x
Annonce
Klumme

Lørdagsklummen: Tanker i anledningen af jubilæet for genforeningen i 1920

Hans-Christian von Qualen Blichfeldt. Arkivfoto

Forgangne uge begyndte festlighederne i anledning af 100 året for Genforeningen. Det skete med en gallaforestilling i Det kongelige Teater, om end man kan spørge om, hvad dette teater har med sagen at gøre?

Men fint skal det være; desformedelst var det tillige en lukket fest, så den jævne borger måtte blive ude og nøjes med at betale festlighederne. De sociale medier flød med billeder af regionale pinger i galla; man skulle, som mange udtrykte det, til hovedstaden for at fejre genforeningen med Sønderjylland. Tsk!

Danmark blev overhovedet ikke genforenet med Sønderjylland i 1920. Sønderjylland/Slesvig er landet mellem Kongeåen og Ejderen.

Danmark blev forenet med den overvejende dansktalende nordlige del af det tidligere hertugdømme Slesvig, som siden 1867 sammen med Holsten havde været provinser i kongeriget Preussen. Geografisk set Nordslesvig, men da dette navn havde en retrospektiv klang, valgte man sig for ”De Sønderjyske Landsdele”, og eksplicit ikke Sønderjylland.

Sådan benævntes landområdet til kommunalreformen 1970, da landsdelene (amterne) Sønderborg, Aabenraa, Tønder og Haderslev blev til Sønderjyllands amt. Heroverfor protesterede historikeren Troels Fink, men det fattede daværende indenrigsminister Hans Carl Toft (C) ikke en dyt af. Det blev ved det mundrette Sønderjylland.

Under festlighederne på Dybbøl den 11.7.1920 havde statsminister Niels Neergaard (V), som af profession var historiker, åndsnærværelse nok til i sin tale at erkende, ”at Sønderjylland aldrig havde været ”ét” med Danmark.” Kortfattet og præcist.

Pladsen tillader ingen udførlig redegørelse, så vi indskrænker os til at konstatere, at Slesvig var et dansk len, og at benævnelsen Sønderjylland (efter Abelslægten uddøde) i 1375, forsvandt ud af alle dokumenter til fordel for Slesvig.

Den 5.3.1460 indgik den første oldenborger Christian I en håndfæstning, Ribebrevet, i hvilken den slesvig-holstenske adel (Ridderskabet) anerkendte Christian som deres konge mod, at adelen bevarede deres særlige privilegier og et løfte om aldrig at adskille de to hertugdømmer, ”unde dat se bliwen ewich tosamende ungedelt.”

En håndfæstning var kun juridisk gyldig til kongens død, men det er en kendsgerning, at også det tyske Holsten i de næste 400 år knyttedes til Danmark. Kongerne var som hertuger af Holsten tyske vasaller. Personalunionen afspejlede sig i statsforvaltningen, da administrationen var opdelt i et dansk-og tysk kancelli. Det første organ varetog affærer nord for Kongeåen, Norge, Island og Færøerne samt finanserne, det andet havde ansvaret for hertugdømmernes-og de udenrigske forhold.

I 1800-tallet opstod begrebet ”helstat,” hvorunder man forstod monarkiet som en enhed af Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenburg. Helstaten udgjorde i 1840'erne det etatistiske modstykke til den nationalliberale vision om at skære de tyske dele bort fra helstaten og lade Slesvig indgå i Danmark, Ejderdanismen, i et frit folkestyre.

Den naive idealisme endte i rædsler, ødelæggelser og helstatens sammenbrud i medfør af 1. og 2. slesvigske krig. Nationaliseringen af befolkningerne i Slesvig, som en passant udgjorde en uhyre begrænset periode ud af de 400 år, var både forceret og utvetydig en katastrofe for landsdelen og Danmark. Delingen af det ovenud skønne land i 1920 var blot den logiske følge heraf.

Det er enten udtryk for historieløshed eller propaganda at omtale mindretallene i Syd-og Nordslesvig som hhv. danskere og tyskere. Mindretallet i syd er danske slesvigere, og i nord er de tyske slesvigere. De er gensidigt påvirket af dansk/tysk kultur. Dette exceptionelle særegne er ingen skam, men bør forstås som en rigdom. Fremtiden for begge mindretal ligger i en regionalisering af deres fremtoning og budskaber.

Det er enten udtryk for historieløshed eller propaganda at omtale mindretallene i Syd-og Nordslesvig som hhv. danskere og tyskere. Mindretallet i syd er danske slesvigere, og i nord er de tyske slesvigere. De er gensidigt påvirket af dansk/tysk kultur. Dette exceptionelle særegne er ingen skam, men bør forstås som en rigdom.
10. juli 1920 red Kong Christian 10. over grænsen ved Frederikshøj på den hvide hest. Foto: Holger Damgaard/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Unfair at A-kassemedlemmer behandles dårligere end selvstændige

Læserbrev: I kølvandet på coronavirussen har regeringen og Folketinget handlet effektivt: Den ene hjælpepakke har afløst den anden. I 3F er vi særligt glade for trepartsaftalen, der sikrer mange lønmodtagere deres job. Desværre melder mange nye sig hele tiden ledige. De ikke-forsikrede selvstændige har allerede fået deres hjælpepakke. Nu har vi også brug for en, der sikrer de forsikrede lønmodtagere en bedre dagpengesats. Siden statsminister Mette Frederiksen valgte at lukke Danmark ned, er der kommet 79 ekstra ledige i 3F Ringkøbing-Skjerns A-kasse. Det svarer til en stigning på 26,2 procent! Det er 79 lønmodtagere, der går væsentligt ned i indtægt som følge af coronapandemien. De lønmodtagere har krav på den samme beskyttelse som selvstændige, der er ramt af krisen. De selvstændige kan få en understøttelse på op til 23.000 kroner om måneden. Sådan skal det være. Desværre kan forsikrede medlemmer af 3F og andre A-kasser højst få ca. 19.000 kroner, som er den maksimale dagpengesats. Det er unfair, at medlemmer der solidarisk hver måned indbetaler til en A-kasse for at sikre sig mod løntab, får mindre end dem, der ikke betaler. Derfor bør der indføres et tillæg til de forsikrede lønmodtagere. Helt konkret skal satsen stige med en tredjedel af det nuværende beløb, hvilket betyder, at forsikrede vil få en sats på ca. 25.000. Højreorienterede debattører fra bl.a. Cepos har kritiseret forslaget, fordi de mener, at det vil være svært at rulle tilbage og giver et incitament til at gå arbejdsløs. Det giver ingen mening, fordi forslaget kun er målrettet coronakrisen og arbejdsløsheden er uforskyldt. Desuden kender jeg ikke nogen af mine medlemmer, der har lyst til at gå arbejdsløse. Ligesom de selvstændige, der har tabt deres livsgrundlag, ønsker ledige 3F’ere også kun at vende tilbage til deres arbejde. Ingen skal gå fra hus og hjem som følge af denne krise. Den øgede sats vil samtidig sikre, at efterspørgslen øges. Vi skal stå sammen i den svære situation. Derfor skal de ledige lønmodtagere også have ekstra hjælp!

Ringkøbing-Skjern

Fra frontlinjen: Restriktioner betyder kreative metoder - baby vejet på køkkenvægt

Annonce