Annonce
Erhverv

Landmand solgte sin gård til investorer: - Det var sindssygt svært at droppe selveje

Sidste år indviede Niels Blem en stor ny og moderne svinestald, hvor f.eks. lugten fra gyllen er væsentligt reduceret. Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, indviede stalden. Foto: Lasse Olsson
Niels Blem valgte at indgå en aftale med tyske investorer, da han kunne købe en nabogård. I stedet for selv at købe og blive forgældet, har tyske investorer købt gården, som Niels Blem nu lejer.

Niels husker det tydeligt. Han sad på traktoren og grublede, mens han gravede ud til ny stald på Stenbrogaard i Knudsbøl vest for Kolding. Produktionen af grise skulle stige fra 6.000 til 21.000 om året. Og nok så vigtigt ville han have en full-line produktion, hvor han selv avlede smågrisene og fodrede dem op til slagtning i stedet for at sende smågrise ud på landevejene til opvækst på andre gårde.

Han havde bare ikke helt løst udfordringerne med gylle og foder. Han havde ikke marker nok til den megen gylle fra svinestaldene, og planer om et biogasanlæg i Kolding var endnu ikke blevet til noget. Samtidig var spørgsmålet, om han selv skulle dyrke al det ekstra foder, eller om han skulle købe det.

Nu var en nabogård sat til salg. Den kunne være løsningen. Niels Blem kunne selv dyrke mere foder, og han fik flere marker til gyllen. Han var derfor meget interesseret i gården, men han havde ikke lyst til at låne en masse penge og binde sig selv på hænder og fødder. Så gode råd var dyre.

Derfor greb han mobiltelefonen den sommerdag på mejetærskeren og ringede til sin regnskabskonsulent Claus Bech Jensen hos Kolding Herreds Landbrugsforening. Om han kunne hjælpe Niels ud af frustrationerne med et godt råd?

Annonce
-Vi er nødt til at blive bedre til at se landbrug som en forretning. Vi skal være dygtigere til at være direktører.

Tysk investor på banen

Det kunne konsulenten faktisk. Claus Bech Jensen havde lige været på studietur, og han havde snakket med en kollega fra LandboSyd, som havde kontakt til tyske investorer. Et investeringsselskab med hovedsæde i Hamborg, etableret af et par tyske landmænd, ville gerne investere mere i dansk landbrug.

Niels Blem var umiddelbart lidt skeptisk.

-For mig har landbrug altid været selveje, selveje, selveje, siger Niels Blem.

Men han var alligevel interesseret i at tale med tyskerne, fordi han som nævnt ikke ville sidde som en forgældet landmand, når han om 13 år blev 65. Kontakten blev etableret, og Niels Blem, hans rådgiver Claus Bech Jensen og de tyske investorer holdt flere møder, og det så rigtig fornuftigt ud.

-Det væsentlige for mig var, om det var folk, jeg kunne arbejde sammen med. At jeg havde tillid til dem, og at de havde kendskab til landbrug. At de også havde gået og sparket i jord, siger Niels Blem.

Hellere leje end mere gæld

Han fik hurtigt en god dialog med tyskerne. Han lagde fem års regnskab frem og salgsopstillingen for Ferupgaard, og forhandlingerne endte med en aftale. Det tyske selskab Agriworld FramInvest GmbH købte gården med de 160 hektar, stuehus, tre parcelhuse og 4000 kvadratmeter haller. Niels Blem lejer og passer de mange bygninger, som han lejer ud.

Forpagtningskontrakten løber over 12 år og fylder 50 sider, og Niels Blem sparer 6-700.000 kroner om året. Det er i dette tilfælde forskellen på at leje eller eje.

-Jeg synes, det var sindssygt svært at droppe selveje. Selveje er bare så indgroet i dansk landbrug, og når jeg går og maler ovre på gården, kan jeg da godt tænke: ”Hvem gør jeg egentlig det for? Det er jo ikke mit?”

-Men hvis jeg købte ejendommen, ville jeg fordoble min gæld, og hvis jeg var gældsat op til skorstenen på min egen ejendom, ville jeg være låst på hænder og fødder, som mange andre har oplevet, og dermed ikke kan komme videre, fordi bankgælden er så stor.

-Nu skal jeg bare betale husleje.

Blå bog: Niels Blem

Niels Blem

53 år, gift med Susanne, har børnene Christian og Frederikke.

Overtog i 2002 Stenbrogaard med 137 hektar og 420 søer.

Gården ligger i Knudsbøl ved Jordrup vest for Kolding.

I dag driver han 400 hektar og avler 21.000 slagtesvin om året.

