alle steder, er der naturligvis grund til at vurdere, om vi kunne have gjort det anderledes. Det er i øvrigt helt almindelig praksis.

Annonce