Annonce
Kultur

Kulturchef håber på gentagelse af børnefestival på havnen

Ludvig og Liva fangede "hvaler" sammen med mormor Britta Jakobsen. Foto: Christian Munk
Masser af unger havde trodset regnen og slæbt forældre og bedsteforældre med til kulturfestival på havnen.

Ringkøbing: Liva og lillebror Ludvig er i fuld gang med af fange hvaler på havnen i Ringkøbing. Eller det vil sige - de kaster en krog efter nogle bildæk og hiver de tunge fangster ind til sig. Men når fantasien ikke fejler noget, er de selvfølgelig sprællevende hvaler.

Den besøger sammen med mormor Britta Jakobsen KFUM-spejdernes område ved børnekulturfestivalen Genopdag, der lørdag fandt sted på haven i Ringkøbing, ligesom mange andre familier. Paraplyer, regntøj og gummistøvler var der nok af, men mindst ligeså mange glade ansigter.

Annonce
Kulturchef Per Høgh håber, at man igen i 2020 kan holde kulturfestiavl for børn og voksne med masser af lokale indslag. Foto: Christian Munk

Bæredygtig historie

Børnekulturfestivalen er en del af Europæisk Kulturregions Festival Genopdag, der foregår i alle 19 kommuner i Region Midtjylland. Alle har fokus på FN's 17 verdensmål - også spejderne, som havde lavet et grønlandsk tema, fortalte spejderleder Ingemann Sandvad.

- Her kan man genopdage Mylius-Erichsen, og den del af danmarkshistoren, der har med Grønland at gøre.

Og foruden at fange hvaler kunne gæsterne hos KFUM-spejderne også købe fisk, hoppe på "isflager", stå på ski og køre på en hundeslæde med hjul.

- Det er en bæredygtig transportform, for modsat snescootere bruger hunde ikke benzin, sagde Ingemann Sandvad, som fortalte, at spejderne i det hele taget tænkte meget i bæredygtighed i deres aktiviteter.

- Vi har forsøgt at bruge historien om Mylius-Erichsen sammen med verdensmålene, fortalte han.

Håber på gentagelse

Spejderne havde da også smidt en bunke "indlandsis" på havnen, som man kunne se dampe og smelte i regnevejret - nøjagtig som den rigtige is på Grønland.

Foruden KFUM var også Teatret OM stærkt repræsenteret sammen med mange andre organisationer, der blandede kultur og verdensmål i aktiviteter og forstillinger.

Kulturchef i Ringkøbing-Skjern Kommune, Per Høgh, var glad for det store fremmøde trods regnen, og håber ikke, der er sidste gang, en børnekulturfestival finder sted i Vestjylland.

- Jeg er tilbøjelig til at sige, at det skal gentages, sagde han, mens Dissing & Las optrådte med Strids digte på scenen bagved - til stor glæde for børn og ikke mindst voksne.

- Hvis man bare snakker og læser om verdensmål og kultur, kan det hurtigt blive noget højtflyvende noget, men når man selv deltager, bliver det nærværende for børnene.

Han var også glad for at mange af områdets kulturelle institutioner havde indslag med på festvalen. Således kunne man opleve de lokale marimba-orkester og steelband, RISK Concert Band, Skjern Salonorkester, Ringkøbing-Big Band, elever fra musikskolen samt ikke mindst 60 vestjyske korbørn sammen med Aarhus Jazz Orchestra.

Ingemann Sandvad fra KFUM, havde sammen med de andre spejdere arrangeret et bæredygtigt grønlandsk tema med Mylius-Erichsen som omdrejningspunkt. Foto: Christian Munk
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce