Annonce
Klumme

Klumme: Nationalromantisk mæthed - vi truer indimellem ungerne med Philip Faber, hvis de ikke vil sove

Noget af det, Per Høgh Sørensen har fået tid til under corona-krisen, er at gøre klar til at få bygget et hønsehus. Arkivf-oto: Søren E. Alwan
- Vi er måske også ved at være der, hvor vi her i familien har nået et nationalromantisk mæthedspunkt. Faktisk – og sig det endeligt ikke højt til nogen – så truer vi indimellem ungerne med Philip Faber, hvis de ikke vil sove.

Hvis du er træt af at læse endnu et indlæg om covid-19, så stop her! - fold avisen sammen og læg den til genbrug – bryg en kop kaffe, sæt dig ud i haven, slå havestolen tilbage, luk øjnene og nyd forårets mange lyde. Måske det eneste uforandrede vi har tilbage.

Det er OK for mig. Jeg springer efterhånden selv over alle corona-artikler i medierne, hvilket gør, at jeg kan læse avisen på under fem minutter – inklusiv hele tv-programmet - og bliver efterladt i sofaen med Huset på Christianshavn som eneste tv-mulighed.

Jeg bliver bare nødt til at tage en sidste dans med coronaen, nu hvor den trygge eremit-tilværelse i No ser ud til at være slut. Og hvis du synes, at nedenstående er selvcentreret og snæversynet og ude af proportion med alt det skidt coronaen har gjort for samfundet og økonomien, - så har du ret. Det er det. Statement: Jeg synes, de sidste måneder har været fantastiske! En bremseblokering af Guds nåde. Nærmest en åbenbaring af, hvordan livet i virkeligheden også kan være, og hvad det i virkeligheden handler om. Nærhed. Tid. Ro. Refleksion.

Hvor mange af os har netop ikke drømt om bare at kunne trække stikket ud og få gearet ned på den hektiske dagligdag med et opskaleret forbrug af arrangementer, aktiviteter, ting-vi-skal-nå.

Sådan har jeg selv haft det i lange perioder uden egentlig at formå at gøre noget ved det. Og kigger jeg rundt i familie- og bekendtskabskredsen, bilder jeg mig ind, at det samme gør sig gældende flere steder. Den klarede nedlukningen af Danmark med et snuptag. 75 dage med en suspenderet aktivitetskalender, som i et gennemsnitforår ellers er fyldt rigeligt op og kræver systematisk planlægning for at få familielogistikken til at gå op.

Nul svømning, foredrag, koncerter, generalforsamlinger, aftenmøder, udstillinger der skal ses. Årskort vi føler os forpligtede til at udnytte i weekenderne. Presset er taget fra os. Tak Mette F.

Men hvad har vi så fået tiden til at gå med – stort set ingenting, og det er jo det, der er det fede. I weekenderne er det enkle valg skåret ned til, om vi skal gå en tur i Naturens Rige – eller gå i haven. Det er da til at overse. Indflyvningen til hverdagene har været rolig og rimelig konfliktfri. Der har været tid til eftermiddagskaffe og snak, når ungerne er vendt hjem fra skolen, og den virtuelle arbejdsdag er koblet fra. Der har været ro på.

Haven står skarp, og der er gjort klar til hønsehus. Hunden er motioneret som aldrig før (men glæder sig til at, at tilværelsen igen bliver normal, så den kan få slappet af). Der er blevet spillet fodbold i haven – daglige kampe én mod én uden social afstand. Der er kræset omkring aftensmaden med ungerne. Der er blevet tid til lange godnathistorier. Der er lagt puslespil. Der er sunget fællessange osv osv. Det har været dejligt med et break. MEN - hvor nærheds-idyllisk har det lov til at være? Kan det ikke blive for familie-romantisk? Jo, - det tænker jeg faktisk. For hold nu op hvor jeg også savner at kunne gi’ en krammer, at svede ud til en koncert på Generator, at mødes hele familien og venner til sjov og spas og et gedigent grill-selskab. At tage i Zoo og kigge på indespærrede dyr. At tage til et ’rigtigt’ foredrag i stedet for et webinar. Det har været dejligt med fællessang, men vi er måske også ved at være der, hvor vi her i familien har nået et nationalromantisk mæthedspunkt. Faktisk – og sig det endeligt ikke højt til nogen – så truer vi indimellem ungerne med Philip Faber, hvis de ikke vil sove.

Jeg glæder mig også til at møde ind på arbejdspladsen igen og ha’ den daglige ping-pong med alle kollegaerne. Der har været akkurat lige så travlt på hjemmearbejdspladsen som før 11. marts, og alle opgaver er blevet løst uden problemer, men jeg savner at mødes face-to-face i stedet for i en 2-D udgave med tvivlsom lyd. Det giver jo energi at være sammen, som jeg hørte en gymnasieelev klogt sige forleden i tv.

Er det for tidligt at udlede en morale af hele miseren? Min vil være at forsøge at bevare det gode, det nære, det rolige i en fornuftigere balance med alt det andet. At mennesker også er sociale væsener, som får energi af hinanden. Men for at få max ud af det, skal der også være tid til fordybelsen og reflektionerne. Superbanalt og karma-agtig, - men det er altså den mentale bivirkning jeg har fået af covid-19.

Er det for tidligt at udlede en morale af hele miseren? Min vil være at forsøge at bevare det gode, det nære, det rolige i en fornuftigere balance med alt det andet. At mennesker også er sociale væsener, som får energi af hinanden.

Per Høgh Sørensen er ny klummeskribent på Dagbladet. Et par fotos, der er egnet til klummen. + et par genrefotos til arkivet. Foto: Jørgen Kirk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Gran på vejen gav hjernerystelse

Danmark For abonnenter

Henrik forlod hamsterhjulet og flyttede til en ø: Tjener en fjerdedel og har aldrig været lykkeligere

Annonce