Annonce
Debat

Kronik: Under coronatid - jeg er blevet ramt af en blyantstilstand

Illustration: Gert Ejton

Jeg er begyndt at skrive med blyant igen. Gule, orange og sorte træblyanter, med og uden viskelæder på toppen, som jeg ihærdigt spidser, når stregen bliver for bred. Egentlig ikke noget opsigtsvækkende, men så alligevel, for det er coronaens skyld.

For en snart 58-årig mand, der siden folkeskolen har haft et anstrengt forhold til at spidse blyanter, er det en interessant erkendelse, at redskabet er blevet min fremmeste følgesvend, når der skal noteres, pausetegnes og hvad jeg ellers bruger min lille flok på indtil videre syv ”skriverter” til.

For at forstå dybden af mit forhold til blyanten skal vi på en tidsrejse tilbage til 1970'erne. Jeg gik i skole i Sønderjylland og var frikvarterets mester og hadede ethvert forsøg på lærernes undervisning. Til gengæld var jeg, sammen med Flemming, Niels og Poul, ferm til at skyde med viskelæderstumper og elastikker.

Annonce

Fra min selvvalgte plads på bagerste række sendte jeg indimellem en bedaget blyant på rejse og ramme oftest plet i nakken på en stakkel længere fremme i klasselokalet. Jo, jo, jeg vidste godt, hvad en blyant bedst blev brugt til. Ja, jeg kunne også tegne jager- og bombefly i hundredvis, men skønskrift kom der ikke ud af mine itu bidte blyanter, der fristede en usikker tilværelse i skiftende penalhuse.

Preben Dahl. Pressefoto: Morten Albek

Siden fulgte gymnasiet, en smule universitet, samt efterhånden mange år som journalist. Alle årene har filtpenne og kuglepenne samt – lidt krukket er man vel – en enkelt fyldepen eller to været mine foretrukne våben til at få guldkorn på papiret. Væk var blyanten, for den hørte jo barndommen til.

Lige indtil jeg, det var i løbet af den seneste vinter, fik en gul Staedtler Noris HB2 i hånden. Med den begyndte jeg at skrive lystigt på små og store notesblokke og fylde dem med citater, ideer, to do-lister og alt muligt. Det sjove er, at min ungdoms voldsomt grimme bogstaver pludselig var læsbare. Hvad var der sket?

Det slog mig lige før: Jeg er blevet ramt af en blyantstilstand. Selv på arbejdet, og endda på dage, hvor der er travlt. Her giver det at skrive med blyant overblik, når tv-optagelser og interviewedes udtalelser skal finde et forløb, der senere i redigeringen giver mest mulig mening for flest mulige. Og det virker. Er jeg i tvivl om noget, spidser jeg mine blyanter (på arbejdet har jeg tre styk, så dem regner jeg egentlig ikke som min ejendom), og så falder tingene som oftest på plads.

Sådan var det ikke før coronaen. På min arbejdsplads har vi et stort, åbent kontorlandskab. Et sted med lidt for mange mennesker, er de fleste enige om, til det fysiske rum der egentlig er. Det giver støj, folk der hele tiden bevæger sig, råber, laver sjov, spilder kaffe og fejrer store og små successer over telefoner og Skype-forbindelser. Men sådan er dagene ikke forløbet længe.

Vi har været en lille gruppe på arbejde, mens mange har passet deres vidt forskellige funktioner hjemmefra. Adskillige arbejdsstationer har stået tomme. Der har ligefrem været pladser at få, selv om man ikke var en af de første, der mødte på arbejde. Det var i dette miljø, at tid til at skrive med blyant nærmest af sig selv fandt vej til min hånd. Og, da behovet viste sig, jeg under en bunke papir fandt en blyantspidser af den slags, der skal spændes fast til skrivebordet og som har udtagelig affaldsskuffe. Hvor heldig har man lov til at være?

Så nu takker jeg franskmanden Nicolas J. Conté for, at han i 1795 fandt frem til den proces, der førte til fremstillingen af blyanter. Ofte i forskellige træsorter, gerne sekskantede, runde eller ovale, og med forskellig hårdhed i blyet alt afhængig af, om man skal skrive eller tegne.

Lige nu råder jeg herhjemme i privaten ikke kun over fire styk Staedtler, men også over en Blackpeps fra Maped, en Relief og en Faber Castell. Min favorit er den trekantede Blackpeps, der ligger godt i fingrene, og som med sine orange og grå striber ligefrem er pæn at kigge på. Den har dog ikke viskelæder på toppen, så den bruger jeg ikke til at løse krydsord eller de daglige sudokuer.

Lidt nervøs, men ikke decideret bekymret, er jeg dog for fremtiden. For vil min nærmest zen-agtige tilstand med blyanterne kunne fortsætte, når alle mine herlige kolleger atter er tilbage? Vil jeg finde ro i at skrive lidt på blokken, mens jeg venter på en chef, der er til et af dagens mange møder? Og vil min skrift overhovedet være læsbar, når støjen i det fyldte rum stiger som en crescendo?


Lidt nervøs, men ikke decideret bekymret, er jeg dog for fremtiden. For vil min nærmest zen-agtige tilstand med blyanterne kunne fortsætte, når alle mine herlige kolleger atter er tilbage?


Jeg kender ikke svarene, men jeg har en plan! For mens arbejdsgrupper vil uddrage essensen af den læring, som de seneste mange måneders usædvanlige arbejdsliv formentlig og forhåbentlig har ført med sig, har jeg fundet mig et viskelæder og nogle elastikker. Jeg er nemlig klar.

Fuldstændig klar til at skyde fra mig. Først verbalt, siden med små stykker viskelæder og til sidst elastikker, så min blyantstilstand ikke bliver ødelagt. De kan vente sig, kan de. Men i modsætning til for efterhånden længe siden, skal de ikke frygte, at jeg kaster med blyanter. Man er vel blevet voksen! Og desuden er jeg forbandet glad for de gule og orange redskaber.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ringkøbing-Skjern

S-byrådsmedlemmer bag opsigtsvækkende forslag: Pil testmøllerne i Lem Kær ned efter seks år

Skjern Håndbold

Skjern-cheftræner efter kæmpe pokal-skuffelse: Det har været en sæson med røven i vandskorpen

Annonce