Vi skal være mere direktører

Niels Blem har fået mange reaktioner, og de er overvejende præget af forundring. Hvordan kunne han finde på at gå ind i en konstruktion med investorer og leje et landbrug?

-Nogle siger: ”Hvad så med værdistigning på jorden? Den får du ikke noget ud af?” Men hvem siger, at jordpriserne skal stige. Ingen kender priserne om 12 år, siger Niels Blem, der har holdt foredrag om konstruktionen.

-Og jeg fornemmer, at mange godt kan forstå det, når de hører om økonomien.

Niels Blem har selv svært ved at se, hvordan fremtidens landmænd skal kunne lægge 100 til 150 millioner kroner for de store gårde, som efterhånden er skabt i dansk landbrug.

-Jeg kan godt være bekymret for, hvordan vi kommer videre i dansk landbrug, for hvem skal overtage landbrug til 100-150 millioner kroner? Det kan vi ikke løse ved selveje. Vi kan ikke skubbe det over på en enkelt person.

-Vi er nødt til at se efter nye muligheder, hvor man enten er flere om det eller får investorer med ind, siger Niels Blem og tilføjer:

-Vi er nødt til at blive bedre til at se landbrug som en forretning. Vi skal være dygtigere til at være direktører. Jeg er selv for meget landmand, for jeg vil gerne være ude at passe grisene. Det er dét, jeg er god til, men vi er i dag nødt til at drive landbruget som en virksomhed.

-For mig har landbrug altid været selveje, selveje, selveje, siger Niels Blem. Men det skulle rådgivning fra Kolding Herred Landboforening lave om på. Foto: Lasse Olsson
Det går op og ned i dansk landbrug. Sidste år manglede Niels Blem en indtægt på 1,8 mio. kroner pga. den dårlige høst, på et tidspunkt hvor svinepriserne var lave. Nu er svinepriserne steget, og nu får han 100.000 kroner mere pr. læs grise han leverer til slagteriet. Foto: Lasse Olsson
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Politisk opbakning til Sommerfuglen skyldes stedets kvaliteter

Læserbrev: Sommerfuglen er kommunes nye fritidstilbud til børn og unge med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Kongstanken er at have ét lokalt fritidstilbud af høj pædagogisk kvalitet i stedet for at benytte aflastningspladser på forskellige institutioner i egen og andre kommuner. Jeg er citeret i Dagbladet søndag for at sige, at den politiske opbakning til Sommerfuglen skyldes behovet for at få stedet fyldt op. Det er en udtalelse, der taget ud af en sammenhæng. Den politiske opbakning til Sommerfuglen hænger helt og aldeles sammen med tilbuddets kvaliteter. Børn med funktionsnedsættelser har svært ved at finde fritidsaktiviteter, der kan rumme deres udfordringer, og det begrænser muligheden for at knytte venskaber. Børnene på Sommerfuglen går typisk på specialskole, og det betyder, at de fleste går i skole og skaber relationer uden for deres nærmiljø. Med Sommerfuglen prioriterer vi, helt i tråd med børne- og familiepolitikken, at give børn og unge med særlige behov mulighed for at dyrke fritidsinteresser og danne trygge og nære relationer med andre børn i kommunen. Relationer de kan bygge videre på gennem deres opvækst, så Sommerfuglen bidrager til ambitionen om at skabe gode overgange fra børneområdet til voksenområdet. Politisk har vi besluttet, at Sommerfuglen som udgangspunkt er kommunens tilbud, med mindre der er faglige begrundelser for noget andet. Det har vi, fordi det er et godt tilbud, og fordi målsætningen om at skabe relationer mellem børn og unge på tværs af kommunen fordrer, at de er sammen. Jeg forstår godt, at det kan være en stor mundfuld for børn, unge og forældre at skulle flytte fra et sted, de kender og er glade for. Men jeg ved også, at de børn og unge, der er begyndt i Sommerfuglen, er glade for og trygge ved det. Der er foretaget en faglig vurdering af, hvorvidt hvert enkelt barns behov kan rummes i Sommerfuglen. I de tilfælde hvor det modsatte er konklusionen, er der fortsat et alternativt tilbud. Jeg forstår også godt, at de institutioner, kommunen hidtil har købt pladser hos, er kede af at miste børn. Men i denne sammenhæng er vores opgave som kommune først og fremmest at give børn og unge med særlige behov de samme muligheder, som andre børn og unge i kommunen. Det er klart, at dialogen med de berørte familier og institutioner skal foregå på en god og respektfuld måde. Når vi hører, at det ikke er oplevelsen alle steder, er der naturligvis grund til at vurdere, om vi kunne have gjort det anderledes. Det er i øvrigt helt almindelig praksis.

Annonce