Annonce
Sport

Lis Hartel - hvor der er vilje, er der vej

Lis Hartel på sejrsskamlen ved OL 1952 i Helsingfors. Privatfoto.
Dressurrytteren kæmpede sig igennem sygdommen børnelammelse, og det blev til OL-sølv ved legene i Helsingfors og Stockholm.
Annonce

Danmark: Hvor der er vilje, er der vej.

Uanset hvor gammel man er, tror jeg, at vi alle kan blive enige om, at den sundhedskrise, vi gennemlever i dette forår, er noget af det værste nogensinde. Da jeg var barn lige efter 2. verdenskrig, blev verden også ramt af en alvorlig sygdom polio - som primært ramte unge - derfor kaldet børnelammelse.

Mange år ældre husker jeg også perioden, fordi en kendt dansk idrætskvinde blev ramt af sygdommen og alligevel formåede at vinde olympisk medalje til Danmark - endog to gange i 1952 i Helsingfors og fire år senere i Stockholm.

Lis Hartel hed hun og var dressurrytter - dengang kaldet skoleridning. Allerede i de yngste år - i 1942 og 43 - havde hun vundet det danske mesterskab i ridebanekonkurrence og en lysende karriere lå foran hende, men pludselig en november morgen i 1944 som 23 årig vågnede hun op med stærke smerter i kroppen, dunrende hovedpine, den ene arm kunne ikke løftes, og næste morgen var stort set hele kroppen lam. Hun var blevet angrebet af børnelammelse, mens hun var gravid og skulle føde sit andet barn.

Efterfølgende påbegyndte Lis Hartel en vanvittig genoptræning. Hun måtte hjælpes ud af sengen og kravle på alle fire sammen med sin næsten nyfødte datter. Med en snor fik hun bundet lodder og trisser på benene for at optræne styrken.

Ride kunne hun ikke i starten, men med ukuelig vilje fik hun gang i både hesten og sig selv i løbet af de næste år, og en dag kunne hun melde sig til den første konkurrence i mange år.

Hun vandt igen et mesterskab, og resultaterne blev bedre og bedre. Drømmen om at stille op til OL i London i 1948 var forduftet, men Danmarks Olympiske Komité vurderede, at Lis Hartel skulle tilmeldes legene i Helsingfors i 1952.

Konkurrence i dressur fik i den periode nyskabelse, idet den ikke blot var som hidtidigt forbeholdt mænd med officer-rang, men at og underofficerer og kvinder kunne deltage. Der var fire kvinder tilmeldt til legene i den finske hovedstad, heriblandt Lis Hartel på hesten Jubilee.

- Jeg lå om morgenen i min seng på konkurrencedagen, da min mand spurgte mig, om jeg var nervøs. Svaret var nej, og det var Jubilee hellere ikke. Vi var begge klar til konkurrencen, og Jubilee red som et eventyr. Det var som om, den kunne mærke, at der var noget særligt på færde og ville gøre sig ekstra umage, har Lis Hartel tidligere sagt.

Jubilee var noget speciel og nærmest en krukke, der pustede sig op af velvære, når folk klappede af hende. Den eftermiddag fik Jubilee rig lejlighed til at pruste af glæde, da det blev til en OL-sølvmedalje. Den var ni år gammel, og fire år senere gentog hesten ved OL i 1956 bedriften med Lis Hartel på ryggen. Det foregik i Stockholm, hvor hestekonkurrencerne foregik, mens resten af legene var i Melbourne i Australien.

Året efter måtte Lis Hartel med blødende hjerte tage afsked med sin elskede hest. Den var blevet 14 år gammel, angrebet af en alvorlig blodsygdom og måtte aflives - et piletræ blev plantet på dens gravsted.

Lis Hartel kom aldrig mere til OL, selv om hendes store drøm var at ride på Peterspladsen i Rom ved OL i 1960. Hun blev alligevel husket og elsket over hele verden.

Hollywood ville lave en film om hendes fantastiske liv, men svaret blev nej tak, for hun ville ikke gøres til heltinde, men Lis Hartel har for evigt printet sit navn ind i den olympiske historie og billedet af hende stå grædende på medaljeskammelen i Helsingfors i 1952, er sammen med den legendariske Black Power hilsen fra de to sorte amerikanske 200-meter løbere John Carlos og Tommie Smith ved præmieoverrækkelsen i Mexico ved OL i 1968 blev kåret som historiens bedste budskabs billeder.

Kilder: John Idorn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce