Annonce
Sommerland

’Lille Louisiana’ ligger i Videbæk: Jeg blev helt imponeret, da jeg så bygningen

Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk fanget på en dag, hvor vejret i modsætning til fredag ikke sørgede for vand i stride strømme. De to tehuse er tegnet af den berømte arkitekt Henning Larsen, som stammer fra Opsund lige uden for Videbæk. Arkivfoto: Mads Dalegaard
Vestjyllands Kunstpavillon agerer kunstknudepunkt og turist-trækplaster for Videbæk.

VIDEBÆK: - Hvor er det flot her!

Annie Mette Kalhøj fra Herning var lige trådt ind ad hoveddøren for første gang, da udbruddet faldt. Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk havde allerede gjort et godt indtryk hos hende.

Arkitekturen er da også noget, gæster generelt lægger mærke til, inden de overhovedet kommer ind at se kunstmalerierne inde i Vestjyllands Kunstpavillon. Det fortæller formanden for museet, Erling Damgaard. To japanske tehuse pryder nemlig Anlægget i Videbæk og udgør museet; de hvide tvillinge-tehuse svæver nærmeste oven på græsset og ned til søen.

- Der er mange københavnere, som kalder bygningen for ’Det Lille Louisiana.’ Det er vi meget godt tilfreds med. Der er jo meget om det. Det arkitektoniske betyder meget her også ligesom på Louisiana, siger formand Erling Damgaard med et smil.

Førstegangsgæsten Annie Mette Kalhøj var fredag en del af et imponeret trekløver. Sammen med sin mand, Steen Sigurd Andersen, og mandens søster Kirsten Andersen var de nemlig draget på museumstur i skybrudsvejret; først besøgte de Heart i Herning og så drog de 25 kilometer mod vest.

- Jeg blev helt imponeret, da jeg så bygningen. Jeg havde forestillet mig, det bare ville være sådan et almindeligt hus, siger Annie Mette Kalhøj.

- Ude ved verdens ende, midt ude på heden, kommer der bare et fedt byggeri. Det er supergodt. Jeg synes bare, at det er godt gået af byen, siger Steen Sigurd Andersen.

Annonce

Vestjyllands Kunstpavillon - Arne Haugen Sørensen Museum

Adresse: Henning Larsens Vej 3, 6920 Videbæk

  • Åbent hver dag klokken 13-17.
  • Priser:
  • Voksne: 70 kr.
      • Voksne: 70 kroner
      • Børn og unge 18 år: gratis
        • Grupper på minimum 10 personer: 60 kroner per person.
        • Rundvisning: 300 kroner.
  • Hovedattraktioner: Arkitekturen, Arne Haugen Sørensen Museum og de skiftende samtidsudstillinger.

Verdenskendt arkitekt

Det er da heller ikke hvem som helst, der har tegnet kunstmuseet. Arkitekt Henning Larsen fra Opsund i Videbæks udkant er nok mest kendt for at have tegnet udenrigsministeriet i Saudiarabiske Riyadh og Operahuset i København. Det første byggeri skattede han, det andet havde han det svært med at lægge navn til; for den nu afdøde arkitekt mente, at mæcen og bygherre bag projektet Mærsk Mc-Kinney Møller ville styre for meget.

I Videbæk har de forsøgt at følge bysbarnets arkitektoniske visioner. Da tehus nummer to blev bygget efter arkitektens død, blev der i byggeprocessen holdt fast i at holde gulv og loft parallel udvendigt. Så da der skulle være mere plads til malerier i tehus nummer to end i det første, blev der skabt rum ved at grave ned i jorden. På den måde fik man plads til mere kunst indvendig uden at gå på kompromis med de lette og parallelle flader udvendig. Det er med til at skabe fornemmelsen af, at bygningen nærmest flyver over græsset og flyder ud i søen.

Tehus nummer to blev færdigt i 2017 og rummer Arne Haugen Sørensens Museum, mens det første tehus rummer midlertidige udstillinger med andre kunstnere. Det var Arne Haugen Sørensens malerier, som havde lokket Annie Mette Kalhøj, Steen Sigurd Andersen og Kirsten Andersen til Videbæk.

Maleriernes budskab

Arne Haugen Sørensen er især kendt for sine kirkelige malerier, og hans værker pryder i dag 30 kirker, om det så er som altertavler eller som glasmosaik i vinduerne. I museet finder man da også de klassiske beretninger om Isaks ofring eller om den sidste nadver. Men hvis man ser på billederne, kan de sagtens overraske. For til den sidste nadver spiste de åbenbart kirsebær og vandmelon.

- Nogle besøgende siger: ”Kan det passe? Havde de vandmeloner dengang?” Nej, det er nok den kunstneriske frihed, som taler der, siger Erling Damgaard med et grin.

På samme måde oplevede Kirsten Andersen at blive overrasket. For på museet fyldte også Arne Haugen Sørensens malerier med motiver fra græsk mytologi. For eksempel så hun en dreng med vinger, der fløj afsted. Eller det troede hun i hvert fald i begyndelsen. Faktisk forestiller billedet Ikaros, som fløj for tæt på solen, da han fik vinger. Vingerne brænder. Han er ved at styrte ned. På den måde får beskueren lov til at opdage noget nyt, hvis de giver sig tid. Billederne ændrer stemning.

Annie Mette Kalhøj, Sigurd Steen Andersen og Kirsten Andersen søgte fredag tørvejr, da de tog på museumsrundtur. Besøget i Videbæk imponerede dem så meget, at de hellere end gerne slår et smut forbi en anden gang. Foto: Mads Dalegaard

Flere gæster år for år

Det er der tilsyneladende flere, som har fået øjnene op for. År for år er der i hvert fald flere, som besøger kunstmuseet.

- Vi er steget fra 8.500 til 15.000 besøgende om året. I år ser det ud til at blive endnu flere, så der kæmper vi faktisk med nogle af de større museer, siger Erling Damgaard.

Annie Mette Kalhøj og Steen Sigurd Andersen var da heller ikke sene til at proklamere, de gerne tager udenbys gæster med til Videbæk en anden gang, ligesom de gjorde med Kirsten Andersen fra København.

Vestjyllands Kunstpavillon har et fast museum, Arne Haugen Sørensen Museum, og så en skiftende udstilling for samtidskunst med andre kunstnere. I weekenden åbnede udstillingen "Georrrrge." Udstillingen er inspireret af 1970'ernes betydning for vores samfund i dag og er opkaldt efter Beatles-medlem George Harrison. Foto: Mads Dalegaard
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce