Annonce
Mindeord

Kapitlet er slut for Jørgen Poulsgaard Jørgensen

Idom: Kirsten Kjeldal skriver på vegne af familien følgende mindeord om sin svigerfar, Jørgen Poulsgaard Jørgensen.

Vores far og svigerfar, vores alles bedstefar, morfar og farfar er stille sovet ind onsdag den 4. februar efter kort tids ophold på Holstebro sygehus.

Jørgen, du var sammen med Aase hele familiens midtpunkt. Fra jeg lærte dig at kende for 40 år siden og helt frem til nu, har du været en altfavnende, indlevende og lun person, for hvem familien og især selvfølgelig Aase betød alt.

Aase var dit livs midtpunkt og store kærlighed, og når I en sjælden gang var væk fra hinanden, ja så savnede du hende helt forfærdeligt. Nu er savnet Aases, men sammen med den, så også en glæde over, at du sov stille ind omgivet af hele familien.

Da jeg kom ind i familien, boede du og Aase i Tvis, hvor I sammen havde omdannet en faldefærdig ejendom til et dejligt hjem for jer og jeres i alt seks sammenbragte børn. Det var kun de tre yngste, som oplevede at have bopæl i Tvis, men alle betragtede det som deres hjem og kom glad og ofte på besøg. Også de fleste af børnebørnene har igennem tiden været på besøg og ferie hos jer, og har her fået nogle timer eller dage med en frihed, som man kun oplever hos bedsteforældre.

Den aften hvor vi, sammen med provst Niels Arne Christensen, mindedes dig og hver især fortalte, hvad du havde betydet for os, gik netop den frihed og troen på, at jeres børn, de kunne, hvad de ville, og de fik råderum til det, igen i alles fortællinger. Det var en hyggelig aften, og du ville have nydt at høre alle historierne.

Netop historier var du selv en mester i at fortælle. Du interesserede dig for fortiden og kunne fortælle mangt og meget om din familie gennem tiden. Også menneskene i de sogne, hvor du gennem dit lange liv havde boet, huskede du, man kunne mærke, at det interesserede dig og netop derfor, blev det til mange spændende og interessante små og store historier. En epoke og en masse fortællinger er med dig gået tabt.

Efter over 25 år i Tvis solgte du og Aase gården og flyttede hjem til Idom, for det havde du lovet Aase, dengang I blev gift. På Kofeltvej byggede I jer et dejligt hjem, og her fik I næsten 14 gode år. Det var og er et meget gæstfrit hjem, og derfor har I også altid fået mange besøg fra nær og fjern. Samtidig med at I byggede i Idom, købte I også et deltidslandbrug i Rejkjær, hvor du gennem årene fik mange timer til at gå.

Resten af familien har også nydt godt af både naturen og freden og roen på denne skønne plet, mange har holdt ferie på Vester Rejkjær, andre har gået på jagt og alle har nydt de skønne omgivelser med både skov og sø. Desværre gav helbredet i de senere år ikke mulighed for, at du fortsat kunne køre om til dit fristed, men du holdt dig stadig opdateret om stedet gennem familien.

De sidste år fik du behov for pleje og hjemmeplejen blev en skattet gæst i jeres hjem, dine piger, som du kaldte dem, sørgede godt for dig sammen med Aase. Trods svigtende helbred så klagede du aldrig, tværtimod så var du taknemmelig for jeres liv sammen. Til det sidste var du frisk og klar i tanker og tale, selvom du nogle gange blev træt og trængte til at sove.

Du fulgte gennem fjernsynet med i både lokale og globale begivenheder og var opdateret om det meste. Til det sidste spurgte du til hver af os og vores dagligdag, og du var glad for hvert et besøg, som du i de sidste dage fik på sygehuset. En stor glæde var det også for dig, at Johanne kom og var hos dig nogle dage, ligesom hun det sidste døgn var ved din side hele tiden.

Min yngste datter skrev følgende digt, som du fik med i graven: Solen skinner Tak for alle de minder Og med dit humør Blev du en værre charmør Med endnu en stjerne på himlen Forsvinder du aldrig i vrimlen Kapitlet er nu slut Men intet er brudt

Far, svigerfar, bedstefar, morfar og farfar, du vil blive savnet af os alle, selvfølgelig vil savnet være størst hos min svigermor, men også hos os, dine børn, svigerbørn og børnebørn vil savnet være stort. Det vil sikkert ramme os, når vi mindst venter det og ikke kun, når vi får øje på den tomme plads foran fjernsynet på Kofeltvej. En stjerne blev tændt på himlen.

Æret være min svigerfars minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Der er god grund til både at tænke sig om og "wågne" op!

Læserbrev: En tak for Chrisitan Estrups klumme i Dagbladet lørdag 4. april. Hvor er det godt, at du tør tage fat på de problemer, der også er i forhold til den måde, vi bruger verdens ressourcer på. Jeg fik det dårligt forleden aften, da jeg så en udsendelse om "Verdens største blomstermarked" fra Kenya. Her avler man roser i tonsvis til forsendelse - med fly - til forkælede menneskers luksusforbrug bl.a. i Danmark....kæmpestore marker lagt under glas og intensivt dyrket - til luksus: - og forleden var der så en "tårevædet" udsendelse om en stakkels gartner, der måtte smide for millioner af gule kalanchoer ud, fordi markedet herhjemme - og i Tyskland - var stagneret på grund af covid19 - og han skulle have ryddet drivhusene, så de stiklinger, der skulle komme med fly fra Vietnam en af de nærmeste dage, kunne få plads. - og se så i de store fødevarebutikkers frugt- og grøntafdeling - søde kartofler, granatæbler, palmekål, æbler og jordbær helt udenfor sæson og quinoa og 25 forskellige slags ris, hvor man ikke engang kan købe noget så dansk som byggryn ! - og alt det bliver sendt hertil med fly! - og der produceres jo nærmest ikke tøj her i landet mere til trods for, at der for 40 år siden var en "hær" af dygtige strikkere og syersker i Herning og omegn. Det skal alt sammen laves i "langtbortistan", så vi kan få råd til at købe et nyt stykke tøj i hver uge - og det skal alt sammen med fly flere gange. - så er der jo nogen romantikere, der påstår, at det er nødvendigt for at støtte de pågældende lande - altså en form for u-landshjælp - ha, ha, ha - nærmere en form for udnyttelse for at gavne vores overforbrug. Måske var det bedre, at rosendrivhusene blev brugt til at avle mad til befolkningen i Kenya i stedet. - og så er der det overdrevne rejseri. Hvorfor i alverden skal en 8. klasse absolut rejse til Rom for at bruge fem dage på at stå i kø til seværdighederne. Og så i øvrigt ikke engang snakke med en romer. De går i deres egen lille danske "boble" og ser ikke, hvordan folk arbejder- eller bor - og de ved ikke engang, hvor Brønderslev ligger! Nå, jeg kunne blive ved, men I, der læser dette WÅGN SÅ OP og tænk jer om!

Annonce