Debat

Kampen mod brunt papir i butiksvinduerne skærpes

Der er garanteret ikke mange - måske slet ingen - bychefer eller købstadschefer, der her i slutningen af 2018 med hånden på hjertet kan fortælle den glade nyhed om, at netop den by, han eller hun skal markedsføre, kan melde om fuldt hus, hvis fuldt hus er lig med, at der ikke er en eneste tom butiksbygning.

Nogen vil nok sige, at der da ofte har været en enkelt tom butik hist og her i byen, og der er jo altid dukket en afløser op, så det triste og brune papir i vinduerne, der i høj grad signalerer "her er lukket", er blevet fjernet igen. Det kan der være meget rigtigt i, men alligevel er der i løbet af den seneste måneds tid dukket flere eksempler op, der måske kan give lidt større rynker i panden end bare almindelige alderdomsrynker.

Blandt eksemplerne er Skjern. I den ene ende af Østergade kan én af byens frisører "nyde" udsigten til følgende: Til venstre for frisøren er der en tom butik. På den anden side af gaden byder udsigten også på tomme butikker og et hus med et til salg-skilt.

Et andet eksempel er Ringkøbing. De to nuværende Matas-butikker i henholdsvis Algade og Nygade flytter sammen i Nordea-bygningen på Torvet. Tøjbutikken Wagner, der ligger i gågaden, lukker, men har dog meldt ud, at butikken flyttes til en anden beliggenhed i midtbyen. Og så er der lige børnetøjsbutikken Ønskebørn, der holder til i Ringkøbing Centret. Den lukker efter flere mislykkede forsøg på at finde en køber.

Selvfølgelig er ovenstående liste ikke lig med at male en vis person på væggen, og heldigvis er optimismen i behold hos både købstadschefen i Ringkøbing, Jakob Muldkjær Rasmussen, og bychefen i Skjern, Mette Christensen.

"Der er større efterspørgsel på butikslokaler i midtbyen, end vi indtil nu har kunnet imødekomme, så butikkerne skal nok blive fyldt", lyder det fra Ringkøbing, mens meldingen fra Skjern blandt andet lyder: "Vi skal nok få butikkerne besat og brugt til noget. Jeg håber på, at der er nogen, der kan se muligheder i den ende af byen, og jeg har lært af de garvede rotter i ejendomsmæglerbranchen og i handelsfaget, at det nok skal komme".

Trods optimismen vil det måske være umagen værd have truslen fra internettet i baghovedet, når der skal tænkes fremtid for butikslivet. Som Marianne Stræde, snart tidligere indehaver af Ønskebørn, siger: "Jeg havde naturligvis håbet, at der var kommet yngre kræfter til med ny energi og mere mod på internethandel med videre".

Nu vil nogen sige, at det med, at internethandel er den store trussel for de fysiske butikker, har været kendt i mange år, og handel på internettet kan ikke erstattes af den gode og personlige betjening. Om det er rigtigt, skal være usagt.

Herfra skal der bare lyde en stille bøn og et håb om, at både bychefer, købstadscher, butiksejere og alle handelsforeninger allerede har godt gang i nytænkning og et tykt idékatalog klar, for herfra ser det ud til, at der er bedre grund end nogensinde til at kæmpe mod det brune papir i butiksvinduerne.

Trods optimismen vil det måske være umagen værd have truslen fra internettet i baghovedet, når der skal tænkes fremtid for butikslivet.

0/0
Klumme

Ugens Prædiken: Påskemorgen er som en håbets hilsen fra Guds fremtid

Klumme

Martine om at blive gammel: Måske er det andet end medicin og ømme muskler?

Klumme

Ugens Prædiken: Mere kærlighed, end vi fatter og forstår

Klumme

Kommer du til årets grundlovsfest?

Leder For abonnenter

Bøhtosserne og de sande demokrater

Spalte op og spalte ned er der blevet skrevet om koranafbrændings-tossen. Du ved; ham der fuldt bevidst går efter at lave sine demonstrationer på måder og på steder, hvor hans iskolde og desværre alt for ofte ganske korrekte kalkule er, at bål-og-brand-tosser vil gribe den kærkomne anledning til at lade sig krænke så tilpas meget, at det efter deres indskrænkede verdensopfattelse berettiger til larm i gaden. Og dermed får bål-og-brand-tosserne på imponerende vis bekræftet koranafbrændings-tossens pointe - hvis ellers pointe ikke kan siges at være et alt for pænt ord for den verdensopfattelse, som hadprædikanter af alle farver abonnerer på. Faktisk er der både sagt og skrevet mere end rigeligt om Rasmus Paludan. Derfor er hovedpersonerne i disse linjer ikke hverken den ene eller den anden part i bøhtosse-krigen. Det handler tværtimod om demokratisk forståelse ført ud i en ualmindeligt fornem praksis - og om et par seje gutter fra Holstebro, Abbas Maanaki og Ergin Dogan. De to stod bag et vellykket arrangement i Trekanten i Holstebro, hvor de fik beboerne til at samles om pizza, fodbold og lørdagshygge i stedet for at stille op som medvirkende i provokatørens omrejsende cirkus, der var varslet til at ankomme til byen en lørdag i april. Dermed faldt det sture, sture provkationsnummer til jorden med et stille plask - ganske som den slags har fortjent. Maanaki og Dogan er begge som teenagere kommet i ungdomsklubben Jættehøj og forklarer, hvordan værdierne, de lærte der, var afsæt for deres fredelige moddemonstration: Rasmus Paludan skulle have lov at bruge sin ytringsfrihed til at sige, hvad han ville - men de to brugte deres ytringsfrihed til at argumentere for, at alle lod ham stå alene med sine provokationer og sin dyre politibeskyttelse. En beskyttelse, som der i Holstebro ikke blev den fjerneste brug for. Missionen lykkedes nemlig over al forventning, og der var efterfølgende stor ros fra politikommissær Lilian Jensen, som i Dagbladet Holstebro erklærede sig "pavestolt af den præventive indsats, vi så fra beboerne". Hvor ville det dog være fantastisk, hvis 'Holstebro-modellen' kunne brede sig til andre steder i landet. Københavnske Nørrebro kunne for eksempel lære en hel del. Som Ergin Dogan siger: "Det, Rasmus Paludan står for, er ikke de værdier, som vi har lært at kende i Jættehøj og på arbejdsmarkedet. Vi er bare med til at sprede hans retorik og had, når vi lader os provokere. Han ved udmærket, hvilke knapper han skal trykke på, så det eksploderer. Og jeg tror, det er hans formål." Jeg tror, Ergin Dogan har ret - og siger tak til ham, til Abbas Maanaki og til lærere og pædagoger som dem i ungdomsklubben Jættehøj, fordi de på forbilledlig vis formår at vise, hvad demokrati vil sige i virkelighedens verden.

Klumme

Amagerpigens tak til Bork Havn Efterskole: I var vinden under mine vinger