Annonce
Debat

Legenden om Dannebrog blafrer i vinden

Vi kan i år fejre Dannebrogs runde fødselsdag. Men gransker vi historien nærmere, dalede det ikke ned fra himlen i 1219, blev næppe bragt hjem fra Estland, var slet ikke dansk, og er sandsynligvis ikke verdens ældste flag. Men Dannebrog bærer en legende, der er blevet en del af landets selvfølelse som nation og danskerne som folk. Men også en legende, der historisk set er mildest talt noget tvivlsom.

Valdemars Dag, 15. juni, er officiel flagdag i Danmark. Det var på denne dato i 1219, at en stor, dansk korsfarerhær med Valdemar 2. Sejr i spidsen stod midt i det berømte slag ved Lyndanisse i Estland. Danskerne var meget hårdt trængte, og ærkebiskop Anders Sunesen bønfaldt Gud om hjælp med armene højt hævet. Men hver gang han sænkede de værkende arme, vandt de hedenske estere frem. Bønnerne hjalp. Himlen åbnede sig. Ned dalede et korsbanner. En kraftfuld røst lød samtidig, at ved at holde det tegn hævet, ville de vinde kampen. Derved kunne kong Valdemar 2. Sejr vende det truende nederlag til stor triumf. Hvis vi skal tro legenden.

C.A. Lorentzen gengav legenden på sit berømte maleri fra 1809. Han havde tydeligvis sans for voldsomt drama og storladen symbolik, blot et par år efter englændernes bombardement af landets hovedstad og tabet af flåden, men ikke just for historisk akkuratesse. Det store handlingsmættede billede fik som kobberstik bidrog til legenden og den nationale selvforståelse. Knap fyrre år efter bidrog Peter Faber i "Den tapre Landsoldat" fra 1848 til den nationale legende med ordene: "Om Dannebrog jeg veed, Det faldt fra Himlen ned, Ja, det faldt fra Himlen ned". Sangen udkom i et særtryk dagen efter, at de danske tropper havde sejret i slaget ved Bov mod de slesvig-holstenske styrker. Og året efter kom H.C. Andersen i "Soldaternes Sang til Danebrog" med ordene: "Vor gamle Fane, vort Danebrog, Som Himlen gav os med Seier." I 1912 blev 15. juni national mærkedag og officiel flagdag, og det var næppe tilfældigt, at det var på samme dato, at Nordslesvig i 1920 blev genforenet med Danmark. Under Anden Verdenskrig lod Det danske Råd i London allerede i 1941 flyveblade blive kastet ned over Danmark på Valdemars Dag. Et Dannebrog fyldte hele den ene side af bladet, og i teksten på den anden blev der henvist direkte til, at det himmelfaldne flag havde vendt et truende nederlag til en sejr. Omvendt spillede nazisterne senere meget bevidst på legenden i forsøget på at hverve danskere til SS-styrkerne i kampen mod sovjetrusserne i de baltiske områder, underforstået de hedenske kommunister.

Allerede i midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog i de ikke-kristne områder omkring Østersøen. Da det kom kong Valdemar 2. Sejr for øre, at de kristne kirker i Livland lidt syd for Estland nærmest uophørligt blev angrebet af esterne, tøvede han ikke. Han fik pavens godkendelse til at underlægge sig og den danske kirke alle områder, som han kunne tilkæmpe sig. Kongen fik samlet en stor korsfarerhær i op mod 1500 langskibe. Efter landgang slog de lejr ved Lyndanisse i det nordlige Estland. Korsfarerne gik straks i gang med at nedrive den gamle borg på stedet, og begyndte at opføre en ny, der af esterne blev kaldt Tallinn, "dansk by". Lokale estiske udsendinge, tilsyneladende imponerede over den store korsfarerhær, blev i de følgende dage venligt modtaget af kong Valdemar, men ved aftenstide 15. juni 1219 angreb esterne pludseligt den totalt uforberedte korsfarerhær. Et totalt og knusende nederlag for korsfarerne og Valdemar Sejr lurede. Men esterne havde ikke opdaget de vendiske styrker i en dalsænkning, og de fik hurtigt samlet sig til et fremstød. Det lettede presset på danskerne og tyskerne, der kunne gå til modangreb, og snart fik den forenede korsfarerhær drevet de estiske styrker på flugt.

