Erhverv

Klumme: Skal vi ikke være Des?

Mange mennesker under 50 vil sikkert undre sig over overskriften og tænke, at der må være tale om en stavefejl. Der er da ikke noget, der hedder Des?

Men det er der faktisk, og ifølge dansk retskrivning betyder det: "At have et sådant formelt indbyrdes forhold, at man tiltaler hinanden med De. Det drejer sig i al sin enkelthed om at have respekt for det menneske, man tiltaler, og på den måde bevare en hierarkisk og anstændig omgangstone.

Se det var tider. Ganske som at se et afsnit af Badehotellet, hvor man siger De til hinanden, og andægtigt løfter på hatten med et smilende godmorgen til følge. Så er tonen lagt, og ingen er i tvivl om den gensidige respekt.

Måske er det blot et tegn på min fremskredne alder eller en fuldstændig fejlplaceret konservatisme, men når man hører det sprog, der i dag bliver talt i det offentlige rum, så kan det næppe undre nogen, at vi har udviklet et samfund, hvor dannelse fuldstændig er forsvundet, og hvor selv folkevalgte politikere nu kan bruge det mest nederdrægtige sprogbrug, og efterfølgende undre sig over, at de ikke blev genvalgt til Folketinget. Når det så går op for dem, så viser det sig, at de mestrer yderlige nederdrægtige ord, som man næppe skulle tro kom fra en ellers veluddannet politiker.

I den netop overståede valgkamp kunne man således høre en folketingsvalgt præst bruge ord som silikonemenneske, dumme svin og råbeartist, og én af hans partifæller brugte ord som lorteradio samtidig med, at en veluddannet (men ikke særligt dannet) journalist kunne bruge et ord som pædofil snotidiot. Det er vel næppe den form for debatradio, vi ønsker vores børn skal høre, eller tage del i, men når man hører børn fra seks–syv års alderen kalde hinanden for abe, idiot, luder og andre stærkt nedsættende ord, så kommer det nok ikke ud af ingenting.

Da jeg var ung havde vi, ganske som i dag, stærkt brug for udenlandsk arbejdskraft, som typisk blev hentet i Tyrkiet. De blev i daglig tale kaldt ”gæstearbejdere”, med respekt for, at de var gæster i vores land, og i den grad bedrev samfundsnyttigt hjælpearbejde i et land, som ellers ikke kunne have etableret det velfærdssamfund vi har i dag.

Da den arbejdsmarkedsmæssige situation ændrede sig efter oliekrisen, så var de pludselig ikke længere gæster, og retorikken ændrede sig i retningen af ”fremmedarbejdere” eller mindre pæne ord, som de politiske vinde allerede dengang dikterede. I de senere år er der så blevet tilføjet yderlige nedsættende ord, som jeg skal undlade at komme ind på.

Så kom de sociale medier og bredte sig som en steppebrand, og nu var der pludselig ikke længere nogen konsekvenser ved at bruge endnu mere nedsættende ord om hinanden, idet man nu kunne gemme sig bag anonyme profiler og slynge om sig med ukvemsord uden nogen form for konsekvens. Man skulle ikke engang se de mennesker i øjnene, man kaldte de mest nedladende ord, og skulle man blive konfronteret med sine egne udsagn, så har man jo en grundlovssikret ytringsfrihed, man kan gemme sig bag.

Jeg må dog slå fast, at fordi vi har skabt et samfund, hvor vi kan udøve vores ytringsfrihed, så bliver vi samtidig nødt til at bevare vores anstændighed. Bare fordi det er legalt at afbrænde en koran, så er det ikke sikkert, at det harmonerer med respekt og anstændighed. Og igen, hvor blev dannelsen af?

Jeg bevæger mig en del i uddannelsesverdenen, og jeg må indrømme, at jeg af og til bliver skræmt på vores samfunds vegne, når jeg hører en knægt på syv år stå og råbe luder efter sin klasselærer - i øvrigt uden det får nogen som helst konsekvens for møgungen. Og det er sådanne oplevelser, der får mig til at foreslå, at vi genindfører Des, når vi tiltaler skolelærere og andre pædagosiske medarbejdere, som står med et kæmpe ansvar for at skabe og forme fremtidens unge (vores kommende medarbejdere) og den gode tone i samfundet.

Hvordan skulle det kunne lade sig gøre både at uddanne og danne, hvis man samtidig bliver bombarderet med ukvemsord. Ord, som de sikkert har lært hjemmefra, i fodboldklubben, eller af en folkevalgt politiker.

