Annonce
Indland

Ladekarl om al-Hol-lejren: Det mærkeligste sted

Francesco Lanino, Røde Kors./Free
50.000 børn repræsenterer hele verden, fortæller generalsekretær efter besøg i syrisk flygtningelejr.

- Det er det mærkeligste sted, jeg har været og den mærkeligste flygtningelejr, jeg har været i i hele mit liv.

- Man går rundt dels blandt 20.000 sortklædte kvinder, man ikke kan se, hvor de kommer fra, og så 50.000 børn. Nogle er rødhårede, andre hvidhårede, nogle er sorte og andre hvide. Hele verden er repræsenteret.

Sådan fortæller Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Dansk Røde Kors, om sin oplevelse af flygtningelejren al-Hol i Syrien, hvor Islamisk Stats tilfangetagne sympatisører sidder.

Ladekarl befinder sig torsdag eftermiddag i Syriens hovedstad, Damaskus, efter at have tilbragt to dage i al-Hol.

I lejren sidder der op mod 75.000 mennesker, hvoraf to tredjedele er børn.

Lejren er plaget af sygdom, børnene af underernæring og senest har høj varme skabt en akut mangel på rent drikkevand.

- Der går børn rundt som zombier, de sidder i teltene hele dagen i 50 graders varme og nægter at spise, fordi de oplevelser, de har haft, har været dybt forfærdelige.

Han omtaler lejren som et "semi-fængsel", hvor folk går rundt med begrænsede muligheder uden nogen form for aktivitet men med masser af frustration.

- Hver eneste gang man forsøger at tale med nogle, så bliver man overfaldet af tyve andre, som dels vil have, at man finder deres mænd og dels klager over forholdene.

Flere danske medier har angivet, at der er registreret fem danske voksne og otte børn i al-Hol, hvoraf en 13-årig såret dreng er sendt til Danmark. Det vil Anders Ladekarl hverken be- eller afkræfte.

I en rundspørge, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, svarer flertallet af danskerne afvisende på spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal arbejde aktivt for at hente børnene hjem.

45 procent svarer "nej", 34 procent mener "ja", mens den sidste femtedel svarer "ved ikke".

- Jeg forstår godt danskernes følelser, men hvis de havde set de børn, som jeg har, og set, hvordan de lever, og hvilken fremtid de har, hvis vi ikke gør noget, så tror jeg, at tallene ville være anderledes, siger Ladekarl.

/ritzau/

Annonce
Francesco Lanino, Røde Kors./Free
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Udvikling: Det er vores butik - vi har selv skabt den

Læserbrev: I eftersommeren 2018 mistede vi i Stauning vores brugsforening, hvor folk havde handlet gennem mere end 100 år. Tankstationen lukkede også. Det var en ringe trøst, at COOP-koncernen – tilsyneladende uden mange tanker om sine dybeste rødder – var i gang med at lade sine brugser i en lang række landsbyer gå konkurs. Som én af os i Stauning med velplaceret ironi udtrykte det: ’Det er da vist ligesom en so, der æder sine egne grise’. Men ulykken tog ikke gå-på-modet fra os. Tværtimod var der folk i Stauning, som omgående tog initiativet. De gik på med krum hals. De samlede Staunings kræfter. De fik ting til at ske. Der er nemlig det ved det, at det dér med at få noget til at ske - det ligger nærmest indbygget i Staunings DNA. Derfor skete det, at vi allerede i foråret 2019 – bare et halvt år efter brugsens lukning – kunne byde benzinselskabet Go’on velkommen til Stauning. Biler begyndte igen at dreje ind. Der var igen aktivitet. Og nu på lørdag, 23. november, sker der det, at vores nye købmand kan byde os velkommen – og vi ham – i en topmoderne dagligvareforretning, der er gennemgribende renoveret fra A til Z af professionelle håndværkere. Herudover har mange forskellige frivillige bidraget med oprydning, rengøring, opstilling af inventar - og sat 2500 varenumre på de rette hylder efter købmandens anvisninger. Det er mærkeligt at tænke på – ja, egentligt fantastisk, alt det der er nået på godt et år i et gnidningsløst og humørfyldt samarbejde. Det hele er nået, takket være stauningboernes kæmpeindsats, også økonomisk. Lige efter brugsens lukning strittede initiativerne naturligt nok lidt i alle retninger. Set udefra lignede det måske lidt situationen, når man kradser lidt med en pind i en myretue. Men ligesom myrer hurtigt organiserer sig og får skaderne repareret, når ødelæggelsens pind har kradset i deres tue, så samlede også Stauning sig hurtigt om det væsentlige: nemlig at få samlet økonomi nok til at købe det gamle nedlagte mejeri midt i byen, hvor brugsen havde butik fra omkring 1970. Og selve målet, det lå fast helt fra starten: senest ved udgangen af 2019, så skulle der igen være dagligvarebutik her i Stauning. At det mål er nået, det siger noget meget vigtigt om Stauning. Først og fremmest siger det, at vi er i stand til at samle os og stå sammen for at få ting til at ske. Men ligeså vigtigt: i Stauning har vi folk iblandt os, der besidder de mange vidt forskellige kompetencer, der gør det muligt at tingene faktisk også kommer til at ske – bliver til virkelighed. Det skal vi huske at fortælle hinanden, når vi går rundt og handler med vores nye købmand i vores nye butik. For den fortælling er en vigtig del af vores fælles historie. Den må vi aldrig glemme. Ligesom den gamle brugsforening, som vore forgængere for 100 år siden gik sammen om at skabe, blev en vigtig del af deres fælles historie. Men nu er det vores butik. Vi har selv skabt den. Den er vores værk. Det var os, der fik det til at ske. Uden os, så var vores butik der ikke. Og uden os – så er butikken der ikke! Det er også værd at minde hinanden om. Butikken har brug for os. Og vi har brug for butikken. Det var jo derfor, vi sørgede for, at den kom.

Annonce