Debat

Lad os få en ordentlig debat

Tonen i den offentlige debat er blevet hadsk, hård, personlig og uforsonlig. Især på de sociale medier bliver der ikke lagt fingre imellem. Det er altid godt med en åben, direkte og fordomsfri debat, hvor man giver udtryk for sine holdninger og visioner for, hvordan vi hver især synes, at vores samfund skal udvikle sig. Det er tvingende nødvendigt for vores demokratiske fællesskab, at der er plads til, at vi kan være uenige. Vi deler os efter anskuelser i de forskellige partier, og et drivende element i demokratiet er, at vi kan sætte ord på vores uenighed på en ordentlig måde. Vi skal tale om de emner, hvor vi har forskellige synspunkter, og vi skal bruge dialogen og debatten til at blive klogere, både på os selv, og måske allervigtigst: at få forståelse for andre menneskers udgangspunkt for at mene noget andet, end vi selv gør.

Vi har alle tre været en del af dansk politik og den politiske debat i nogle år. Der er uenigheder i en debat, og politik kan nogle gange være en kontaktsport. Men det betyder ikke, at man kan opføre sig hæmningsløst, så kæden hopper af. Det gjorde den for længe siden. Man skal ikke lede længe på de sociale medier for at konstatere, at det efterhånden mere er reglen end undtagelsen, at de personlige angreb overskygger det, der egentlig var emnet i debatten.

Når kæden hopper af, er det svært at kontrollere sit køretøj. Det ved alle, der har prøvet det. Men man kan efterhånden godt spørge sig selv, om det for nogle mennesker er blevet en dyd helt bevidst at køre direkte ned i en mudderpøl, uden at der er noget galt med kæden. Det er retningssansen, det kniber med. Flere og flere debatter, der foregår på de digitale medier, ligner og lyder som et bevidst sammenstød mellem mennesker, der primært er drevet af et ønske om at smide mudder i hovedet på personer, de er uenige med. Hvis det var en karikaturtegning, ville det være sjovt. Den ville forestille et stort antal mennesker i vildt slagsmål i et rædsomt søle af mudder og snask, og luften ville være fuld af kasteskyts, der fløj om ørerne på alle involverede.

Ja, det kunne være sjovt, men det er ikke en morsom tegning. Det er virkeligheden. Det er den eksisterende debatkultur med en grovhed, der har nået et niveau, hvor racistisk raseri, sexistisk svineri og tankeløse trusler er blevet en del af debatten. Det er fuldstændig uacceptabelt og hører ingen steder hjemme i et civiliseret samfund. Derfor er vi gået sammen på tværs af vores partipolitiske skel for at få ordentligheden og anstændigheden tilbage i den politiske debat.

Der er efterhånden talrige vidnesbyrd fra mennesker, der enten trækker sig fra politik eller fra den offentlige debat i øvrigt, fordi tonen er hadsk, hård og personlig. Vi kan ikke være tjent med et demokrati, hvor det er forbundet med personlige omkostninger, blot fordi man giver udtryk for sin mening. Det er demokratiets fundament, der er i fare. Hvis meninger ikke bliver udtrykt, så vi kan dele os efter anskuelser, hvordan skal demokratiet så overleve?

Vi vil gerne gå forrest og invitere alle andre med, så vi kan få ordentligheden tilbage i den offentlige debat. Mange forveksler desværre ytringsfrihed med ytringspligt, og friheden til at ytre sig bliver af og til anvendt til at formulere sig i en urimeligt grov form for at afstive budskabet. Det er en hårfin balance, men der kan være stor værdi i, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man går til tasterne. Med retten til at ytre sig følger pligten til at tænke sig om, inden man gør det. Selv om der er en computerskærm eller en mobiltelefon imellem, så er det mennesker, der sidder i den anden ende. Og det koster ikke noget at være ordentlig. Omkostningerne ved det modsatte er til gengæld alt for store.

Det påvirker hele samfundet, når e-mails og beskeder på Facebook indeholder grove tilsvininger og dybt ubehagelige trusler mod enkeltpersoner og disse personers familier. Det dræber lysten til at engagere sig i politik. Mange vil gerne være med, men frygten for omkostningerne ved at være en del af debatten bliver større og større. Flere og flere vælger derfor at tie stille og at være ligeglade. De melder sig ud af det demokratiske fællesskab og kommer ikke til orde. Vores demokrati bliver amputeret, og det skal vi ikke acceptere! Vi skal have ordentligheden tilbage i debatten.

Trine Bramsen
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Redningsaktion på fjorden: Lys fra mobiltelefon reddede ung sejler

Skjern

Mand omkom i solouheld i morges: Blev erklæret død på stedet

Ringkøbing

Vandringsmænd slog deres egen rekord: Fynboer indsamlede 85.553 kroner til kritisk syge børn

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Den indre varulv hyler, og det lyder ikke kønt

Da den sidste danske ulv i 1813 blev skudt ved Estvadgård lidt sydvest for Skive, var der næppe én, der fældede en tåre i den anledning. Da slet ikke de bønder på egnen, hvis får nu kunne være i fred. I et mangelsamfund som det danske for 200 år siden var der ganske enkelt ikke plads til ulven. I de mellemliggende par århundreder har næppe nogen skænket ulven en tanke - endsige savnet den. Den var ikke længere en del af den danske fauna. At den skulle vende tilbage, var der meget få, der havde fantasi til at forestille sig. Ikke desto mindre var det, hvad der skete omkring 2009, og lige siden har ulven forårsaget en slags kulturel borgerkrig i Danmark, der er helt ude af proportioner i forhold til dyrets indvirkning på den danske natur og dens formodede trussel eller mangel på samme mod mennesker. Skal man være lidt grov, kan man sige, at ulven har fået den indre varulv bragt frem i mange danskere. Det er ikke kønt. Som Anette Lund Andersens store reportage i Dagbladet i dag dokumenterer, er det rent ud forbløffende, i hvilket omfang og med hvilken lidenskab, mennesker engagerer sig i striden om ulven. Man tager sig til hovedet i vantro over en "ulvehader", der skyder en ulv med riffel ud af vinduet på sin bil. Og man flår sig i håret af frustration over en "ulveelsker", der truer folk på livet, og begår hærværk mod en lokal kirke for at understrege sit synspunkt. Mellem disse yderligheder er der alle mulige holdninger, der dog generelt tenderer mod det stadigt mere polariserede - hovedsageligt på grund af de forbistrede asociale medier, der nærmest pr. automatik synes at forstærke alle holdninger i ekstremistiske retninger. Det billede, Anette Lund Andersen tegner i sin reportage, er dybt forstemmende. Det fortæller om en debat og dens deltagende aktører, der synes at have mistet al proportionssans, evne og vilje til at lytte til andre menneskers synspunkter. Lederskribenten her føler sig fristet til at citere sin gamle, afdøde fars tilbagevendende kommentar, når medmennesker af den ene eller den anden grund bevægede sig ud ad en tangent: "Har de ikke andet at gå op i?!?" Det er måske dér, problemets rod ligger.

Ringkøbing-Skjern For abonnenter

Testmøllesag i nye problemer: Skal finde 20 millioner til lovet lufthavnsudstyr

112 For abonnenter

Sejler du en lille smule, når du sejler? Sådan er reglerne for berusede sejlere

112

Ung sejler blev reddet i land - nu mangler båden

Sommerland

’Lille Louisiana’ ligger i Videbæk: Jeg blev helt imponeret, da jeg så bygningen

Annonce