Annonce
Klumme

Lørdagsklummen: Historisk charme kan ikke genskabes, når den først er væk

Mette Bjerrum Jensen. Foto Jørgen Kirk

Kort før jul sidste år læste jeg i avisen, at en gammel firlænget gård skal rives ned. Det satte mine tanker i gang om godt og skidt ved gammelt versus nyt. Meget passende, mens vi netop er gået ind i et spritnyt årti. I mit professionelle virke som museumsmenneske er det en del af mit job at passe på gamle ting og huse og bevare historien. Men jeg elsker også det nye, og tanken om de muligheder, fremtiden har at byde på.

Den omtalte gård er en gammel strandgård ned til Ringkøbing Fjord. En gård, der ligesom andre firlængede gårde ligger som halvandet hundrede år gamle monumenter i mursten og forbinder os til en tid med andre liv og helt andre livsvilkår. De rummer næsten usynlige tråde til det, der var, før landskabet blev fyldt med sommerhuse, vindmøllefabrikker, minkfarme og turistattraktioner. Men gården rummer ikke kun historie, men også skimmelsvamp, og det er da klart, at man ikke kan bo med det.

Som arkæolog er jeg forholdsvis usentimental i forhold til, at vi mennesker har behov for at forny vores hjem. For tusind år siden holdt et hus en generation, så rev man huset ned og flyttede gården og hen ad vejen hele landsbyen lidt. Det er ikke naturgivent at vi skal passe på bygninger, bare fordi de er gamle. Men som nutidsmenneske har jeg det anderledes. Det er svært at forklare, men ikke uden grund at vi taler om, at huse har sjæl, charme og hygge. Når det kommer til de ting, vi omgiver os med, har vi både brug for fornyelse, og for noget, der rummer historie.

De færreste huse holder for evigt, og langtfra alle er bygget så smukt at vi er tjent med, at de gør det. Men et landskab, der kun rummer nye huse, mangler sjæl. Så hvad skal vi gøre - lave alle de gamle gårde om til museum? Som museumsdirektør vil jeg næsten vove at påstå, at den værste skæbne for en ting er at komme på museum. Når først en genstand er sat på en hylde i et magasin eller er kommet i montre, så er der ikke længere brug for den i vores aktive liv, og som museum skal vi bruge sjove formidlingsgreb og mange ressourcer for at gøre dem interessante igen. Tønderne falder i staver, fordi der ikke længere er indhold i dem eller bødkere til at reparere dem. Hvorimod at ting, vi har brug for, dem passer vi på, og dermed bevarer vi dem. Et skib i brug får en ny planke, når den gamle går i stykker, og de ældste sejlende skibe har i princippet fået skiftet det meste oprindelige materiale ud med nyt træ.

Jeg tænker tit på, hvordan vi passer på historien i landskabet, og gør den til noget, vi har brug for i vores liv. Jeg tror, vi har brug for gamle bygninger, læhegn og skibe på fjorden for at bevare trådene til den tid, der er svunden. Når vi er i byer, hvor alt er genopført efter omfattende bombningerne, mærker vi i kroppen, at det føles lidt som en teaterkulisse - lidt falsk, om end troværdig ved første øjekast.

Historisk charme kan ikke genskabes, når den først er væk. Så mon vi i 2020’erne i fællesskab kan blive bedre til at passe på historien i tiden? Sørge for gratis eksperthjælp til at sætte ting i stand uden plastikmaling, men med materialer, der gør at vinduerne holder 100 år mere? Udvikle teknikker, der gør det muligt at installere bæredygtige varmekilder i gamle huse, der holder skimmelsvampen fra døren, men samtidig sikrer at CO2 regnskabet er i orden? Lave lokalplaner der gør det vigtigt at vi vedligeholder i stedet for at lade stå til?

På den måde kan vi måske gå ind i et spritnyt årti med en viden om, at det gamle også har værdi lidt endnu. Fordi verden kun bliver bedre hvis vi har en historie at måle vores nye muligheder op imod, og hvis vi bliver ved at bruge, genbruge og langsomt tilpasse det, der har værdi for os.

Annonce
Som arkæolog er jeg forholdsvis usentimental i forhold til, at vi mennesker har behov for at forny vores hjem. For tusind år siden holdt et hus en generation, så rev man huset ned og flyttede gården og hen ad vejen hele landsbyen lidt. Det er ikke naturgivent at vi skal passe på bygninger, bare fordi de er gamle. Men som nutidsmenneske har jeg det anderledes.
"Jeg tænker tit på, hvordan vi passer på historien i landskabet, og gør den til noget, vi har brug for i vores liv. Jeg tror, vi har brug for gamle bygninger, læhegn og skibe på fjorden for at bevare trådene til den tid, der er svunden", skriver museumsdirektør Mette Bjerrum Jensen i denne uges lørdagsklumme. Fotoet viser Tueshøj 9, der skal rives ned på grund af skimmelsvamp. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Klar til afgang: Et hyldest-pift med togfløjten

Et højt og triumferende hyldestpift med togfløjten. Det er, hvad Skjern Bank og firmaet Hansen & Larsen har fortjent for deres beslutning om i fællesskab at skænke den gamle remise i Skjern til de lokale folk, der går med spændende planer for et ungdomshus i bygningen. Egentlig bør Hansen & Larsen have to pift, for det var dem, der tilbage i 2016 sikrede remisen mod truende nedrivning ved at købe den af Banedanmark. »Banen er en stor del af historien om Skjerns udvikling, så vi har købt den med øje for, at den skal bevares. Remisen skal gerne indeholde noget, der kan gavne befolkningen,« lød det dengang fra Brian Meldgaard, der er medindehaver af Hansen & Larsen. Meget tyder nu på, at det er lige sådan, det kommer til at gå. Efter en flerårig periode, hvor der var stille om den gamle remise, begyndte der sidste år at ske noget. Gentænk Skjern kom på banen, bogstavelig talt, og køreplanen hang godt sammen: En velbesøgt koncertaften blev efterfulgt af en succesrig fondsansøgning, og dermed var projektet sat godt og grundigt på skinner. Med den netop offentliggjorte donation af bygningen er der masser af lys for enden af tunnellen. De 850.000 kroner fra Realdania - i parentes bemærket 100.000 kroner mere, end de frivillige havde søgt om - skal bruges til at sætte facaden i stand. Næste mål er indvendig restaurering af den mere end 100-årige bygning, og her vil det uden tvivl hjælpe gevaldigt på fondenes lyst til at øse penge ud, når det er en forening med egen bygning, som søger midler. Med andre ord har lokale kræfter med en solid fælles indsats sikret håbet om, at Spillestedet Remisen kan slå dørene op indenfor en ikke alt for fjern fremtid. Der er lang vej og meget arbejde endnu, før Remisen kan fløjte klar til afgang - men mon ikke den hidtidige og meget fornemme opbakning vil give endnu flere skjernboer blod på tanden til at give en hånd eller en skilling med for at få projektet til at lykkes? Det må man håbe! Herfra letter vi i hvert fald på lokofører-kasketten i respekt for en flot indsats.

Kultur

Historisk bolighandel: Over 100 år gammel remise doneres til unge frivillige – nu er vejen banet for et folkehus

Videbæk For abonnenter

Skoler og børnehaver i øst: Vi får ikke nok midler til inklusion

Annonce