Lad os lave nogle forsøgsklasser, hvor vi starter i 0. klasse med at tiltale læreren i De-form, så tror jeg, vi får genskabt respekten for den pædagoiske indsats, og hvis vi så samtidig kunne implementere et filter på de sociale medier, som fjerner de værste gloser, så tror jeg, at der stadig er et spinkelt håb om at redde det danske sprog, før vi definitivt overgiver os til amerikansk slang, og før ord som fuck og shit får en dominerende plads i Dansk Retskrivningsordbog.

Palle Damborg. Pressefoto

Klummen

Palle Damborg er bestyrelsesformand og ejer af virksomheden Jysk Display i Viborg. Han er medlem af DI's forretningsudvalg og formand for fremstillingsindustrien. Palle Damborg har tidligere været lokalformand for DI Viborg/Skive. Har du kommentarer til denne klumme, kan du kontakte skribenten direkte på pd@jyskdisplay.dk
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Ringkøbing-Skjern

Kram til alle i uniform fra mor og far, da 20-årig blev fundet i live i vandet på Ringkøbing Fjord

Ringkøbing-Skjern

Vi skal løse plastikforureningen sammen

Erhverv For abonnenter

Hydra-Grene investerer i Skjern-iværksætters firma: Unik mulighed for at få fat i fremtidens ingeniører

Hvide Sande

3-årige Felix om Hvide Sande-sejltur: Det går alt for langsomt

112 For abonnenter

Sejler du en lille smule, når du sejler? Sådan er reglerne for berusede sejlere

Leder For abonnenter

Dagbladet mener: Den indre varulv hyler, og det lyder ikke kønt

Da den sidste danske ulv i 1813 blev skudt ved Estvadgård lidt sydvest for Skive, var der næppe én, der fældede en tåre i den anledning. Da slet ikke de bønder på egnen, hvis får nu kunne være i fred. I et mangelsamfund som det danske for 200 år siden var der ganske enkelt ikke plads til ulven. I de mellemliggende par århundreder har næppe nogen skænket ulven en tanke - endsige savnet den. Den var ikke længere en del af den danske fauna. At den skulle vende tilbage, var der meget få, der havde fantasi til at forestille sig. Ikke desto mindre var det, hvad der skete omkring 2009, og lige siden har ulven forårsaget en slags kulturel borgerkrig i Danmark, der er helt ude af proportioner i forhold til dyrets indvirkning på den danske natur og dens formodede trussel eller mangel på samme mod mennesker. Skal man være lidt grov, kan man sige, at ulven har fået den indre varulv bragt frem i mange danskere. Det er ikke kønt. Som Anette Lund Andersens store reportage i Dagbladet i dag dokumenterer, er det rent ud forbløffende, i hvilket omfang og med hvilken lidenskab, mennesker engagerer sig i striden om ulven. Man tager sig til hovedet i vantro over en "ulvehader", der skyder en ulv med riffel ud af vinduet på sin bil. Og man flår sig i håret af frustration over en "ulveelsker", der truer folk på livet, og begår hærværk mod en lokal kirke for at understrege sit synspunkt. Mellem disse yderligheder er der alle mulige holdninger, der dog generelt tenderer mod det stadigt mere polariserede - hovedsageligt på grund af de forbistrede asociale medier, der nærmest pr. automatik synes at forstærke alle holdninger i ekstremistiske retninger. Det billede, Anette Lund Andersen tegner i sin reportage, er dybt forstemmende. Det fortæller om en debat og dens deltagende aktører, der synes at have mistet al proportionssans, evne og vilje til at lytte til andre menneskers synspunkter. Lederskribenten her føler sig fristet til at citere sin gamle, afdøde fars tilbagevendende kommentar, når medmennesker af den ene eller den anden grund bevægede sig ud ad en tangent: "Har de ikke andet at gå op i?!?" Det er måske dér, problemets rod ligger.

Ringkøbing-Skjern

Efter timelang eftersøgning: Helikopter finder ung sejler i god behold i vandet

112 For abonnenter

Der gælder ingen promilleregler for små både

Ringkøbing-Skjern

To helikoptere og fire både leder nu efter den unge sejler - Politiet: Kig efter et blåt og hvidt sejl

Ringkøbing

Slut med sygedagpenge: Jobcentret siger stadig nej til kræftramte Hilde

Annonce