Annonce
Klumme

Klumme: Slægt skal følge slægters gang

Birgitte Vinding. Foto: Johan Gadegaard

Det er et rørende øjeblik, da min far og jeg skriver under. Vi er helt klar, det er den rigtige beslutning for os begge, og det har i flere år været en del af familiens planer, at dette skal ske. Alligevel bliver vi grebet om hjertet, da vi sætter vores digitale underskrifter og gården skifter ejer.

Årsskiftet 2019-2020 bliver skelsættende for os begge. Efter 50 år som landmand i Stauning lader min far gården gå videre til næste generation: Jeg bliver dermed ejer af slægtsgården. Nogle vil måske mene, at det er at tage munden for fuld at kalde det en slægtsgård: Jeg er blot tredje generation. Min farmor og farfar kom som ungt par fra Sandet og købte gården i Stauning, efter dem fulgte min far. Men for mig er der ingen tvivl: Det er herfra, min og slægtens verden går.

Betyder det så, at alt skal forblive, som det er? Nej - tværtimod. Det har aldrig været en del af gårdens DNA, at intet må forandres.

Den første, store forandring skete, da den firelængede stråtækte gård, min farmor og farfar i sin tid købte, brændte ned til grunden, og de herefter byggede en trelænget gård i røde mursten. Så fulgte min far med sine mange ideer og virkelyst, og der er næppe det sted på gården, som han ikke har forandret.

Nu er det så min tur. Jeg har ingen hastværk, for jeg håber at få mindst 25 gode år på stedet, og de bedste ideer har jeg ikke fået endnu. På den anden side er der ingen grund til at vente med det, jeg allerede har sat mig for: Denne weekend går mine sønner og jeg derfor i gang med at fjerne 80 meter hybenhæk. Senere skal jeg bygge mig en fold. Den slags har jeg overhovedet ikke forstand på, men det skal jeg nok få. Som så meget andet.

Hver dag går jeg en tur rundt om bygningerne. Det har jeg gjort adskillige gange gennem årene, men nu er det mine bygninger, og - hånden på hjertet - så kan det være en ganske overvældende følelse. Jeg er eneste sherif på matriklen, alt er nu op til mig.

Min gårdtur slutter i haven. Her står et ungt bøgetræ. Min far plantede det for ti år siden og har med kærlig hånd sørget for, at det trods vestenvinden har fået en rank stamme. Da han plantede det, snakkede vi om, at ingen os sikkert ville komme til at opleve at sidde i skygge under det - dengang troede vi, at han ville blive den sidste i vores familie på gården. Nu ved vi, at vi en dag skal sidde i skyggen sammen under netop dét træ - min far og jeg, sikkert sammen med min søster og vores familier.

I en verden, hvor der sandt for dyden er dommedagsprofeter nok, er det beroligende at vide, at den kontinuitet og rodfæstethed, der følger med at lade slægter følge slægters gang, også kan være en del af livet.

Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at forandre for at bevare og føre gården godt videre til dem, der kommer efter mig. Bliver det ikke til mine egne børn, så bliver det til andre folks børn. Det vil jeg have det fint med, blot jeg mærker deres kærlighed til stedet. Og hvem ved, måske kommer den efterhånden gamle gård dermed til at danne ramme om en helt anden slægt, og en ny historie kan begynde.

Annonce

Hver dag går jeg en tur rundt om bygningerne. Det har jeg gjort adskillige gange gennem årene, men nu er det mine bygninger, og - hånden på hjertet - så kan det være en ganske overvældende følelse. Jeg er eneste sherif på matriklen, alt er nu op til mig.

Birgitte Vindings slægtsgård i Stauning, som hun netop har overtaget efter sin far Tage Kristensen. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Mobilpolitistation besøger Videbæk

Leder For abonnenter

En succes giver problemer

Set med biologøjne må det betegnes som en ubetinget succes... I 1999 satte Naturstyrelsen 18 bævere ud ved Flynder Å-systemet i Klosterheden lige syd for Lemvig. De 18 er i de mellemliggende år blevet til et sted mellem 240 og 270 bævere, anslår forskere. Kritikere mener, at det er endnu flere. For lige præcis det mål, Naturstyrelsen havde med bæverudsætningen, er også det, der kalder på kritik fra dem, der bliver udsat for den flittige gnaver med ingeniørfærdighederne. Bævernes dæmninger skaber oversvømmelser og får områder omkring deres konstruktioner til at forsumpe. Det giver en mere interessant og alsidig natur - mere "biodiversitet", som det hedder - men prisen er altså, at nogle lodsejere får dårligere muligheder for at udnytte deres jordarealer. Bæveren har bredt sig fra Klosterheden til en pæn portion af Jylland. Også til Ringkøbing-Skjern Kommune er gnaveren ankommet, selv om der kun med nogenlunde sikkerhed kan siges et være et par familier i Husby Sø og Nørresø. Henning Fjord Aaser, der er biolog ved Naturstyrelsen i Vestjylland, er dog ikke i tvivl om, at bæveren vil blive mere udbredt i vores kommune. "Der er flere egnede levesteder for dem. De vil gerne leve steder, hvor der er adgang til ferskvand, og hvor der er noget løvtræ tæt ved. Det kan være småsøer, vandløb og grøfter", siger han i en artikel i Dagbladet. Det er væsentligt at slå fast, at bæveren ikke er en invasiv art. Skønt den har været fraværende fra dansk natur i 1000 år, er den naturligt hjemmehørende her; det er vel netop derfor, den så hurtigt har kunnet slå rod. Men lige som eksempelvis skarven og ikke mindst ulven kommer også dyr, der historisk hører til i vores natur nemt til at støde sammen med menneskers interesser. I gamle dages mangelsamfund var der ingen plads til sentimentalitet; konkurrerende dyr blev skånselsløst fortrængt eller udryddet. Det er fint, at vi i dag har samfundsmæssigt overskud til atter at give dem plads. Men vi må trods alt ikke glemme, at der fortsat er mennesker, for hvem denne konkurrence er benhård hverdag. Deres interesser er vi også nødt til at tage hensyn til. Vi skulle jo gerne alle kunne være her...

Annonce