Debat

Livet efter Brexit

Læserbrev: Det fylder i hverdagen for både virksomheder og borgere, at Storbritannien er i gang med at forlade EU. Jeg besøgte selv i sidste uge Niebuhr Gears i Ikast, Danish Crowns slagteri i Horsens og en vestjysk producent af velfærdsgrise til det britiske marked.

Undervejs talte jeg også med repræsentanter for grovvare-branchen og vognmænd.

Hele vejen rundt er det tydeligt, at man mere end nogensinde før følger med i det politiske kaos på den anden side af Nordsøen. Forventningen er, at Storbritanniens farvel til EU er noget skidt, som helt sikkert får konsekvenser for erhvervslivet i ikke mindst Midt- og Vestjylland. Det er i høj grad her, at vi allerede har mærket, at den danske eksport til Storbritannien er faldet én milliard kroner siden folkeafstemningen om Brexit i juni 2016.

Jeg oplever dog, at det er en udfordring, som virksomhederne allerede er i gang med at løse. Vi politikere skal derfor også være klar til at bidrage til løsningerne, når briterne på et eller andet tidspunkt har fundet ud af, hvilken vej ud af EU de vælger.

Som medlem af Europa-Parlamentet vil jeg ikke være i tvivl om, at den vigtigste EU-opgave for midt- og vestjyderne i de kommende år er at minimere de negative konsekvenser af Brexit.

Det handler om, at vores industri, landbrug og fiskeri ikke alene skal betale regningen for Brexit, når Storbritanniens bidrag til EU-kassen ophører. Om at fremme samhandelen i EU og skabe nye frihandelsaftaler med andre lande - og Storbritannien. Og om, at vi fortsat kan rejse relativt ubesværet til London og omegn, uanset om det er for at arbejde, studere, besøge venner og familie eller juleshoppe.

0/0
Klumme

Ugens Prædiken: Påskemorgen er som en håbets hilsen fra Guds fremtid

Klumme

Martine om at blive gammel: Måske er det andet end medicin og ømme muskler?

Klumme

Ugens Prædiken: Mere kærlighed, end vi fatter og forstår

Klumme

Kommer du til årets grundlovsfest?

Leder For abonnenter

Bøhtosserne og de sande demokrater

Spalte op og spalte ned er der blevet skrevet om koranafbrændings-tossen. Du ved; ham der fuldt bevidst går efter at lave sine demonstrationer på måder og på steder, hvor hans iskolde og desværre alt for ofte ganske korrekte kalkule er, at bål-og-brand-tosser vil gribe den kærkomne anledning til at lade sig krænke så tilpas meget, at det efter deres indskrænkede verdensopfattelse berettiger til larm i gaden. Og dermed får bål-og-brand-tosserne på imponerende vis bekræftet koranafbrændings-tossens pointe - hvis ellers pointe ikke kan siges at være et alt for pænt ord for den verdensopfattelse, som hadprædikanter af alle farver abonnerer på. Faktisk er der både sagt og skrevet mere end rigeligt om Rasmus Paludan. Derfor er hovedpersonerne i disse linjer ikke hverken den ene eller den anden part i bøhtosse-krigen. Det handler tværtimod om demokratisk forståelse ført ud i en ualmindeligt fornem praksis - og om et par seje gutter fra Holstebro, Abbas Maanaki og Ergin Dogan. De to stod bag et vellykket arrangement i Trekanten i Holstebro, hvor de fik beboerne til at samles om pizza, fodbold og lørdagshygge i stedet for at stille op som medvirkende i provokatørens omrejsende cirkus, der var varslet til at ankomme til byen en lørdag i april. Dermed faldt det sture, sture provkationsnummer til jorden med et stille plask - ganske som den slags har fortjent. Maanaki og Dogan er begge som teenagere kommet i ungdomsklubben Jættehøj og forklarer, hvordan værdierne, de lærte der, var afsæt for deres fredelige moddemonstration: Rasmus Paludan skulle have lov at bruge sin ytringsfrihed til at sige, hvad han ville - men de to brugte deres ytringsfrihed til at argumentere for, at alle lod ham stå alene med sine provokationer og sin dyre politibeskyttelse. En beskyttelse, som der i Holstebro ikke blev den fjerneste brug for. Missionen lykkedes nemlig over al forventning, og der var efterfølgende stor ros fra politikommissær Lilian Jensen, som i Dagbladet Holstebro erklærede sig "pavestolt af den præventive indsats, vi så fra beboerne". Hvor ville det dog være fantastisk, hvis 'Holstebro-modellen' kunne brede sig til andre steder i landet. Københavnske Nørrebro kunne for eksempel lære en hel del. Som Ergin Dogan siger: "Det, Rasmus Paludan står for, er ikke de værdier, som vi har lært at kende i Jættehøj og på arbejdsmarkedet. Vi er bare med til at sprede hans retorik og had, når vi lader os provokere. Han ved udmærket, hvilke knapper han skal trykke på, så det eksploderer. Og jeg tror, det er hans formål." Jeg tror, Ergin Dogan har ret - og siger tak til ham, til Abbas Maanaki og til lærere og pædagoger som dem i ungdomsklubben Jættehøj, fordi de på forbilledlig vis formår at vise, hvad demokrati vil sige i virkelighedens verden.

Klumme

Amagerpigens tak til Bork Havn Efterskole: I var vinden under mine vinger