Annonce
Hvide Sande

Lokal i kunstnerboligen: - Jeg har indset, at jeg må tage væk for at kunne lege

De eneste to uger har Lone Keilberg (på billedet) og Sonja Plougsgaard haft opholdt i kunstnerboligen på Tyskerhavnen. Foto: Mads Dalegaard.
Siden 5. april har Lone Keilberg og Sonja Plougsgaard haft ophold i Hvide Sandes kunstnerbolig. De har fundet ny inspiration, og undervejs har de opdaget, hvor gavnligt det er at komme ud af sine faste rammer.

Hvide Sande: Det er sidste eftermiddag for Lone Keilberg og Sonja Plougsgaard i kunstnerboligen Art 56 på Tyskerhavnen i Hvide Sande. Fredag overtager den hollandske maler Adriana Mast det lille træhus. Gennem vinduet kan man se, at taskerne står pakket og klar. Udflytningen er i gang. Men det betyder ikke, at turister og andre interesserede holder sig væk. Der kan ikke være mange ad gangen i værkstedet, så efter en snak med de to smykkekunstnere og et kig på deres arbejde er man nødt til at gå ud igen. Flere venter på at komme til.

- Jeg har mødt mange interessante mennesker. Jeg har lært Tyskerhavnen at kende og den autentiske mangfoldighed, der er her. Det er meget inspirerende at arbejde her, selvom jeg har været lidt begrænset, for jeg har ikke kunnet have alt mit værktøj med. Jeg har arbejdet meget med tråd, siger Sonja Plougsgaard.

Til dagligt har hun sit smykkeværksted i sin bolig i Ringkøbing. Hun lever ikke af at lave smykker. Det er hendes hobby, som hun tager på markeder for at sælge af. Tre mandage i juli er hun også at finde på kunsthåndværkermarkedet i Vester Strandgade i Ringkøbing.

- Som udgangspunkt er der ikke to af mine smykker, der er ens. Det skal være unikt. Ellers bliver det kedeligt, og det skal være sjovt, siger hun med henvisning til, at hun sælger smykkerne under navnet Smykkeunika.

Annonce
Sonja Plougsgaard elsker at "lege" med ædle metaller. Det har hun gjort i over 25 år. Foto: Mads Dalegaard.

Send turisterne videre

Idéen om, at to lokale kunstnere skulle søge om at komme ud i kunstnerboligen, kom fra Lone Keilberg. Hun har selv værksted og butik på Vester Strandgade, og så er hun initiativtager til kunsthåndværkermarkederne.

- Jeg blev gjort opmærksom på, at det ikke kun er malere, der kan søge. Jeg er stolt af at være lokal kunstner og på den måde binde kunstnerboligen og markederne sammen. Jeg vil gerne, at vi kunne skabe et stærkt område for kunsthåndværkere. Jeg kender Sonja fra markederne, og da jeg ikke selv kunne være her i hverdagen, fordi jeg ikke kunne lukke butikken, spurgte jeg, om vi skulle søge sammen, siger Lone Keilberg.

- Vi skal binde området sammen, så turisterne ser lokale kunstnere ikke bare i Ringkøbing, men også i Hvide Sande og Skjern for eksempel. Det handler om helhedstænkning. Vi skal være gode til at arbejde sammen og gode til at pege på hinanden og sende kunderne videre. Jeg opfordrer for eksempel mine kunder til også at gå i Porcelinge, siger hun.

Sol, luft og ro

Men hvad har de to lokale kunstnere så fået ud af at rykke deres værksteder nogle kilometer længere mod vest?

- Her er et dejligt ly. En dejlig luft og en helt anden ro. Jeg har bare ladet dagene gå. Det er meget berigende. Jeg vil absolut anbefale at være vågne og søge, næste gang muligheden kommer, siger Sonja Plougsgaard.

- Det er lige så stor en oplevelse for mig, som det er for ikke-lokale, at se solopgangen. Jeg har bare nydt det. Ikke så langt væk, ligger der også noget skønt. Der er arbejdsro. Jeg har fundet ud af, at jeg er nødt til at tage væk fra bestillinger og drift for at kunne få lov til at lege. Jeg har fået en inspiration, som jeg ikke havde fået i butikken, siger Lone Keilberg.

- Jeg har lavet flere smykker herude, som jeg kalder "forårets knopper". Inspirationen er hentet i den busk, der er lige uden for døren. Jeg kan se den fra min plads her, siger hun.

Smykke lavet af Lone Keilberg, der blev inspireret af kysten sømærker. Foto: Mads Dalegaard.
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce