Annonce
Erhverv

Klumme: Skal vi ikke være Des?

Mange mennesker under 50 vil sikkert undre sig over overskriften og tænke, at der må være tale om en stavefejl. Der er da ikke noget, der hedder Des?

Men det er der faktisk, og ifølge dansk retskrivning betyder det: "At have et sådant formelt indbyrdes forhold, at man tiltaler hinanden med De. Det drejer sig i al sin enkelthed om at have respekt for det menneske, man tiltaler, og på den måde bevare en hierarkisk og anstændig omgangstone.

Se det var tider. Ganske som at se et afsnit af Badehotellet, hvor man siger De til hinanden, og andægtigt løfter på hatten med et smilende godmorgen til følge. Så er tonen lagt, og ingen er i tvivl om den gensidige respekt.

Måske er det blot et tegn på min fremskredne alder eller en fuldstændig fejlplaceret konservatisme, men når man hører det sprog, der i dag bliver talt i det offentlige rum, så kan det næppe undre nogen, at vi har udviklet et samfund, hvor dannelse fuldstændig er forsvundet, og hvor selv folkevalgte politikere nu kan bruge det mest nederdrægtige sprogbrug, og efterfølgende undre sig over, at de ikke blev genvalgt til Folketinget. Når det så går op for dem, så viser det sig, at de mestrer yderlige nederdrægtige ord, som man næppe skulle tro kom fra en ellers veluddannet politiker.

I den netop overståede valgkamp kunne man således høre en folketingsvalgt præst bruge ord som silikonemenneske, dumme svin og råbeartist, og én af hans partifæller brugte ord som lorteradio samtidig med, at en veluddannet (men ikke særligt dannet) journalist kunne bruge et ord som pædofil snotidiot. Det er vel næppe den form for debatradio, vi ønsker vores børn skal høre, eller tage del i, men når man hører børn fra seks–syv års alderen kalde hinanden for abe, idiot, luder og andre stærkt nedsættende ord, så kommer det nok ikke ud af ingenting.

Da jeg var ung havde vi, ganske som i dag, stærkt brug for udenlandsk arbejdskraft, som typisk blev hentet i Tyrkiet. De blev i daglig tale kaldt ”gæstearbejdere”, med respekt for, at de var gæster i vores land, og i den grad bedrev samfundsnyttigt hjælpearbejde i et land, som ellers ikke kunne have etableret det velfærdssamfund vi har i dag.

Da den arbejdsmarkedsmæssige situation ændrede sig efter oliekrisen, så var de pludselig ikke længere gæster, og retorikken ændrede sig i retningen af ”fremmedarbejdere” eller mindre pæne ord, som de politiske vinde allerede dengang dikterede. I de senere år er der så blevet tilføjet yderlige nedsættende ord, som jeg skal undlade at komme ind på.

Så kom de sociale medier og bredte sig som en steppebrand, og nu var der pludselig ikke længere nogen konsekvenser ved at bruge endnu mere nedsættende ord om hinanden, idet man nu kunne gemme sig bag anonyme profiler og slynge om sig med ukvemsord uden nogen form for konsekvens. Man skulle ikke engang se de mennesker i øjnene, man kaldte de mest nedladende ord, og skulle man blive konfronteret med sine egne udsagn, så har man jo en grundlovssikret ytringsfrihed, man kan gemme sig bag.

Jeg må dog slå fast, at fordi vi har skabt et samfund, hvor vi kan udøve vores ytringsfrihed, så bliver vi samtidig nødt til at bevare vores anstændighed. Bare fordi det er legalt at afbrænde en koran, så er det ikke sikkert, at det harmonerer med respekt og anstændighed. Og igen, hvor blev dannelsen af?

Jeg bevæger mig en del i uddannelsesverdenen, og jeg må indrømme, at jeg af og til bliver skræmt på vores samfunds vegne, når jeg hører en knægt på syv år stå og råbe luder efter sin klasselærer - i øvrigt uden det får nogen som helst konsekvens for møgungen. Og det er sådanne oplevelser, der får mig til at foreslå, at vi genindfører Des, når vi tiltaler skolelærere og andre pædagosiske medarbejdere, som står med et kæmpe ansvar for at skabe og forme fremtidens unge (vores kommende medarbejdere) og den gode tone i samfundet.

Hvordan skulle det kunne lade sig gøre både at uddanne og danne, hvis man samtidig bliver bombarderet med ukvemsord. Ord, som de sikkert har lært hjemmefra, i fodboldklubben, eller af en folkevalgt politiker.