Når vi gransker historien nærmere, viser det sig, at den vigtigste og mest detaljerede beskrivelse af slaget ved Lyndanisse ikke nævner noget som helst om et flag fra himlen, nemlig den af præsten Henrik af Letland, der nedskrev den kort tid efter begivenheden. Det viser sig også, at munken Petrus Olai fra Roskilde i den første del af 1500-tallet, kendte til både Lyndanisse-slaget og fortællingen om Dannebrog. Men også, at han havde kendskab til et andet slag på et andet tidspunkt og et andet sted og: 1208 ved det nuværende Viljandi i det centrale Estland. Han havde oplysninger om, at flaget kom derfra, men noterer, at årstallet er fejlagtigt, og knytter i stedet Dannebrogsbanneret til 1219-slaget. Vi kender desværre meget lidt til 1208-begivenheden, men forskellen er til at få øje på: Fellin var lille og relativt ukendt, slaget var efter alt at dømme uden kongelig tilstedeværelse, og paven var ikke involveret. Derimod omfattede Lyndanisse-slaget ikke blot en stor korsfarerhær, men også både en konge og en ærkebiskop. Og paven havde så at sige godkendt hele det overordnede projekt. Samtidig markerede slaget begyndelsen på en godt 150-årig periode med en stor del af det nuværende Estland på danske hænder.

Det er først en hel del år efter slaget ved Lyndanisse, at Dannebrog blev rigsbanner, nemlig under kong Valdemar 4. Atterdag, der i øvrigt i 1346 solgte det estiske område til en tysk ridderorden. Det rød-hvide korsbanner er, som kvadratisk banner med et ligearmet kors på en rød bund, afbildet på en tegning, der direkte kan forbindes med kongen, fra årene omkring hans død i 1375. Han var tidligt i sin regeringsperiode på pilgrimsrejse til Jerusalem og blev slået til ridder ved Den Hellige Grav. Det er en meget nærliggende tanke, at han blev inspireret til det kristne korsbanner fra denne rejse eller faktisk hjembragte et. Dertil kommer, at også Det Tysk-romerske Kejserrige, som Valdemar Atterdag havde nær tilknytning til, brugte en fane med et hvidt kors på en rød bund. Lignende faner blev også brugt mange andre steder rundt om i den kristne verden. Flere ridderordner havde bannere, der mindede om det. Hvis det danske flag er fra den tid, og det er der meget, der tyder på, så er det ganske vist ikke det ældste i verden - blandt andre er Englands hvide med et rødt kors, St. George’s Cross, og Schweiz' røde med et ligebenet kors ældre – men dog stadig blandt de ældste.

Annonce
Ole Birket-Smith
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Samarbejde kan være en kur mod butiksdød

De findes allerede mange steder - samarbejdsaftaler. Det gælder i hvert fald i foreningslivet. Her har mange klubber og foreninger på den ene eller anden måde slået pjalterne sammen for at sikre, at der er deltagere nok på de forskellige hold, og det kan være både badminton, fodbold, gymnastik eller noget helt fjerde. Alternativet har i mange tilfælde været at lukke ned, og det med at lukke ned fører sjældent noget positivt med sig. I en helt anden boldgade kan det meget vel være, at netop et samarbejde kan give god mening - nemlig når det drejer sig om at holde liv i de lokale butikker. Butiksdøden har i årevis hærget i mange af kommunens talrige landsbyer. Som regel har de lokale kæmpet til det sidste for at holde liv i dagligvareforretningen, men alt for mange gange har de måttet kaste håndklædet i ringen, og landsbyen står uden butik. Sidste år var det Stauning, der var igennem denne proces, da Brugsen lukkede. Her endte historien heldigvis lykkeligt sidst i 2019, idet Brian Pedersen overtog forrretningen, der fortsætter som en Min Købmand. Forhåbentlig bakker de lokale op om den! Nu er det andelsbutikken i Velling, der er i klemme. For nylig sagde købmanden op, men forretningen drives dog videre af behjertede frivillige. Men det går ikke for godt med økonomien, og findes der ikke en løsning, risikerer Velling at stå uden dagligvarebutik med de konsekvenser, det får for lokalsamfundet. Det bliver alt andet lige mindre attraktivt at bo i byen, når der ikke er en butik. I tirsdags var der ekstraordinær generalforsamling om butikkens fremtid. Der var blandt de fremmødte borgere opbakning til at forsøge at drive butikken videre. Og så var der en gæst, der slog de optimistiske strenge an - købmanden fra Stauning. Efter hans mening er der bestemt baggrund for en dagligvarebutik i Velling - og han kunne godt se sig selv i et samarbejde mellem de to købmandsbutiker. Det er endnu ikke bestemt, hvad et samarbejde helt konkret skal bestå af, men det lyder fornuftigt. Skal dagligvarebutikkerne i landsbyerne overleve, må de i mange tilfælde finde utraditionelle løsninger. Det kræver dog, at kunderne bakker helhjertet op. Ellers kan det være lige meget med de gode intentioner og flotte ord på en generalforsamling.

Annonce