Lad os lave nogle forsøgsklasser, hvor vi starter i 0. klasse med at tiltale læreren i De-form, så tror jeg, vi får genskabt respekten for den pædagoiske indsats, og hvis vi så samtidig kunne implementere et filter på de sociale medier, som fjerner de værste gloser, så tror jeg, at der stadig er et spinkelt håb om at redde det danske sprog, før vi definitivt overgiver os til amerikansk slang, og før ord som fuck og shit får en dominerende plads i Dansk Retskrivningsordbog.

Annonce
Palle Damborg. Pressefoto

Klummen

Palle Damborg er bestyrelsesformand og ejer af virksomheden Jysk Display i Viborg. Han er medlem af DI's forretningsudvalg og formand for fremstillingsindustrien. Palle Damborg har tidligere været lokalformand for DI Viborg/Skive. Har du kommentarer til denne klumme, kan du kontakte skribenten direkte på pd@jyskdisplay.dk
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Hvem gider dog bo i Vestjylland?

Til en fest for ikke så længe siden, sad jeg til bords med en flok fra København. Sådan rigtige københavnertyper, der fuldstændig indfriede mine fordomme. Smarte typer der kunne namedroppe om alle mulige kendte, de mødte gennem deres spændende jobs med medier, politik eller IT. Typer som alle kjøwenhavnere jo er… De var i øvrigt glimrende selskab. Samtalen gled nemt og grinene var mange. Indtil jeg fortalte, at jeg bor i Skjern. Så blev der helt knappenålsstille, og derefter blev stilheden fulgt op med bemærkningen: "Hvem gider dog bo i Vestjylland?". Faktisk havde selskabet lige rost Vestjyder til skyerne for karaktertræk som humor, drivkraft og sejhed. Vi havde joket rigtig meget med forskellene og fordommene mellem Øst- og Vestdanmark, men da det gik op for resten af bordet, at vi ikke var eksilvestjyder, blev de virkelig paf. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg skulle åbne op for den forsvarstale, som måske kunne rykke lidt ved Københavnernes forestilling om at bo vest for 8. plovfure. Derude hvor der altid er overskyet og gråt og hvor der oftest er klumper i internettet, så man er helt tabt for resten af verdenen. Men jeg lod forsvarstalen ligge, og skiftede behændigt emne. Det var ikke det oplagte tidspunkt at beskrive den tryghed det giver, at bo i et lille samfund. Eller den ro det giver at befinde sig midt i alt det grønne og alt det blå. Eller alle de muligheder her stadig er, selvom vi ligger langt væk fra København. Jeg kan egentlig godt forstå fordommene omkring Vestjylland. Specielt hvis det billede man har af "Den rådne banan" ensidigt er det, man kender fra mediedanmark. Og de dage hvor tusmørket overtager, og det grønne og det blå blive gråt, savner jeg også dynamikken og mangfoldigheden i forhold til kultur og mennesker. Det nære kan til tider føles ekstremt snævert og København ligger nogle dage enormt langt væk. Andre dage, når solen skinner og de grønne og det blå står fuldstændig skarpt, er Vestjylland og dens mennesker slet ikke til at stå for. Her kan man bare få lov til at være. Her behøver man ikke være en del af præstationsræset, men mulighederne er der, for de der vil. Her bliver du nærmere bedømt på, hvem du er, frem for hvad du er. Facaden bliver hurtig gennemskuet, og herude er det vigtigere hvordan man indgår i fællesskabet frem for, hvordan man skiller sig ud som individ. Herude i 8. plovfure, har vi jo brug for hinanden. Hvis vi vil have tingene til at ske, må vi selv gå forrest. Og vi er udmærket klar over, at ting kun lykkes, hvis vi løfter i flok. De fleste yder et bidrag til det fællesskab, vi har omkring de småbyer vi bor i. Hvad enten man er frivillig i en forening eller vælger at handle i den lokale skobutik, så bidrager man til fællesskabet. Forleden så jeg et interview med Allan Olsen, omkring hans turné rundt i småbyer i hele Danmark. Allan Olsen kan noget med ord, så derfor tillader jeg mig at citere ham frit, hvor han udtaler sig om de små flækker langt ude på landet. "Jeg tror at fremtiden ligger hos dem. Jeg tror ikke at fremtiden ligger mellem Frederiksberg og Østerbro. Jeg tror at frisk luft, rent vand og fred og ro er tre ting, man ikke kan få andre steder, end når man kommer ud. Og det tror jeg bliver eftertragtet." Så for at svare på spørgsmålet om, hvem der gider at bo i Vestjylland, så er det egentlig ganske simpelt. Det gør jeg. Og det gør alle dem, der tror på en fremtid, der er præget af fællesskab, muligheder, tryghed krydret med smuk natur, frisk luft og rent vand. Det gør de, der har værdier som humor, drivkraft og sejhed.

Videbæk For abonnenter

Nabo afviser at være skyld i strid i Troldhede: - Jeg er lidt anderledes end andre

Annonce